Milepæl nået: 75.000 hektar urørt skov i Danmark
Nu er der endnu mere plads til sjældne arter i de danske skove. Den femte og sidste udpegning af urørt skov er gennemført, og det betyder, at målet om 75.000 hektar urørt skov i Danmark er nået.
Flere træer bliver gamle og mosbegroede, skovbunden bliver lysere og naturlige skovsøer og moser genopstår til gavn for dyr og planter.
Nu er 75.000 hektar udpeget til urørt skov i Danmark, hvor naturen får lov til at udvikle sig på egne præmisser. Heraf er lidt over 70.000 hektar på statens arealer, mens de resterende hektar er på andre offentlige og private arealer.
Dermed er størstedelen af statens skove nu urørte.
Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, siger:
- Det her får betydning for, hvad vi giver videre til kommende generationer. Gennem årtier har ét af formålene med statens skove været træproduktion – men i de urørte skove er biodiversiteten i fokus. Her får planter, svampe, padder, insekter og fugle et fristed, og vi kan se frem til store naturoplevelser med flere dyr og krogede planter. Jeg håber, at vi med den grønne trepart kan lokke flere ud i naturen til store oplevelser.
Se kort over områder med urørt skov her.
Meget mere i fremtiden
Fremover kommer der endnu mere urørt natur. Der skal etableres 100.000 hektar urørt skov i forlængelse af Aftale om et Grønt Danmark.
- Vi har brug for meget mere skov i det hele taget – men særligt i de urørte skove kan naturen udfolde sig på egne præmisser. Mange dyr og planter mangler levesteder, så det skal vi sikre fremadrettet. Det gør vi dels ved at plante nye urørte skove, men også ved at lade mange af vores eksisterende skove være urørte. Det tager tid at forandre skovene, men vi kan alle glæde os til at få vildere naturoplevelser fremover, siger Jeppe Bruus.
Danskerne kan dokumentere forandringerne
Over tid vil skovene udvikle sig i en vildere og mere naturlig retning – til fordel for dyr og planter - og danskerne kan være med til at forevige forandringerne.
Landet over er der opsat 16 fotopæle i udvalgte urørte skove, hvor forbipasserende selv kan tage billeder af naturen. Billederne sendes til en bestemt e-mailadresse, hvorefter man ved hjælp af software løbende sammensætter en film ud fra alle indsendte fotos.
Filmen vil vise naturens udvikling over tid. På den måde bliver de historiske forandringer veldokumenterede.
Du kan finde din nærmeste fotopæl her: LINK
FAKTA:
- I Natur- og Biodiversitetspakken fra 2020 blev målsætningen om 75.000 hektar urørt skov aftalt af den daværende socialdemokratiske regering sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet.
- Den femte og sidste udpegning af urørt skov omfatter store sammenhængende arealer i skovene ved Oksbøl og Nymindegab, og der er desuden udpeget dele af Tvorup Klitplantage i Thy, skove på Fanø, Engelsholm Skov ved Vejle og Rise Skov i Himmerland.
- I de urørte skove er træproduktionen ophørt, og det betyder, at flere træer bliver ældet naturligt og får lov til at falde sammen, rådne i skovbunden og skabe levesteder til svampe, mosser, larver og biller.
- I mange af de urørte skove bliver naturlige vådområder genskabt, og store græssende dyr bidrager til de naturlige økologiske processer ved fx at græsse og trampe. Alt sammen for at skabe flere levesteder for en lang række plante- og dyrearter.
Kontakter
Ministeriet for Grøn Treparts pressetelefon (Modtager ikke SMS)
Tlf:21 84 35 92Følg pressemeddelelser fra Ministerium for Grøn Trepart
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ministerium for Grøn Trepart
Grøn Trepart: Mere økologi, mere skov og flere naturområder12.4.2025 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
En stor milepæl er nået i udmøntningen af den grønne trepart: 5,3 milliarder kroner fra EU’s landbrugsstøtte bliver kanaliseret over i den store omlægning af dansk natur og landbrug for at opnå en markant reduktion af kvælstofudledningen, der skal hjælpe livet tilbage i Danmarks fjorde og vandløb. Med i aftalerne, som faldt på plads fredag, er partierne bag den grønne trepart og landbrugsforliget.
H.M Dronning Mary og minister indvier ny vandresti over historisk nordjysk bunker28.3.2025 15:03:33 CET | Presseinvitation
En spektakulær ny vandresti med hængebro binder koldkrigsmuseet REGAN Vest, Rebildcentret og Rebild Bakkers unikke natur sammen. H.M. Dronning Mary indvier vandrestien søndag den 6. april sammen med minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus. Samtidig bliver der plads til at møde den lokale grønne trepart, som er i gang med at planlægge konkrete grønne omlægninger for Limfjorden.
Pressebriefing om den grønne trepart5.3.2025 15:12:29 CET | Presseinvitation
Ministeriet for Grøn Trepart inviterer til pressebriefing om den grønne trepart i ministeriet den 13. marts kl. 12.45 – 14.30. Adressen er Vester Voldgade 123, 1552 København.
Lokale kræfter klar til historisk grøn omlægning1.2.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fra i dag skal 23 treparter landet over i gang med at realisere visionen om et grønnere Danmark. Med deltagelse af landmænd, naturorganisationer og kommuner skal de lokale treparter føre den ambitiøse ”Aftale om et Grønt Danmark” ud i livet.
Regeringen sender plan for et bedre vandmiljø i høring20.12.2024 08:19:24 CET | Pressemeddelelse
Regeringen vil restaurere vandløb, mindske fosfor i søer og fjerne spærringer i vandløb til gavn for fiskene. Med initiativer for knap 2,5 mia. kr. sætter regeringen gang i arbejdet for bedre miljø i vores vandløb og søer. Planerne er en forudsætning for, at Danmark kommer til at leve op til vandrammedirektivet og den kvælstofindsats, som er aftalt i Den Grønne Trepart.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum