Le Gay Voyage
22.1.2025 16:19:14 CET | Nikolaj Kunsthal | Pressemeddelelse
Bag årets allerførste udstilling i projektrummet Platform står kunstner Ville Laurinkoski (f. 1996) og kurator Fafaya Mogensen (f. 1996). Le Gay Voyage kan opleves i Nikolaj Kunsthal fra 8. februar.

Le Gay Voyage
Med udgangspunkt i den franske homoaktivist, essayist og teoretiker Guy Hocquenghems cruising-guide Le Gay Voyage (udgivet i 1980) er historiske begivenheder som f.eks. AIDS-epidemien, ligestilling af samtykkealderen for homoseksuelle og heteroseksuelle relationer i Frankrig i år 1982 og Danmarks indførelse af registreret partnerskab i 1989 centrale forudsætninger. Udstillingen undersøger, hvordan frigørelse parallelt skaber ”nye” subjektklasser, hvis synlighed bliver genstand for markedsinteresser ved at grave dem frem fra samtidens materielle infrastrukturer som internettet, turistbureauer, sociale medier, merchandise og interiør. Laurinkoskis kunstneriske gestus peger på kompleksiteten og de iboende logikker for social, kulturel og politisk normalisering, der bor i revnerne mellem frigørelsens potentiale og dens samtidige begrænsninger. Hvad står Ikea for? Demokrati. Hvad står Telenor for? Autonomi. Hvad står Meta for? Power to the people.

Skinnet kan (ikke) bedrage
I denne udstilling træder Laurinkoskis værker ind i en kunsthistorisk tradition af institutionel kritik og post-minimalisme. Den strategiske abstraktion får konflikt til at hæfte sig til værkerne, hvor magtudøvelse og modstand mødes på hver overflade – fra pissoiret til de rene madrasser og tomme reoler. Lydværket giver rum til de forskellige oversete aspekter af livet, som er blevet afslået for at kunne producere overfladen. På denne måde fremfører værket den performative natur, der bebor institutionsstrukturer.
Der er noget ved værkerne, der er eksplicit kinky, ved deres afvisning af at opholde sig på det "rigtige" sted. De antyder en intimitet, som opstår ved erfaringen og afhængigheden af de ydre strukturer, som har formet og betinget relationen. Realismen i det 19. århundrede var ikke blot en stil, men også en præference for et emne – det rå, ubehagelige og almindelige. En lignende præference kan fornemmes i de sterile, funktionsløse, påtrængende og "anxious objects" i denne udstilling. Le Gay Voyage er en performativ gestus, hvor værkerne sætter spørgsmålstegn ved neoliberale strukturers stræben efter at synkronisere subjektivitet og pålægge os rollen som ’voyagers’ og som ’voyeurs’. Readymade (interiør). Readymade (steder). Readymade (følelser). Readymade made Real.
Udstillingen Le Gay Voyage kan opleves i perioden 8. februar – 23. marts. Der er fernisering fredag d. 7. februar kl. 16:00-19:00. Der er fri entré, musik ved dj oqbqbo (Posh Isolation), mad fra Villette #popup og gratis øl fra Depanneur – til de første og de hurtige!
Nøgleord
Kontakter
Thomas BorrePR-og kommunikationsansvarlig
Tlf:+45 2639 7403thomas.alstrup.borre@kk.dkOm Ville Laurinkoski
Ville Laurinkoski (f. 1996) er visuel kunstner, bosat i København. Laurinkoskis praksis udgår fra billedet og stemmen, objekter og rum, hvoraf hans kilder og materialer spænder fra arkiveret eller tabt litteratur til populærkultur samt forskellige genrer af autobiografiske publikationer, malerier, kammermusik og smudsede madrasser. Laurinkoski opkvalificerer og genforhandler gennem sine værker det forsømte og fortrængte ved at tage en kritisk drejning mod den bagvedliggende infrastruktur og de præmisser, som har og fortsat betinger og opretholder normer for social arbejdsdeling, seksualitet og klasse.
Laurinkoski har en kandidatgrad fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne, og gennemførte Maumaus Independent Study Programme i Lissabon, 2021. Laurinkoski har udstillet på blandt andet The Museum of Finnish Architecture and Design Museum Helsinki (2024), GalleriElverket, Pro Artibus (2024), Kunsthal Charlottenborg (2023) og Amos Rex (2022). Han har bl.a. performet på O – Overgaden (2024), Art Hub Copenhagen (2024) og Den Frie Udstillingsbygning (2024, 2023). Ville Laurinkoski er desuden en del af kunstnerkollektivet Jennifee-See Alternate og har deltaget i Art Hub Residency, Art Hub Copenhagen (2025).
Om Fafaya Mogensen
Fafaya Mogensen (f. 1996) er kurator og kulturarbejder, bosat i København. Hendes kuratoriske virke er forankret i kunstpraksisser, udstillinger og teori, som udfordrer de dominerende normer for, hvad kunstværket kan eller bør være. Hertil kommer en optagethed af de nye former for subjektivitet, som disse værker producerede, udfordrede og afviste, med særligt fokus på feministiske og queer-praksisser fra 1970’erne frem til i dag. Som kurator arbejder Mogensen ofte med dynamikkerne mellem synlighed og repræsentation, med en refleksion over kapitalens, produktionens og materialernes indvirkning på individer i et moderne samfund, samt hvordan disse påvirker individers evne til at bekræfte eller (de)stabilisere sociale positioner.
Fafaya Mogensen har en BA i kunsthistorie fra Københavns Universitet samt en MA fra Courtauld Institute of Art, London. Hun er bestyrelsesmedlem i Merkur Fonden (2024) og læser jura på Københavns Universitet (2024). Mogensen har arbejdet med Art & Research hos Art Hub Copenhagen, hvor hun organiserede forskningsindhold til offentlige programmer og publikationer. Hun har kurateret udstillinger og deltaget i samtaler på bl.a. AHC (DK), Simian (DK), Nikolaj Kunsthal (DK), Roskilde Festival (DK), Cinemateket (DK), Livity UK (UK) og The Serpentine (UK). Hendes tekster er blevet publiceret i blandt andet Kunstkritikk, IDOART, Issue Magazine og Chart Art Journal.
Om Platform
Siden 2022 har Nikolaj Kunsthal – med støtte fra Det Obelske Familiefond – drevet et udstillingsrum dedikeret til samarbejder mellem nye unge kunstnere og kuratorer. Under overskriften Platform præsenterer Nikolaj Kunsthal seks årlige udstillinger – der er udvalgt med assistance fra en ekstern fagkomité. Platform har indtil videre budt på et varierede miks af medier, genrer og udtryk – med bidrag fra kunstnere som Mette Riise, Ruby Ndoye, Laurits Gulløv, Clara Busch, Lina Hashim for blot at nævne nogle få.
Om Nikolaj Kunsthal
Nikolaj Kunsthal præsenterer især dansk samtidskunst i unikke historiske omgivelser midt i København.
Kunsthallen er beliggende i den gamle Sankt Nikolaj Kirke, der kan dateres tilbage til 1200-tallet. Den smukke arkitektur indgår i samspil med skiftende udstillinger, senest af bl.a. Shane Brox, Mikkel Carl, Radar Contemporary, Ditte Ejlerskov og Nikoline Liv Andersen. Nikolaj Kunsthal har sit fokus på Københavns samtidskunstscene og er optaget af kunstmøder på tværs af genrer, medier og formater.
Kunsthallen præsenterer også løbende koncerter, performances, omvisninger, middage, talks og ikke mindst det nye udstillingsrum Platform, der er dedikeret til unge kunstnere og kuratorer. Læs mere på nikolajkunsthal.dk
Følg pressemeddelelser fra Nikolaj Kunsthal
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nikolaj Kunsthal
Kan man lytte til universet? Oplev kosmisk lyttestation i Nikolaj Kunsthal21.8.2026 10:38:21 CEST | Pressemeddelelse
I efteråret omdannes Nikolaj Kunsthals Nedre Galleri til en kosmisk lyttestation, når kunstner og komponist Christian Skjødt Hasselstrøm indtager det højloftede rum med udstillingen "Meridians". Via avanceret detektorteknologi bliver det usynlige nærværende. Her kan publikum opleve et kosmisk fænomen, der normalt undslipper vores sanser – og samtidig reflektere over menneskets plads i en større kosmisk og økologisk sammenhæng.
Et sanseligt evangelium om frihed19.8.2026 14:45:54 CEST | Pressemeddelelse
Billedkunstneren Maria Wæhrens indtager fra 27. august Nikolaj Kunsthals Øvre Galleri med eksplosive farver, store installationer og malerier, der breder sig langt ud over lærrederne. Udstillingen "The Answer" er både svaret på en drøm og et sanseligt evangelium om frihed – en fortælling om krop og transformation, om sårbarhed og hellighed som to sider af samme sag og om skønheden som den største gåde af alle.
Mellem transcendens og forførelse17.8.2026 13:47:47 CEST | Pressemeddelelse
I slutningen af august åbner Nikolaj Kunsthal udstillingen "High", en ny installation af Johan Bech Jespersen skabt i samarbejde med kunstner- og musikkollektivet Rewild. I projektrummet Platform smelter skulptur, lyd og arkitektur sammen i en totalinstallation, der undersøger spændingsfeltet mellem transcendens og forførelse.
Kosmiske partikler og sanselige malerier18.6.2026 10:37:48 CEST | Pressemeddelelse
Efterårets udstillingsprogram i Nikolaj Kunsthal byder på sanselig adgang til højenergipartikler fra det ydre rum og en koloristisk malerisk totalinstallation, der kredser om spiritualitet og drømme. De kommende soloudstillinger med Christian Skjødt Hasselstrøm og Maria Wæhrens kan opleves fra 27. august.
Højskoleelever genfortolker ikonisk Fluxus-værk på Nikolaj Plads20.5.2026 14:26:15 CEST | Pressemeddelelse
I samarbejde med Nikolaj Kunsthal fortolker elever fra Johan Borups Højskole Alison Knowles’ ikoniske værk "The House of Dust" midt på Nikolaj Plads. Værket, der regnes som et hovedværk inden for tidlig computer-genereret poesi og konceptkunst, ferniseres fredag den 12. juni kl. 15-18 og står henover sommeren som et midlertidigt, socialt og kunstnerisk rum i byen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum