ATL – Transportens Arbejdsgivere

ATL: 2025 bliver et krævende år

Del

2024 var et udfordrende år for transportbranchen og forventningen, er at 2025 bliver mere af det samme.

Den første januar trådte den stærkt omdiskuterede km-afgift for lastbiler i kraft og dermed har det nye år allerede budt på sin første økonomiske og administrative byrde for vognmændene. Tilmed en byrde, der samtidig vil gøre det dyrere for kunderne.

Man kan kun håbe, at myndighederne snart indser, at summen af byrder og bøvl er alt for stor. Sidste år blev vi blandt andet ramt af en ny vejledning for leasingkøretøjer samt af nye regler for registrering af brugere af køretøjer. Byrdefulde regler, der selvom de i 11. time blev blødt op efter intenst pres fra bl.a. DI, blot understreger pointen, at bøvl og byrder er en stor belastning for  erhvervslivet.

Ifølge DI’s analyser koster byrder erhvervslivet ca. 25 mia. kroner hvert år alene i indberetninger til det offentlige, mens 40 % af alle virksomheder vurderer, at administrative byrder gør, at de må omprioritere eller udskyde projekter. Det kan transportvirksomhederne nikke genkendende til.

Må 2025 blive året, hvor regeringen gør op med malstrømmen af byrder og bøvl.

Nu vi er ved ønskerne, må 2025 også gerne blive året, hvor man fra politisk side tager mere aktivt stilling til den grønne omstilling af transportbranchen. Vi har fået en km-afgift, som ingen i branchen ønskede sig, men vi savner fortsat, at myndighederne følger op med en gulerod af format.

De afsatte puljer til grønne investeringer kunne sagtens være større, og samtidig kunne vi som branche godt bruge flere klare politiske udmeldinger, så vi ved, hvad der venter forude.

Det gælder også, når vi taler om spillereglerne for årets støttepulje til grønne investeringer. Vi har behov for, at spillereglerne aftales i god tid og at branchen kender spillereglerne flere år frem. For uden gennemsigtighed tror jeg ikke det vil lykkes at omfavne den grønne omstilling.

Men også på andre fronter bliver 2025 et udfordrende år. Som vi blev mindet om i statsministerens nytårstale, lever vi i en usikker tid præget af store globale trusler mod vores levevis og forsyningskæder.

2025 bliver derfor også året, hvor mange transportvirksomheder skal have bedre styr på deres beredskab, så de er rustet til f.eks. cyber- og hybridangreb og hvor vi samtidig ser frem til en samlet national strategi for, hvordan vi og resten af erhvervslivet skal agere sammen med myndighederne, hvis en krise rammer landet.

Året indledes med en anden stor opgave, nemlig overenskomstforhandlingerne, herunder forhandlingerne om Transport- og Logistikoverenskomsten med 3F Transport, som har betydning for hele branchen. Her er målet naturligvis et ansvarligt forlig, der ikke lægger unødigt stort pres på branchen.

Udover de nævnte ting vil branchen i 2025 også arbejde videre med ESG, samt hvordan vi sikrer, at flere vælger vores branche til. Det har vi været i gang med i flere år og arbejdet fortsætter til næste år.

Opgaver kommer vi ikke til at mangle i 2025.

Rigtigt godt nytår.

Henrik Tofteng, formand for ATL – Transportens Arbejdsgivere

Kontakter

Yderligere oplysninger kan fås hos chefkonsulent Frederik Georg Stage på tlf. 6128 5086.

Følg pressemeddelelser fra ATL – Transportens Arbejdsgivere

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra ATL – Transportens Arbejdsgivere

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye