Mange grønlændere har 10 gange højere risiko for diabetes – motion kan være den eneste løsning for dem

I 1960erne var diabetes stort set en ukendt sygdom i Grønland. I dag er forekomsten af diabetes i Grønland næsten dobbelt så høj som i Danmark. Og så er der en gruppe af grønlændere, som har markant højere risiko end andre landsmænd for at udvikle den kroniske sygdom. Mere præcist gælder det for fire procent af inuitbefolkningen, afslørede en befolkningsundersøgelse for 10 år siden.

”Disse fire procent har en bestemt mutation i genet TBC1D4, og det giver dem 10 gange højere risiko for type 2-diabetes. Genvarianten betyder, at de er meget glukoseintolerante – dvs. at hvis de indtager sukker, har de meget svært ved at få det væk fra blodbanen igen,” siger professor Jørgen Wojtaszewski fra Institut for Idræt og Ernæring.

Jørgen Wojtaszewski og forskerhold anført af Københavns Universitet og Steno Diabetes Center Grønland har nu undersøgt, hvordan genvarianten mere præcist indvirker på kroppen. Undersøgelserne er lavet på en række grønlandske bærere af genvarianten. Resultaterne er udgivet i Nature Metabolism.

”Vi kan se, at personer med denne genvariant har en insulinresistent muskulatur. Det vil sige, at deres muskelvæv reagerer dårligt på insulin, og det er kritisk, da muskulaturen varetager langt den største optagelse af sukker i kroppen. Det er dette forhold, som giver dem den voldsomt øgede risiko for at udvikle type 2-diabetes,” siger Jørgen Wojtaszewski og tilføjer:

”Det ekstra specielle er, at insulinresistens normalt ikke kun findes i musklerne, men også i leveren, i fedtvævet og i andre organer og celler. Men hos bærerne af genvarianten findes insulinresistensen kun i muskulaturen, og det er unikt.”

Det betyder samtidig, at bærerne af varianten ikke bliver ”syge”, så længe deres bugspytkirtel fint kan frigive insulin, og deres øvrige organer har normal insulinfølsomhed.

”Så i modsætning til andre forstadier til type-2-diabetes har bærerne af varianten ikke forhøjet blodsukker eller insulinniveau i fastende tilstand eller indikationer på forhøjet langtidsblodsukker. Derfor kan det være sværere for lægen at opdage,” forklarer Jørgen Wojtaszewski.

En times motion om dagen hjælper

På det molekylære niveau betyder genvarianten, at bærerne ikke udtrykker TBC1D4-proteinet i deres muskulatur. Som en del af studiet testede forskerne, om fysisk aktivitet er i stand til at øge insulinens virkning i musklerne på denne befolkningsgruppe. Tidligere studier i dyremodeller har nemlig peget på, at tilstedeværelsen af TBC1D4 spiller en helt afgørende rolle for, at dette kan ske. Hypotesen var derfor, at motion ikke ville virke på netop denne gruppe.

”Men det viste sig, at blot et enkelt træningspas med en times moderat fysisk aktivitet øger insulinfølsomheden i musklerne hos bærerne af genvarianten – om end effekten ikke er lige så stor som i ikke-bærere. Det er dermed meget sandsynligt, at effekten af at bruge muskulaturen gennem fysisk aktivitet vil mindske risikoen for type 2-diabetes hos bærerne af genvarianten,” siger Jørgen Wojtaszewski og fortsætter:

”Personer med genvarianten har udgjort en relativt stor del af befolkningen i mange hundrede år, og det vil de gøre i mange generationer frem. Men nu kan vi rådgive dem til, hvordan de kan forebygge diabetes – nemlig med fysisk aktivitet.”

Den diabetes-medicin, som er tilgængelig i dag, egner sig nemlig ikke til denne befolkningsgruppe, forklarer professoren:

”Udfordringen med at behandle bærerne med gængs diabetes-medicin er, at disse stoffer ikke øger muskulaturens insulinfølsomhed, men primært sænker leverens sukkerproduktion og dermed sænker sukkerniveauet i blodet. Men da bærerne af varianten jo ikke har forhøjede sukkerniveauer i blodet i perioder, hvor der ikke spises, vil en behandling være forbundet med en betydelig risiko for at føre til for lavt blodsukker.”

Kan måske bane vej for ny medicin

De tidligere befolkningsundersøgelser i Grønland har givet indsigt i den genetiske sammensætning af <10% af befolkningen, og der forelægger derfor et stort arbejde, førend den genetiske information er tilgængelig for hele befolkningen, og før man kan yde personlig rådgivning til den enkelte bærer af genvarianten.  

”Men den indsigt i menneskets biologi, som vi har fået ved at kombinere data fra befolkningsundersøgelserne med vores opfølgende fysiologiske undersøgelser, er dog helt fantastisk. Den nye indsigt giver håb om, at fremtiden vil byde på en ny type medicin til ”almindelig” type 2-diabetes,” siger Jørgen Wojtaszewski.

For selvom TBC1D4-proteinet hos personer med type 2-diabetes, som ikke er bærere af genvarianten, er helt normalt udtrykt, så er aktiviteten af proteinet ikke reguleret korrekt.

”Vi ved, at et bestemt enzym, som bliver aktiveret under fysisk aktivitet, kan påvirke aktiviteten af TBC1D4 gunstigt. Og medicinalindustrien forsøger allerede nu at finde de molekyler, der aktiverer dette enzym, så man kan blive i stand til at regulere TBC1D4-aktiviteten og på den måde øge insulinfølsomheden. Hvis sådan et lægemiddel kom på markedet, ville det kunne hjælpe på de fleste andre former for type 2-diabetes, slutter Jørgen Wojtaszewski.

FAKTA:

• En større befolkningsundersøgelse i 1962 viste, at kun 0,07% af grønlænderne havde diabetes. Omkring årtusindskiftet lavede man endnu en undersøgelse af diabetesforekomsten. Her fandt man, at næsten 10% af den voksne befolkning over 35 år havde diabetes.
  
  
• Genet TBC1D4 spiller en vigtig rolle for, hvordan insulin regulerer optagelsen af sukker i musklerne. Hvis man har to ens kopier af den særlige genvariant, som 4% af inuitbefolkningen har, forringer det effekten af insulin i muskulaturen massivt.
  
  
• Genvarianten øger risikoen for at udvikle type 2-diabetes med cirka 10 gange. 80% af bærerne af genvarianten vil således udvikle diabetes, inden de er fyldt 60 år.
  
  
• Den videnskabelige artikel om studiet er udgivet i tidsskriftet Nature Metabolism.
  
  
• Forskningen er blandt andet støttet af Novo Nordisk Fonden og Danmarks Frie Forsknings Fond, og foretaget i samarbejde mellem forskere på Københavns Universitet (lektor Rasmus Kjøbsted, prof. Torben Hansen og prof. Jørgen Wojtaszewski) og Steno Diabetes Center Grønland (prof. Marit Jørgensen)
  
  

[BOKS] FRA HISTORISK FORDEL TIL NUTIDIG ULEMPE

Hvorfor fire procent af de grønlandske inuit bærer rundt på denne særlige genvariant, ved man ikke. Men forskerne har en teori:

”Mutationen findes udelukkende i inuitbefolkningen herunder i Grønland og det nordlige Canada. Forekomsten af mutationen er høj. En forklaring på dette kan være at mutationen på et eller andet tidspunkt i historien har været en fordel i forhold til deres overlevelse,” siger Jørgen Wojtaszewski.

Det er for tidligt at sige præcist på hvilken måde, at mutationen kan have været en fordel for inuit. Det kan have øget deres overlevelseschancer under de barske klimatiske forhold, hvilket kunne være koblet med stofskiftemæssige fordele i forhold til at leve på traditionel fangerkost, som er rig på protein og fedt, men fattig på kulhydrater.

”Men det, der måske var en fordel tidligere, viser sig så nu, hvor grønlænderne har fået en mere vestlig livsstil med mere kulhydratrig kost og mindre motion, at give dem problemer, for de kan ikke håndtere kulhydrater lige så godt, som hvis de ikke havde mutationen,” siger Jørgen Wojtaszewski.