Uholdbart: Norfors har fortsat intet svar på dispensationsansøgning
Som følge af ny lov om affaldsenergi, der trådte i kraft 1. januar 2025, så har forsyningsselskabet Norfors fortsat intet svar på den ene af to afgørende ansøgninger om dispensation. Situationen er uholdbar, siger formand for Norfors Morten Slotved.
Efter knap et års dialog med Energistyrelsen om dispensation fra ny, kompleks lovgivning, så har Norfors fortsat ingen tilbagemelding fra Energistyrelsen på den ene af de to ansøgninger, som selskabet har indsendt for at være lovmedholdelige pr. 1. januar 2025. Her trådte den nye lovgivning i kraft. Om det siger borgmester i Hørsholm Kommune og formand for Norfors Morten Slotved:
”Situation er uholdbar. Norfors sender to ansøgninger. Tilbagesvaret på den første ansøgning er så dårligt begrundet og gennemarbejdet, at Norfors i dag har skrevet til Energistyrelsens direktør og bedt om, at sagen genoptages – og hvad endnu værre er, at tilbagesvaret på den anden ansøgning kun holdt i knap tre timer, hvorefter Energistyrelsen selv trak afgørelsen tilbage med den begrundelse, at de overhovedet ikke havde læst ansøgningen”.
Norfors har siden behandlingen af lovforslaget i maj og juni måned i 2023 klart givet udtryk for, at lovforslaget, som det blev fremlagt, var en meget vidtgående lovgivning - og som for Norfors ville udgøre et ekspropriativt indgreb, hvis det blev vedtaget. Det skyldes dels at de meget vidtgående økonomiske konsekvens for virksomheden, som et forventet tab i omegnen af 800 mio. kr. er, samt ikke mindst den urealistisk korte tid, som lovgivningen har givet selskaberne til at implementere lovens krav.
Fortsat virke og drift uafklaret
Således står Norfors i dag i en situation, hvor selskabet nok er lovmedholdeligt grundet den ene tilbagemelding, men også fortsat står i en situation, hvor loven er trådt i kraft – og hvor de økonomiske rammer for selskabets fortsatte virke er uafklarede. Om det siger Morten Slotved:
”Vi har i kommunerne påtaget os et stort ansvar på affalds- og energiområdet. Nu ændres loven og de gældende rammevilkår. Vi har fra dag et gjort alt, hvad vi kunne for at gøre opmærksom på udfordringerne. Og efter lovens vedtagelse har vi igen gjort alt, hvad vi kunne, for at forberede os – om end tiden til det har været urimeligt kort. Vi har forberedt os på meget, men alligevel så vi slet ikke denne her situation: Et lovgivningsmæssigt ingenmandsland. Det er der ingen, der kan være tjent med”.
Energistyrelsen har ikke meddelt, hvornår Norfors kan få en tilbagemelding. På en mail den 20. december 2024 skriver Energistyrelsen, at styrelsen ”vender tilbage snarest muligt i det nye år”.
Yderligere oplysninger
- Formand i Norfors og borgmester i Hørsholm Kommune
Morten Slotved.
Telefon 2459 6677. Mail msl@horsholm.dk.
- Direktør
Jette Miller.
Telefon 2194 4050. Mail jmi@norfors.dk.
Følg pressemeddelelser fra Norfors
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Norfors
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum