Hjemmeværnet

Hjemmeværnets nye fly skal bidrage til Danmarks sikkerhed

Del

Den 29. januar 2025 bliver to nye fly overdraget til Hjemmeværnet. Flyene skal optimere Flyverhjemmeværnets opgaveløsning og støtten til Forsvaret og Politiet for i sidste ende at styrke Danmarks sikkerhed. 

 

Hjemmeværnets nye fly, Twin Otter
Hjemmeværnets nye fly, Twin Otter Foto: Jonas Vandall

Hjemmeværnet får to nye patruljefly af modellen Twin Otter, som skal styrke opgaveløsningen inden for overvågning, eftersøgning og støtten til det europæiske grænseagentur, Frontex. De nye fly er udstyret med topmoderne kamera- og sensorudstyr, så det frem over vil være muligt at afsøge langt større områder fra luften, samtidig med at flyene kan løse opgaver, som kræver længere flyvetid.

Den forbedrede sensorpakke betyder, at eksempelvis en eftersøgning af forsvundne personer eller en søredning vil blive endnu mere effektiv, og samtidig vil de nye fly kunne opfylde behovet for længerevarende operationer over hav.

”Twin Otter-flyenes mange kvaliteter kombineret med den moderne sensorpakke betyder, at Hjemmeværnet i højere grad kan styrke Forsvarets, Politiets og andre myndigheders opgaveløsning med det formål at værne om Danmarks sikkerhed,” siger chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Gunner Arpe Nielsen.

Det rette materiel er essentielt

Flyene vil ligesom Hjemmeværnets nuværende Defender-fly have base i Aalborg og Roskilde Lufthavn og vil være en væsentlig styrkelse af Flyverhjemmeværnets kapacitet. Flyverhjemmeværnet spiller en vigtig rolle for Danmarks sikkerhed – både i det danske beredskab og i internationale opgaver. Derfor glæder oberst Dennis Thagaard, chef for Flyvehjemmeværnet, sig over de nye fly.

”De nye fly er et eksempel på, hvordan det rette materiel er essentielt for at levere kompetent og efterspurgt effekt, der styrker Forsvarets samlede opgaveløsning og øger sikkerheden for danskerne. Vores frivillige soldater kan med de nye fly løse komplekse opgaver med endnu højere kvalitet. Det gør en stor forskel for vores frivillige soldater, at de nu i endnu højere grad kan bidrage til beredskabet og være med til at passe på Danmark, siger Dennis Thagaard.

Flyene er anskaffet af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og stilles til rådighed igennem en otteårig leasingaftale.

”Vi står med resultatet af et udbud, der bygger på godt og solidt flerårigt samarbejde mellem Hjemmeværnskommandoen, Flyverhjemmeværnet og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Et samarbejde, der bygger videre på det fine samarbejde, der har været om de Defender-fly, som Twin Otter skal afløse. Det er meget tilfredsstillende at kunne levere efterspurgte og moderne fly til vores kunder og samarbejdspartnere. Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse ønsker Hjemmeværnet tillykke med den nye kapacitet og ser frem til at støtte fremadrettet i driften af flyene,” siger oberst Klaus Qvist, der er ansvarlig for luftmilitære kapaciteter i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

De nye fly afløser Hjemmeværnets to leasede Britten-Normann Defender-fly, som efter næsten otte år og godt 6.800 timer på vingerne nu går på pension. De to nye patruljefly forventes at være fuldt operative i første kvartal af 2025

---------

Interesserede medier inviteres til at deltage i overdragelsen af de nye fly den 29. januar 2025 i Roskilde Lufthavn. Her bliver det muligt at komme helt tæt på og indenfor i de nye fly og få mere viden om, hvordan de nye fly kan indgå i både nationale og internationale opgaver.

Da der er begrænset plads i området i Roskilde Lufthavn, er akkreditering nødvendigt. Akkreditering sker ved at skrive til hjk-ktp-presse@mil.dk senest den 28. januar kl. 12.

Overdragelsen af de nye fly finder sted fra kl. 10-11:30, og pressen bedes være på plads 09:30.

Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, vil være til stede og kan give interview. Desuden er det muligt at tale med chefen for Flyverhjemmeværnet, Dennis Thagaard, og en af de frivillige piloter.

Fakta om Hjemmeværnets nye fly

  • Hjemmeværnets nye fly af typen De Havilland Canada, Twin Otter er specialkonfigureret som et patruljefly. Flyene flyves af to piloter og en systemoperatør, der betjener sensorudstyret. Der er plads til yderligere otte specialister, som kan bidrage til opgaveløsningen.
  • En moderne sensorpakke med termiske og optiske løsninger betyder, at flyene er endnu mere effektive under eftersøgninger af forsvundne personer – både til lands og til søs. Desuden muliggøres opgaveløsning om natten.
  • Flyenes elektro-optiske sensorpakker er i høj operativ kvalitet og kan lave video og termiske optagelser, der både kan ses i flyet og på jorden via downlink-systemer.
  • Flyenes evne til at flyve med lav hastighed gør det muligt at observere på objekter i længere tid – eksempelvis i samarbejde med Politiet. 
  • Twin Otter-flyene er designet til at lette fra korte landingsbaner og kan være i luften 2-3 gange så længe som en helikopter. Fleksibiliteten gør det muligt at løse langt flere opgaver end tidligere.
  • Flyene forventes at være fuldt operative i første kvartal af 2025.
  • Flyene er leasede otte år frem og erstatter Hjemmeværnets tidligere defender-fly.

Kontakter

Billeder

Hjemmeværnets nye fly med besætning
Twin Otter-flyene
Jonas Vandall
Download
Hjemmeværnets Twin Otter-fly lander
Hjemmeværnets Twin Otter-fly lander
Jonas Vandall
Download
De to Twin Otter-fly i hangar
De to Twin Otter-fly i hangar
Jonas Vandall
Download
Hjemmeværnets nye fly, Twin Otter
Hjemmeværnets nye fly, Twin Otter
Foto: Jonas Vandall
Download

Links

Hjemmeværnet

Hjemmeværnet er et stort beredskab af frivillige med en fælles mission: Vi står klar til at stille op for Danmark, når samfundet har brug for støtte. Som del af Hjemmeværnet får du udviklet dine militære færdigheder, et stærkt fællesskab og muligheden for at løse spændende opgaver i både Danmark og udlandet.

Vi hjælper både Forsvaret, Politiet og andre offentlige myndigheder med at løse opgaver i samfundet, der kalder på vores evner og indsats. Opgaverne strækker sig over blandt andet militær bevogtning, patruljer, beredskab under krisesituationer, eftersøgninger og redninger både til lands og til søs.

Følg pressemeddelelser fra Hjemmeværnet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Hjemmeværnet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye