Danske Regioner: 54 millioner kroner til jordforurening rækker ikke langt
27.1.2025 05:50:12 CET | Danske Regioner | Pressemeddelelse
De ekstra millioner, som Miljø- og Ligestillingsministeriet har afsat til at håndtere jordforureninger, der truer søer, åer, fjorde og kyster, er kun nok til at håndtere én forurening om året.

Kort før jul meldte miljøminister Magnus Heunicke ud, at der var sat 54 millioner kroner af i perioden 2025-28 til regionernes arbejde med at undersøge, afværge og oprense jordforureninger, der truer de danske søer, åer, fjorde og kyster.
Men det er slet ikke nok, mener Danske Regioner, der nu har sendt et brev til ministeren om sagen.
”Oprensning af én forurening vil typisk beløbe sig til 8-10 millioner kroner, mens de større forureninger kan koste 50 millioner kroner eller mere. De 54 millioner kroner fordelt over fire år vil derfor kun række til at oprense én gennemsnitlig jordforurening om året”, siger Danske Regioners næstformand Mads Duedahl.
Dermed kan der gå lang tid, før alene de første 72 grunde med jordforureninger, som Miljøministeriet lige nu har udvalgt på baggrund af regionernes screening og feltundersøgelser, bliver undersøgt nærmere og oprenset.
Der er brug for faste bevillinger
Håndteringen af jordforureningerne er en del af Danmarks forpligtelser i forhold til at leve op til kravene i EU’s Vandrammedirektiv.
”Der er tale om en meget vigtig opgave for Danmark i forhold til at sikre vores vandmiljø. Men det er også en meget omfattende opgave, der ikke kan løses på kort tid eller med tidsbegrænsede og midlertidige bevillinger. Der er brug for en fast bevilling, som gør det muligt at opbygge nogle faglige miljøer og langtidsplanlægge indsatsen, så vi sikrer, at det er de rigtige forureninger, der bliver prioriteret”, siger Mads Duedahl.
Danske Regioner foreslår derfor, at der afsættes en fast bevilling på 50 millioner kroner om året til indsatsen.
”Med sådan en bevilling vil vi kunne fastholde en fornuftig kadence, hvor vi kan oprense de mest presserende først”, siger Mads Duedahl.
Ifølge Danske Regioners seneste beregninger, vil det koste mere end 2 milliarder kroner at undersøge, oprense og afværge alle jordforureninger i Danmark, der truer vores søer, åer, fjorde og kyster.
FAKTA
Fakta om jordoprensning
Regionerne fik opgaven med jordforureninger, der udgør en risiko for søer, åer, fjorde, kyster og natur, ved en ændring af jordforureningsloven i 2014. Den skete som et led i implementering af Vandrammedirektivet.
I perioden 2014-2018 screenede regionerne alle kortlagte grunde i forhold til, om de udgjorde en risiko for søer, åer, fjorde og kyster. Det blev til screening af cirka 37.000 grunde.
Screeningen førte til, at der blev udpeget 1.234 grunde, hvor der var en mulig risiko for søer, åer, fjorde og kyster. Af dem gennemførte regionerne en nærmere feltundersøgelse på 400 grunde i 2021-2022.
Det førte til, at man fandt 140 grunde, hvor man kan se, at jordforurening påvirker overfladevandet. På halvdelen er der imidlertid også andre forureningskilder.
Derfor har man lige nu valgt at starte med de 72 specifikke jordforureninger, hvor jordforurening er den eneste årsag til de miljøfarlige stoffer i søer, åer, fjorde og kyster i Danmark. Disse grunde bliver de første, der skal undersøges nærmere og måske oprenses.
Nøgleord
Kontakter
Pressevagt
Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk
Links
Om Danske Regioner
Danske Regioner er interesse- og arbejdsgiverorganisation for de fem regioner og har til opgave at yde en professionel betjening af Danske Regioners politiske ledelse.
Vi er den drivende kraft i udviklingen af sundhedsvæsenet, den førende stemme i den sundhedspolitiske debat, og vi arbejder for attraktive levevilkår og et godt miljø i alle dele af Danmark
Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner
Rekordmange besøgte Åbent Hospital 20266.9.2026 17:42:45 CEST | Pressemeddelelse
Søndag afholdt de fem regioner Åbent Hospital på 25 hospitaler, hospitalsbyggerier, ambulancebaser og andre sundhedstilbud landet rundt. 2026 blev et tilløbsstykke, som slog deltagerrekord med 21.398 deltagere.
Kom til Åbent Hospital på søndag d. 6. september2.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Grib chancen. På søndag inviterer regionerne alle nysgerrige indenfor på en række hospitaler landet rundt. Velkommen til en unik dag med læring og sjove aktiviteter i dit sundhedsvæsen.
Regionerne indfører aldersgrænse på 55 år for mænd i fertilitetsbehandling1.9.2026 07:12:24 CEST | Pressemeddelelse
Fra den 1. januar 2027 indfører regionerne en øvre aldersgrænse på 55 år for mænd, der sammen med deres partner modtager fertilitetsbehandling på de offentlige fertilitetsklinikker.
Formand for Danske Regioner: - Tid til handling: Ventetid til demensudredning er alt for lang28.8.2026 06:38:04 CEST | Pressemeddelelse
Alt for mange danskere venter for længe på at blive udredt for demens. Det skyldes især mangel på speciallæger i neurologi og neuropsykologer. Flere vil få behov for at blive udredt for demens i fremtiden, når der kommer flere ældre. Derfor er der brug for handling nu, mener Danske Regioner.
Nu får alle borgere bedre hjælp ved akut psykisk sygdom17.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra den 17. august bliver det lettere at få hjælp ved akut psykisk sygdom. Borgere, der ringer 112 eller kontakter lægevagten, får fremover hurtig adgang til psykiatrifaglig rådgivning. Dermed får alle borgere én samlet indgang til akut hjælp, uanset om der er tale om fysisk eller psykisk sygdom.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum