Danskernes 25 mest populære hunderacer
4.2.2025 06:00:00 CET | Agria Dyreforsikring | Pressemeddelelse
Økonomi, livsstil og etiske overvejelser har i 2024 påvirket danskernes valg af hund, forklarer Agrias hundeekspert, Lotte Evers, som analyserer årets Top25 over Danmarks mest populære hunderacer.

Hvert år i januar dykker Agria Dyreforsikring ned i det forgangne års nytegnede hundeforsikringer for at afdække trends og analysere, hvilke hunderacer der hitter blandt de danske hundeejere – og ikke mindst hvorfor:
- Med ca. 900.000 hunde i de danske hjem er vi en nation af hundeelskere. Dette års Top 25 over danskernes favorithunde giver et nyt og nuanceret billede af den moderne hundeejers præferencer, siger Lotte Evers, marketingchef i Agria Dyreforsikring.
Hun peger på blandingshundens stigende popularitet som en af årets mest interessante men måske ikke helt overraskende tendenser:
- Hul i hækken-hund, designerhund eller blandingshund – uanset hvad vi kalder den, er det den hundetype, der er flest af i danskernes hjem, og for andet år i træk er andelen af blandingshunde - set i forhold til det samlede antal hunde - i vækst. Siden 2011 har det ellers været andelen af racehunde, der har været i langsom men konstant fremgang, men fra 2023 til 2024 steg andelen af blandingshunde fra 15,8 til 16,8%, og ifølge Dansk Hunderegister udgør blandingshundene i 2024 hele 18,8%, fortæller Lotte Evers.
Pudlen og ”krøllede blandinger” vinder frem
Hun er ikke i tvivl om, at blandingshundenes fremmarch skyldes den charmerende, sjove og krøllede pudel – både som renracet og i blandingsform:
- Hos Dansk Kennel Klub har pudlen taget endnu et skridt op ad listen set i forhold til sidste år, men det er pudel-blandingerne, der ofte markedsføres under trendy ”designerlabels” som labradoodle, cockapoo, cavapoo og maltipoo, der lige nu bidrager til stigningen af blandingshundene i Danmark, siger Lotte Evers, som forklarer, at danskernes valg af hund i stigende grad er præget af sociale tendenser, samfundsmæssige forandringer og skiftende livsstile. Der er sket et skift i racevalget, hvor også økonomien spiller en stor rolle:
- Tidligere var de store hunderacer forbundet med status og prestige, men i dag prioriterer mange en mindre hund, der ikke belaster familiens madbudget i samme omfang og som samtidig kræver mindre plads, hvilket er blevet en prioritet, nu hvor vi bor flere mennesker sammen på mindre plads i byerne, mener Evers, som tilføjer, at der blandt danske hundeejere er en stigende bevidsthed om sundhed, trivsel og at hunden ikke ”bare” tilpasser sig enhver livsstil:
Myten om den sunde blanding
- Danskerne har fået øjnene op for, at de skal gå efter det helt rigtige ”hunde-match”, hvis de skal komme godt fra start og godt videre i hundelivet sammen. Når danskerne nu for alvor har kastet deres kærlighed over specielt de krøllede blandingshunde, hænger det måske også sammen med, at mange fejlagtigt tror på myten om hybrid-vitalitet; at blandingshunde er sundere end racehunde og foretager den fejlslutning, at blandingshunden er det budgetvenlige alternativ både i indkøb og ”drift” – underforstået, vil koste mindre i dyrlægeregninger på sigt, forklarer Evers, der som hundeekspert og marketingchef i Agria Dyreforsikring har stor interesse i og det store overblik over forsikringsselskabets skadestatistikker på hhv. renracede hunde og blandingshunde:
- Vi har omfattende statistisk sundhedsmateriale på alt fra racehunde til de mest populære pudelblandinger. Konklusionen er, at blandingshunde bliver syge og kommer galt af sted, præcis som racehunde kan gøre det. Men selv om myten om den sunde blandingshund langt fra er korrekt, har den alligevel bidraget til blandingshundenes popularitet. Efterhånden spiller økonomien en betydelig rolle i danskernes valg af hund, og mange ved nu, at det ikke er anskaffelsesprisen men de hyppige besøg til dyrlægen, der giver røde tal på bankbogen, vurderer hun.
- For langt de fleste danskere handler det om at finde den rette balance mellem livsstil, økonomi, dyrevelfærd og hundens behov, når de skal købe hund, og med hundredvis af hunderacer eller blandinger at vælge imellem, kan danskerne nemt finde en firbenet ven, der opfylder alle kriterierne og appellerer til den brede gruppe af hundeejere, der ønsker at udvide familien, konkluderer Lotte Evers.
Agria Dyreforsikrings 25 mest populære hunderacer i '24
- Blandingshund
- Labrador retriever
- Bichon havanais
- Golden retriever
- Coton de tulear
- Cavalier king charles spaniel
- Schæferhund
- Shih tzu
- Engelsk cocker spaniel
- Dansk/svensk gårdhund
- Border collie
- Fransk bulldog
- Staffordshire bull terrier
- Langhåret chihuahua
- West highland white terrier
- Jack russell terrier
- Cairn terrier
- Shetland sheepdog
- Welsh corgi cardigan
- Malteser
- Berner sennenhund
- Islandsk fårehund
- Ruhåret gravhund
- Australian shepherd
- Finsk lapphund.
Nøgleord
Kontakter
Anne OrholtKommunikationsrådgiverOrholt Media
Tlf:2897 1907anne@orholt.dkLotte EversMarketingchefAgria Dyreforsikring
Tlf:2878 3270lotte.evers@agria.dkBilleder
Links
Om Agria Dyreforsikring
Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år og skal, med specialistkundskab og engagement, udvikle og sælge tryghed for dyr og mennesker. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel gnavere, miniature grise, reptiler og racefugle. De fleste af virksomhedens medarbejdere er selv dyreejere, og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger er Agria med til at udvikle dyrehold, dyrehelbred og bidrager til veterinærmedicinsk forskning. Agria Dyreforsikring er en filial af Försäkringsaktiebolaget Agria (publ) (Agria Djurförsäkring). Ud over Danmark har Agria også virksomhed i Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Frankrig, Irland og England.
Følg pressemeddelelser fra Agria Dyreforsikring
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Agria Dyreforsikring
Sensommerens nedfaldsfrugt sender hunde akut til dyrlægen25.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Æbler, blommer og pærer, der ligger på jorden, kan være fristende for mange hunde. Men nedfaldsfrugt gemmer på flere alvorlige farer – fra alkohol og giftige frugtsten til hvepsestik og hjertelungeorm. Derfor er det vigtigt at holde ekstra øje med, hvad hunden spiser på gåturen og i haven i sensommeren.
Seks ud af ti kæledyrsejere er bekymrede for AI i veterinærplejen20.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Selv om flere kæledyrsejere allerede bruger kunstig intelligens til at søge information om deres dyrs sundhed, er tilliden begrænset. Seks ud af ti danske hunde- og katteejere er bekymrede for, at AI får en større rolle i veterinærplejen, viser en ny undersøgelse fra Agria Dyreforsikring.
Når børn ønsker sig en hund: "Jeg skal nok gå med den!"18.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mange børn drømmer om en hund og lover glad og gerne at stå for gåture, fodring og pelspleje. Men når hverdagen melder sig med skole, fritidsaktiviteter og legeaftaler, er det sjældent realistisk, at barnet kan løfte ansvaret alene. Derfor bør hele familien være enige om, hvem der har ansvaret for hunden – allerede inden den flytter ind.
Katte undersøger med næse og mund: Dit hjem gemmer på skjulte farer11.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvert år må en lang række katte en tur til dyrlægen for at blive behandlet for forgiftningsskader, der er opstået i katteejerens eget hjem, fordi mange af de ting, vi omgiver os med kan være direkte livsfarlige for katten. Er dit hjem kattesikret? Læs med her og kig dit hjem efter med kattens øjne.
Sommerferien er slut: Forebyg alene hjemme-problemer hos din hund4.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter en sommer med masser af tid sammen kan overgangen til hverdagen være svær for nogle hunde. Når familien vender tilbage til arbejde og skole, risikerer nogle hunde at udvikle alene hjemme-problemer eller separationsangst. Derfor opfordres hundeejere til allerede nu at genindføre de faste rutiner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


