Ofre svigtes strukturelt af Politiet

Et sted i mine dagbogsnotater står der: ”Hvis politiet kan få dig til at trække sagen tilbage med det samme, så er det i politiets interesse, da de åbenlyst ikke gider håndtere sager som disse”.

Sådan blev min konklusion efter gentagne henvendelser til politiet. Gentagne opråb om hjælp. Jeg endte som offer for stalking med vold til følge. Voldsoffer. Fordi politiet ikke prioriterede mine henvendelser om stalking og trusler på livet. Politiet ønskede ikke at sagsbehandle og efterforske trods alvorsgraden og den helt tydelige dokumentation og let tilgængelige bevisførelse fra både jeg selv og troværdige vidner som stod klar til at bidrage til sagen. Jeg forstod hurtigt, at jeg måtte klare mig selv og melde mig ud af fællesskabet for at opretholde min sikkerhed, da politiet ikke var til nogen hjælp. Jeg ønskede dog at stå op for min ret, kunne tage på arbejde igen og få stoppet stalkingen, men jeg var bange for at ende i statistikken af ”kvinder der bliver dræbt af deres ekskæreste”. Min historie er ikke meget anderledes end de mange andre ofres. Mødet med politi og retssystem er det samme.

Det at være offer gav ikke en fribillet til hjælp og støtte, men i stedet blev det en kaotisk tivolitur, hvor jeg mest af alt var ladt i stikken, alene frem til retssag og erstatning. En kamp mod tiltalte og en kamp mod systemet, hvis man da ønsker at gå rettens vej. Og det ønsker man. For det er vores fælles aftale at indordne sig under et retsvæsen, hvor vi ikke anvender selvtægt, men straffer ud fra en fælles ramme og altså ikke lader Danmark være det vilde vesten.

Når en række politibetjente nu fortæller til DR, at de ”vasker” sager, således sagerne aldrig bliver til noget, så falder tingene på plads hos os der har problemer med at lykkes med at anmelde vold. I de sidste syv år har jeg frivilligt hjulpet ofre med at anmelde vold og søge erstatning for vold.

Da anmeldelsestilbøjeligheden stadig er overraskende lav, så valgte jeg i december 2024 at lave en lille, landsdækkende kampagne på Facebook, for at indsamle data på den aktuelle situation omkring det at anmelde vold og særligt give støtte til dem som oplever udfordringer i mødet med politiet. På kun en måned har det hurtigt vist sig, at støtten til netop at anmelde vold er nødvendig i et langt større omfang end jeg havde forventet. Min undersøgelse viser foreløbigt, at fokus på ofres retsstilling er aktuel og at der er mange ofre som lider helt urimelige mén af mødet med politiet. En svækkelse af Retsfølelsen. De her ofre er som du og jeg. Din nabo, din kollega, din datter. De er os. Det kunne være os alle som i aften blev overfaldet og havde behov for hjælp fra politiet. Vi er alle i risiko for at blive gjort til yderligere ofre, da det er op til den enkelte betjent at beslutte hvordan netop vores henvendelse skal registreres og sagsbehandles.

Det ofrer oplever er, at de bliver afvist af politiet allerede ved første henvendelse. Det kan bl.a. være i form af at blive talt ned til, fået fortalt at det de kommer med, er for svært at bevise, får tegnet et skræmmebillede af hvordan det vil ødelægge hans liv hvis der anmeldes og hvordan hans reaktion så vil være. Det meste sete er dog, at de som ikke umiddelbart bliver afvist ved første henvendelse, de går i flere måneder uden at høre noget fra politiet overhovedet. Nogle deltager i en afhøring, men kvaliteten af afhøringsrapporterne er utilstrækkelige og nærmest kun proforma. Når de så hører noget, hvad der typisk er 6-12 måneder efter henvendelsen eller afhøringen, så er meldingen, at sagen henlægges og at der hverken er foretaget afhøring af vidner eller andet relevant arbejde på sagen.

Man skal altså være yderst heldig, insisterende og overbevisende, hvis man skal have en chance for at ens sag ender i den rigtige bunke af sager hos politiet. Og end ikke i den rigtige bunke er man sikret noget som helst. Det hele afhænger af den enkelte politikreds humør og ledelsens behov for at passe ind i et større regneark. 

Med oplysningerne fra de otte betjente som ønsker at få sandheden frem, den foreløbige status på min seneste måneds dataindsamling om ofres møde med politiet, samt min egen generelle research de seneste ti år, så tør jeg godt konkludere, at vores retssikkerhed er truet.

Du har nok ikke gjort dig dybere tanker om, hvad du vil gøre, såfremt du bliver overfaldet i morgen. Og heldigvis for det. Det betyder jo, at du tror på den samfundsorden vi har valgt at leve under og bidrage til. En orden hvor vi straffer kollektivt og er enige om, at systemet tager sig af den slags på retfærdig og bedste vis. Når jeg tidligere har beretter om en instans som politiet, hvor tingene sejler, så rystes der på hovedet og pålægges mig en forventning om at tie for ikke at ødelægge glansbilledet for de mange.

Nu er vi så bare pludselig mange, som ikke ryster på hovedet ad mig, men nærmere ængsteligt ryster på hovedet af virkeligheden i dagens Danmark. Et glansbillede der er krakeleret. Mange har via min kampagne samlet mod til at give deres meninger og oplevelser til kende på et offentligt facebookopslag. Mere end 150 voldsofre har jeg haft kontakt til den seneste måned. Ens for dem alle har været, at de blev mødt af et ubarmhjertigt politi og manglende rådgivning om netop det at anmelde vold, samt processen herfor.

Jeg er rystet over at se beretningen om de anonyme betjente, som er stået frem på DR og har fortalt hvordan de begraver reelle politisager. Rystet i min grundvold selvom det er forhold jeg selv har kendt til og advaret ofre omkring de seneste ti år. For som mine dagbogsnotater vidner om, så er politiet trætte af at skrive rapporter og trætte af ofre for stalking, trusler og vold. Dog er jeg yderst taknemmelig for, at der nu er betjente som oplyser om de faktiske forhold der møder ofrene når de henvender sig til politiet. Det er svært som enkeltstående offer at bevise, at man er udsat for en strukturel afvisning fra politiet, men ifølge min nuværende kampagne på Facebook ses der en tydelig konsekvens af de forhold som betjentene beretter om.

Derfor opfordrer jeg andre betjente til også at stå frem. Anonymt er tilstrækkeligt. Der er brug for jer og der er brug for at gøre op med en syg og skadelig kultur som laver ringe i vandet til last for vores fællesskab. Og så forventes det naturligvis, at vores Justitsminister handler denne gang. Det er ikke nemt at ændre en kultur fra en dag til en anden, så der skal nogle større og mere omkostningstunge redskaber i spil for at dette har en virkning straks for det enkelte offer og for vores alles retssikkerhed.

Hos Center for Ofre i Fokus er det vores klare mål, at det ikke skal være så tungt at anmelde en sag til politiet. Enhver anmeldelse skal modtages med respekt og behandles med omhu og selvfølgelig indenfor den lovmæssige ramme for retspraksis. Dagligt er der ofre som har taget sig tilløb til at anmelde, mod til at bryde med vold og fundet styrke i at tro på, at de ved politiet vil blive mødt med omsorg og forståelse. Respekt for det enkelte menneske. Respekt for vores fælles bedste.

At ønske at anmelde et strafbart forhold skal kunne gøres uden at blive gjort til yderligere offer. Når systemet svigter, på så groft vis, så har det store konsekvenser. Ikke blot for retssikkerheden, men kan måles helt ned på tal for hvad det koster samfundet når et voldsoffer nedbrydes. Konsekvensen af at oplære os alle i, at vi straffer kollektivt, men som enkeltperson mødes med uordentlighed fra dem som skulle passe på os. Et målbart svigt fra systemet i tiden efter volden kan ses ud fra min igangværende kampagne, hvor data allerede belyser, at de forhold som betjentene beretter om, påvirker de mange ofre og har indgribende konsekvenser for disse borgeres videre liv og beskæftigelse.

Fra betjentene der til DR fortæller om at ”vaske” sager: ”Anmelder tales fra at anmelde. Politiet taler anmelderen fra at anmelde sagen”.

Det må forstås, at en sådan metode om at tale ofre fra at anmelde ikke altid foregår i god pædagogisk tone. Jeg har et dugfriskt eksempel på, hvordan et offer er dybt berørt af kontakten med politiet, hvor hun er offer for stalking, trusler og vold. Hun tør ikke længere selv at ringe til politiet for at spørge ind til sin sag. Hun blev afhørt for flere måneder siden, men går i uvished og tør ikke selv at ringe igen, da hun er bange for hvordan hun vil blive talt til af den betjent hun får i røret. Denne kvinde har en rigtig god sag og dokumentationen i orden. Hun er dagligt udsat for stalking, men afventer at høre fra politiet for hun tør ikke selv tage kontakt. Selvom jeg ringer til politiet inden hende, og beder dem om at tage godt imod hende, så frygter hun stadig, at deres sprogbrug vil påvirke hende i en grad hvor hun igen må sygemeldes fra sit arbejde efterfølgende.

Jeg forstår godt, at nogle betjente nu, har dårlig smag i munden og ikke kan stå inden for den opgave de bliver sat til at udføre. Der er altså en kultur hos politiet som ikke bare er til fare for os som borgere, men tydeligvis også nedbryder selv den mest velmenende og imødekommende betjent. Politiet er og skal være bundet af at have loven og hjertet på rette sted. Ikke bundet af en kultur som nedbryder frem for at opretholde lov og orden.

Med ønsket om bedre forhold for ofrene, den gode betjent og vores fælles interesse for at styrke borgerne i Danmark frem for at nedbryde og afvikle dem.