Cerius Radius

Elforbruget i Østdanmark nåede nyt niveau i 2024

Del

Elektrificeringen i Østdanmark løftede i 2024 elforbruget til et hidtil uset niveau. Netselskaberne Cerius-Radius forventer dog, at der vil blive transporteret endnu mere strøm gennem elnettet de kommende år.

Har du brugt mere strøm det forgangne år? Så er du ikke alene. 2024 blev nemlig det år, hvor de østdanske netselskaber Cerius-Radius registrerede den største aktivitet i deres elnet. Forbruget det forgangne år overgår således corona-året i 2021, som var den hidtidige indehaver af førstepladsen.

Det er særligt hos privatkunderne og mindre erhverv, hvor elektrificeringen tog fart, fortæller Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Cerius-Radius. Her steg forbruget med hele 5,6 pct. i 2024 sammenlignet med året før, fortæller hun.

”En stor del af forklaringen skal findes i carporten. Rigtig mange danskere brugte 2024 på at investere i elbiler med tilhørende ladebokse, og det er noget, der kan aflæses på det samlede elforbrug. Det samme kan siges om de mange husstande, der udskiftede olie- eller naturgasfyret med varmepumper, som også får elmåleren til at snurre,” siger hun, og fortsætter:

”Elektrificeringen af samfundet er jo en rigtig god historie, for vi erstatter fossile energikilder med el, som overvejende kommer fra vedvarende energikilder. Så selvom østdanskernes grønne investeringer medfører en større elregning, så sparer de udgifterne til gas, benzin og olie, og samtidig gavner det miljøet.”

Cäthe Bay-Smidt er ikke i tvivl om, at elnettet de kommende år skal håndtere en endnu større efterspørgsel.

”Der bliver trådt på speederen, men elektrificeringen er ikke i højeste gear endnu. Vi har rundet 300.000 elbiler i Danmark, men det er forventningen, at tallet i 2030 har rundet 1 mio. Desuden vil udfasningen af gas også betyde, at endnu flere danske hjem konverterer deres varmekilde til eldrevne løsninger. Hertil kommer den øgede efterspørgsel, som vi oplever fra industri, fjernvarmesektoren, den tunge transport og alle de andre, der også kigger ind i en øget elektrificering,” fortæller Cerius-Radius’ funktionschef.

Det er i lyset af denne udvikling, at Cerius-Radius forventer at investere et tocifret milliardbeløb i fremtidssikring af elnettet frem mod 2030.

Østdanskerne flytter fortsat forbrug

Den 1. januar 2023 introducerede Cerius-Radius en ny tarifmode, som betød, at der er penge at spare på elregningen, når elkunderne flytter forbrug væk fra timerne sidst på eftermiddagen og først på aftenen, hvor der er mest myldretid i elnettet. Det har østdanskerne taget til sig, for andelen af strømforbruget der ligger i disse timer skrumpede igen i 2024.

I 2024 flyttede privatkunderne og de mindste erhvervskunder 1,2 pct. af deres forbrug fra tidsrummet mellem kl. 17.00 og kl. 21.00 til andre timer af døgnet. Det er således nu 20,2 pct. af deres forbrug, der ligger i disse timer, og ændringen er bemærkelsesværdigt, mener Cerius-Radius.

”Elregningen var mere i fokus, da energikrisen stadig var frisk i hukommelsen, hvor vi registrerede vi nogle historiske forskydninger i kundernes forbrug. I det lys er det imponerende, at kunderne har formået at flytte endnu mere forbrug væk fra de timer, hvor presset på elnettet er størst,” lyder det fra Cäthe Bay-Smidt, og tilføjer:

”Hvis alle bruger meget strøm i de samme timer, så skal vi i netselskaberne bruge mange ressourcer på at udbygge elnettet, og det er udgifter, som bliver fordelt på alle kunders elregninger. Hvis vi i stedet kan sprede vores forbrug ud over døgnets timer, så udnytter vi det eksisterende elnet bedst muligt, hvilket er med til at holde vores udgifter nede og mindske kundernes regning. Det betyder desuden, at vi kan prioritere vores ressourcer til at udbygge elnettet, hvor udviklingen går hurtigst,” afslutter Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Cerius-Radius.

Fakta

Cerius-Radius ejer elnettet i størstedelen af Østdanmark, og det består af ca. 45.000 kilometer kabler. Privatkunderne og mindre erhverv i opgørelsen dækker over alle kunder, der er tilsluttet i lavspændingsnettet (C- eller B-lav-kunder). I 2024 havde disse kunder et forbrug på 9.720 GWh sammenlignet med 9.205 GWh i 2023.

Kontakter

Om Cerius og Radius

Cerius og Radius ejer og udbygger det elnet, som forsyner langt størstedelen af Østdanmark.
Læs mere på cerius.dk og radiuselnet.dk

Følg pressemeddelelser fra Cerius Radius

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Cerius Radius

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye