Nyt IT-system tidobler resultatet hos SR Hydraulik Service på blot et år
Da SR Hydraulik Service fik vokseværk, blev det sværere for Simon Rasmussen at følge med de administrative opgaver, og ordrer blev ikke faktureret korrekt. Men med et digitalt løft og de rette systemer er virksomheden i dag mere effektiv end nogensinde før. Og det ses tydeligt på bundlinjen.

Da Simon Rasmussen i 2018 startede SR Hydraulik Service, var det med drømmen om at bygge sin egen virksomhed op fra bunden. Han ville selv sætte rammerne og arbejde med dét, han brænder for: hydraulik, service og reparation af alle typer maskiner. Efter halvandet års tid begyndte hans bror, René Rasmussen, at arbejde i virksomheden. I 2023 købte han sig ind, og i dag driver de to brødre SR Hydraulik Service sammen som et ApS-selskab.
“Det første års tid skulle jeg lige i gang, men det tog hurtigt fart. Der var efterspørgsel på vores services, og vi fik hurtigt mange opgaver. Samtidig begyndte jeg også at få en masse administrative opgaver, der følger med, når man driver forretning. Det hele hobede sig op og i takt med, at vi blev flere medarbejdere, og jeg ikke sad med slutprocessen længere, altså faktureringen, blev risikoen for manglende fakturering for stor,” fortæller Simon Rasmussen.
Han begyndte at undersøge forskellige løsninger, men fik aldrig rigtig sat gang i noget.
“Jeg havde hverken tid eller for den sags skyld lyst til at dykke ned i vores processer og udvikling. Mine kompetencer er på gulvet med hænderne nede i maskinerne – ikke på kontoret. Samtidig kunne jeg ikke forstå, hvordan vi alle kunne arbejde så meget, uden at det kunne ses på bundlinjen,” siger Simon Rasmussen.
Derfor trådte hustruen Sara Olsen i 2024 til som Business Controller med ét formål for øje; at få overblik over forretningen og optimeret processerne. Og det gav hurtigt pote.
“Jeg fandt hurtigt ud af, at vi havde rigtig mange timer, vi slet ikke fik faktureret kunderne. Samtidig kunne vi også blive meget mere effektive i vores timeforbrug ved at få nogle mere datadrevne processer,” fortæller Sara Olsen.
Under besøget af Erhvervshus Sjællands direktør, Line Fossing Riel, og bestyrelsesleder Mette Jorsø sammen med Mikael Smed, borgmester i Vordingborg Kommune, og kommunaldirektør Kristina Sloth, falder snakken også på SR Hydraulik Services samarbejde med Erhvervshus Sjælland.
Her har Sara Olsen især haft stor glæde af sparringen med forretningsudvikler Torben Kristensen.
“Det har været en gamechanger at have Torben som sparringspartner. Ellers havde jeg stået helt alene med det her projekt og ikke vidst, hvor jeg skulle starte. Torben er virkelig god til at give mig overblik over alle mine muligheder og sætte gang i en masse overvejelser. Og så har han også hjulpet med at søge tilskud i SMV:Digital. Det har gjort, at vi har kunnet hyre en rådgiver til at udvikle og implementere et nyt timeregistreringssystem, så vi nu har styr på den del,” siger Sara Olsen og tilføjer:
“Vi har fået skabt en gennemskuelighed via vores ordresystem – både for kunderne med kvalitetssikring, for de ansatte og for administrationen, som nu dagligt har tjek på udviklingen i firmaet.”
Besøget og fortællingen om SR Hydraulik Service var også til stor glæde for Vordingborg Kommunes borgmester, Mikael Smed:
“SR Hydraulik Service er et godt eksempel på, hvorfor det er vigtigt, at virksomheder sørger for at følge med digitaliseringen. Det har været spændende at høre om, hvilken forskel det har gjort for deres processer og bundlinje. Jeg håber, deres historie kan inspirere andre virksomheder,” siger Mikael Smed.
I dag har SR Hydraulik Service ti medarbejdere og er netop kommet ud af 2024 med flotte resultater på bundlinjen. Fremtiden byder på fortsat udvikling – og endnu mere digitalisering.
“Ved at arbejde med de her processer har vi tidoblet vores resultat fra 2023 til 2024. Og det er endda inklusiv min egen nyoprettede stilling og nye pensionsordninger til alle medarbejderne. Så det er vi selvfølgelig meget stolte af. Nu begynder jeg at kigge ind i mulighederne for at implementere et lagerstyringssystem, og så må vi ellers se, hvad fremtiden bringer,” slutter Sara Olsen.
Nøgleord
Kontakter
Caroline Ge-Ge KellerPressekonsulentErhvervshus Sjælland
Tlf:53727186cgk@ehsj.dkBilleder




Om Erhvervshus Sjælland
Erhvervshus Sjælland hjælper iværksættere og små og mellemstore virksomheder med uvildig, fortrolig og gratis sparring til, hvordan de kan udvikle og styrke deres forretning.
Erhvervshusets forretningsudviklere tager en 360 graders gennemgang af virksomheden og afdækker behov og udviklingspotentialer, fx indenfor grøn omstilling, digitalisering eller internationalisering, finansiering, ledelse, salg og markedsføring.
Erhvervshus Sjælland er et af seks erhvervshuse, der er sat i verden for regionalt at skabe erhvervsudvikling og derved understøtte den regionale vækst.
Læs mere om Erhvervshus Sjællands tilbud på www.ehsj.dk
Følg pressemeddelelser fra Erhvervshus Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervshus Sjælland
Nye virksomheder løfter Region Sjælland2.12.2025 06:17:00 CET | Pressemeddelelse
Region Sjælland fortsætter et stærkt 2025 med markant vækst i nye virksomheder og bred optimisme i erhvervslivet.
Fortsat vækst i Region Sjælland25.11.2025 12:12:36 CET | Pressemeddelelse
Der er stor grund til optimisme omkring den sjællandske økonomi og vækst. Det viser jobtallene for 2. kvartal i år.
Regeringen peger på Sjælland: Størst potentiale for industriparker28.10.2025 09:39:49 CET | Pressemeddelelse
Erhvervshus Sjælland ser udpegningen som et vigtigt skridt for produktion og vækst i regionen.
Vækstpiloter giver udbytte og arbejdspladser7.8.2025 05:53:00 CEST | Pressemeddelelse
SMV:Vækstpilot kan være en genvej til vækst. Undersøgelser viser, at projektet i gennemsnit øger værditilvæksten med 38 procent hos de deltagende virksomheder i forhold til virksomheder uden akademisk arbejdskraft.
Stærk tro på økonomi og fremtid i sjællandske virksomheder11.7.2025 06:09:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse afslører, at virksomhederne i Region Sjælland udviser stor økonomisk optimisme med tro på positiv udvikling og stigende omsætning i løbet af de kommende måneder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum