Nye regler for klapning i Limfjorden øger beskyttelsen af havmiljøet

Del

Aftaleparterne bag Havplanen er enige om en ny model for klapning i Limfjorden, der i højere grad tager hensyn til havmiljøet i fjorden. Samtidig er der igangsat et arbejde, der skal understøtte, at opgravet materiale fra havbunden bliver nyttiggjort i stedet for klappet.

Når bølger og strøm flytter rundt på sand på havbunden, har havnene løbende behov for at grave havnebassiner og sejlrender fri, så sejlads kan fortsætte. I dag omplaceres dette havbundssediment i høj grad til et andet sted på havbunden, hvilket kaldes klapning.

Med aftalen om Danmarks Havplan fra 2023 blev alle Folketingets partier enige om at gennemføre tiltag, der skal minimere den negative påvirkning af klapning på havmiljøet. Derfor indføres fra 1. januar 2026 bl.a. et nationalt forbud mod klapning på vanddybder lavere end 6 meter. Det følger af havplanaftalen, at der i bl.a. Limfjorden er særlige forhold som en lav gennemsnitsdybde og lang afstand til alternative klappladser, som indebærer, at der fortsat skal være mulighed for at klappe på lavere vanddybder end 6 meter, og at der skal findes en konkret model herfor.

I dag er miljøtilstanden i Limfjorden så dårlig, at muligheden for at få nye tilladelser til klapning eller etablering af nye klappladser på vanddybere lavere end 6 meter vil være yderst begrænset. Beregninger fra Miljøstyrelsen viser også, at de eksisterende klappladser i Limfjorden er ved at være fyldte.

Derfor er aftalepartierne bag Danmarks Havplan (S, V, M, SF, DD, LA, K, EL, RV, DF og ALT) enige om denne nye model for klapning i Limfjorden:

”Aftalepartierne noterer sig, at uanset denne aftale medfører miljøtilstanden i Limfjorden, at muligheden for at opnå en tilladelse til klapning på vanddybder lavere end 6 meter fremover er yderst begrænset. 

Fsva. Limfjorden er aftalepartierne enige om, at når gældende tilladelser er udløbet, vil kun lystbådehavne kunne opnå tilladelse til at klappe (eller etablere nye klappladser) på vanddybder lavere end 6 meter, og kun hvis der er tale om almindeligt vedligehold af havne og sejlrender. Det vil fortsat være muligt for alle havne at ansøge om klapning på vanddybder dybere end 6 meter. 

Tilladelser til klapning på vanddybder lavere end 6 meter kan kun gives, hvis alle gældende miljøkrav opfyldes, herunder hensyn til ålegræs, Natura 2000-områder og fjordens kemiske tilstand. 

Miljø- og Ligestillingsministeriet fremlægger i 1. halvår 2025 forslag for aftalekredsen til bl.a. lokalt forankrede initiativer, der kan øge mulighederne for nyttiggørelse. Målet er at finde løsninger for de lystbådehavne, der er afhængige af klapning i udfordrede områder med vanddybder under 6 meter, så der fortsat er mulighed for at fastholde det lokale liv i og omkring lystbådehavnene i Limfjorden. 

Aftalekredsen genbesøger denne aftale om fem år med henblik på at eventuelt justere aftalen om Limfjorden, hvis miljøforholdene i fjorden har ændret sig.”

Miljøminister, Magnus Heunicke, siger:

"Limfjorden har brug for, at vi gør alt for at forbedre tilstanden og beskytte dens natur. Den nye model for klapning sikrer, at vi i højere grad beskytter fjordens unikke økosystem og samtidig sikrer, at vi ikke gør det økonomisk sværere end nødvendigt for lystbådehavnene i fjorden. Lystbådehavnene må dog nok desværre forvente, at det fremover bliver sværere at klappe på grund af fyldte lavvandede klappladser, dårlig miljøtilstand og strammere hensyn til natur og miljø herunder navnlig EU-direktivkrav. Derfor skal vi også skubbe på for, at mere materiale nyttiggøres i fx byggeprojekter.”

Højere grad af nyttiggørelse

Klapning af havbundsmateriale er ikke uden omkostninger for havmiljøet, og der findes i dag flere eksempler på projekter, hvor man har tænkt anderledes. Det opgravede materiale kan f.eks. bruges som opfyld i anlægsprojekter eller til at lave ny natur og strandparker i stedet for at blive klappet. Det er bl.a. sket i forbindelse med Lynetteholmsprojektet og ved Femern Bælt.

For at understøtte og fremme at opgravet havbundsmateriale i højere grad nyttiggøres end klappes har Miljø- og Ligestillingsministeriet igangsat et arbejde med at undersøge styrkede muligheder for nyttiggørelse af havbundssedimentet, og hvordan denne omstilling bedst kan understøttes.

Aftalepartierne udtaler: 

Erling Bonnesen, Venstre:

”Vandmiljøet i Limfjorden er under pres. Vi må derfor gøre en indsats for, at der tages bedre hensyn til havmiljøet i Limfjorden. Derfor fremsættes en ny model for klapning i området, og der igangsættes samtidigt et arbejde, der skal understøtte, at opgravet materiale fra havbunden bliver nyttiggjort i stedet for klappet. Der vil senere komme et genbesøg.”

Henrik Frandsen, Moderaterne:

"Jeg glæder mig over, at det er lykkedes at lave en aftale om klapning i Limfjorden. Samtidig er det også vigtigt, at vi sikrer os, at det i fremtiden er muligt at skaffe sig af med opgravet materiale, for det er nødvendigt en gang imellem at uddybe vores havne, og så skal vi jo kunne komme af med det materiale, der bliver gravet op. Det er et arbejde der går i gang nu, og det ser jeg frem til at følge."

Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti:

”Klapning af forurenet materiale skal stoppes hurtigt muligt. I stedet skal der udvikles alternativer, så materialerne nyttiggøres og erstatter udvinding af nye råstoffer. SF er glade for, at vi i denne aftale slår fast, at klapning kun kan tillades hvis alle miljøkrav opfyldes. Vi er også glade for at vi nu igangsætter arbejdet med at finde alternativer til klapning i Limfjorden, så vi på den måde fremtidssikrer lystbådehavnene uden at det yderligere forringer miljøtilstanden i Limfjorden, som det lokale liv omkring Limfjorden jo også er afhængig af.”

Pernille Vermund, Liberal Alliance:

”I Liberal Alliance glæder vi os over, at de nye regler for klapning i Limfjorden vil øge beskyttelsen af havmiljøet markant. Samtidig er det væsentligt for os, at aftalekredsen nu forpligter sig til at øge mulighederne for nyttiggørelse og afsøge løsninger for de lystbådehavne, der er afhængige af klapning i udfordrede områder, således at vi kan værne om det lokale liv i og omkring Limfjordens lystbådehavne.”

Leila Stockmarr, Enhedslisten:

”Jeg glæder mig over, at vi med denne aftale nu endelig erkender politisk, at miljøtilstanden i Limfjorden – og desværre også alt for mange andre steder i vores farvande – er så dårlig, at det simpelthen er nødvendigt at stoppe med at tillade flere skadelige aktiviteter, hvis vi skal overholde miljølovgivningen. Det mener vi i Enhedslisten naturligvis, at vi skal. Vi ser det som en bunden opgave igen at få et levende hav.”

Sasha Faxe, Alternativet:

”Det er en grøn sejr for havmiljøet, at reglerne for klapning nu bliver skærpet. Hos Alternativet arbejder vi for en fremtid, hvor natur og biodiversitet altid prioriteres højest. Denne aftale er et vigtigt skridt, men vi skal videre – mod flere løsninger, der både beskytter vores havmiljø og udnytter ressourcerne med omtanke. Det skylder vi både naturen og de kommende generationer.”

Mette Thiesen, Dansk Folkeparti:

”I Dansk Folkeparti hilser vi aftalen om klapning i Limfjorden velkommen. Sommeren har været hård ved havmiljøet i de indre danske farvande, herunder Limfjorden. Det gælder derfor om at plukke de lavthængende frugter, vi kan. For os er det vigtigt, at havmiljøet holdes sundt med en mangfoldig fauna. Derfor er denne aftale et skridt i den rigtige retning.”

Thomas Monberg, Socialdemokratiet:

"For Socialdemokratiet har det været afgørende at forbedre miljøstilstanden i Limfjorden, der virkelig er under pres, og samtidig holde hånden under de små lystbådehavne i Limfjorden. Det mener jeg vi er lykkedes med i aftalen her.”

Yderligere oplysninger:

Miljø- og ligestillingsministeriets pressetelefon +45 2091 5901 (kan ikke modtage SMS) eller mail: presse@mim.dk

Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye