Jobcenter-samarbejde sætter skub i ansættelserne: Autisme er ingen hindring for Mads på Regionshospitalet Randers
2.1.2025 14:20:59 CET | Regionshospitalet Randers | Pressemeddelelse
Mads Jørgensen har autisme, og han er én blandt flere medarbejdere på Regionshospitalet Randers, der er blevet ansat som følge af et samarbejde med Jobcenter Randers. Samarbejdet bidrager til at sikre arbejde til jobsøgende, som har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Mads Jørgensen har autisme, og han har fundet sig godt til rette på Regionshospitalet Randers. Her arbejder han som ufaglært serviceassistent, og det er derfor ofte ham, der suser rundt med alt fra mad og sengelinned til klude og mopper, når der skal leveres forsyninger til hospitalsafdelingerne.
- Jeg synes, det er fedt at køre med forsyningsvogne og lægge varer på plads. I sommer vandede jeg også æbletræer og passede krydderurter, og det passer mig rigtig godt med et aktivt arbejde, fortæller Mads Jørgensen, der arbejder i hospitalets serviceafdeling.
For at vise hensyn og sikre et godt samarbejde har han selv været med til at planlægge sine arbejdsopgaver, og delvist også hvornår de skal løses. Og det har været gavnligt for både Mads og kollegerne.
- Det giver mig ro og overblik, når jeg har faste rutiner, så det betyder meget for mig, at jeg selv har været med til at planlægge mit skema. Så ved jeg og mine kolleger, hvilke arbejdsopgaver jeg har, og det hjælper jo os alle i dagligdagen, fortæller han.
Oprindelig startede Mads Jørgensen med at arbejde 20 timer om ugen, men i løbet af efteråret har han både fået flere arbejdstimer og større ansvar, og det har smittet positivt af på hele serviceafdelingen.
- Det har været enormt positivt at følge udviklingen for Mads, og han har virkelig vist os, at vi alle kan lære noget af at tænke anderledes. Hans struktur og tilgang til opgaverne har faktisk været med til at forbedre vores drift, fortæller Serviceleder Jan Andie.
Samarbejde hjælper jobsøgende i arbejde
Mads Jørgensen er én blandt flere medarbejdere, der er blevet ansat på hospitalet som følge af et projektsamarbejde med Jobcenter Randers. Samarbejdet hjælper med at finde arbejde til jobsøgende, som af forskellige årsager har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.
- Vi har stort fokus på at skabe plads til alle på arbejdsmarkedet, og samarbejdet giver mennesker med særlige behov mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet i et tempo og med opgaver, der passer til dem. På den måde skaber vi meningsfulde jobmuligheder, og samtidig får virksomheder som Regionshospitalet Randers medarbejdere, der bidrager med stor værdi i hverdagen, siger Tine Arensbach, der er centerleder i Virksomhedsservice og Rekruttering på Jobcenter Randers.
Mads Jørgensen var en af de første, der blev ansat på Regionshospitalet Randers på baggrund af samarbejdet. Siden hans ansættelse i maj har flere fulgt efter, og i øjeblikket er der 8 aktive ansatte i jobordningen.
- Vi er den næststørste arbejdsplads i Randers Kommune, og det er vigtigt for os at tage socialt ansvar og hjælpe borgere i arbejde. Samtidig er projektet med til at understøtte, at vores kerneopgave samlet set bliver løst på en god måde, så vi er rigtig tilfredse med samarbejdet, der gavner alle parter, fortæller sygeplejefaglig direktør Mette Bærentsen fra Regionshospitalet Randers.
De ansatte i jobordningen er ansat efter almindelige overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår.
FAKTA: Samarbejdet kort fortalt
Samarbejdet mellem Regionshospitalet Randers og Jobcenter Randers sørger for beskæftigelse til jobsøgende, som har brug for lidt ekstra støtte eller tilpasning på arbejdsmarkedet. Det sker via såkaldte CSR-jobs.
- CSR står for Corporate Social Responsibility og henviser til virksomheders og organisationers sociale ansvar.
- CSR-jobs, også kaldet småjobs, hjælper med at sikre arbejde til jobsøgende, der har brug for en håndsrækning for at få foden ind på arbejdsmarkedet.
- CSR-jobs egner sig til afgrænsede eller mindre opgaver.
- En CSR-jobber kan frigøre tid, så andre medarbejdere kan fokusere på kerneopgaver.
- En CSR-jobber kan f.eks. arbejde med registreringsopgaver, kontoropgaver, køkkenopgaver, serviceopgaver, oprydning og klargøring og meget andet.
- På Regionshospitalet Randers er en CSR-jobber ansat efter almindelige overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår.
Virksomheder og arbejdspladser, som har brug for hjælp til rekruttering af medarbejdere, kan altid kontakte Center for Virksomhedsservice og Rekruttering via www.randers.dk/virksomhedsservice
Nøgleord
Kontakter
Rasmus VilladsenKommunikationsmedarbejder
Tlf:24 37 35 97ravill@rm.dkMette BærentsenSygeplejefaglig direktørRegionshospitalet Randers
Tlf:78 42 01 03mebaer@rm.dkRegionshospitalet Randers
Regionshospitalet Randers er akuthospital for Kronjylland og Djursland og dækker dermed den nordøstlige del af Region Midtjylland. I hospitalets område er der ca. 215.000 indbyggere. Hospitalet har ca. 200.000 behandlinger årligt og beskæftiger hvad der svarer til ca. 1.900 fuldtidsansatte.
Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers
Regionshospitalet Randers har tilfredse patienter og fødende18.3.2026 07:04:28 CET | Pressemeddelelse
Kronjyske patienter og fødende er generelt godt tilfredse med den behandling og pleje, de modtager på Regionshospitalet Randers. Det viser den seneste landsdækkende undersøgelse af patienternes tilfredshed, som er offentliggjort 18. marts.
Nu kan man donere plasma i Randers16.3.2026 11:37:52 CET | Pressemeddelelse
Det er en mærkedag for Regionshospitalet Randers, at borgere nu kan donere plasma lokalt og dermed bidrage til produktionen af livsvigtig medicin. I dag blev de første plasmadonorer budt velkomne i Randers Sundhedscenter.
Fem nye år til universitetsklinik: Styrker forskning og udvikling af kræftscreening i Danmark3.3.2026 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Det er godt nyt for forskning i screeningsprogrammer at Universitetsklinik for Kræftscreening får fem nye år.
Medicinsk stuegang i Psykiatri styrker de psykiatriske patienters fysiske helbred20.2.2026 06:45:00 CET | Pressemeddelelse
Når en psykiatrisk patient får for eksempel diabetes eller en infektion, bliver det af forskellige årsager måske ikke opdaget og behandlet. Det bidrager til at gøre psykiatriske patienters liv kortere end resten af befolkningens. En ny indsats skal være med til blandt andet at ændre det.
Borgernær Sundhed bliver en ny afdeling på Regionshospitalet Randers17.2.2026 06:45:00 CET | Pressemeddelelse
Den nye afdeling får til opgave at sikre et nært og sammenhængende sundhedsvæsen, når hospitalet, som led i sundhedsreformen, overtager ansvaret for en række opgaver, der i dag varetages af kommunerne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum