BioCirc Group

Bestyrelse opsiger samarbejde med CEO i BioCirc Group Holding

Del

BioCirc Group Holdings bestyrelse har opsagt samarbejdet med CEO Bertel Maigaard grundet forskelligt syn på daglig ledelse og governance.

”BioCircs ambitioner, forretningsmodel og potentiale er fortsat stærkt. For at sikre selskabets fremtidige udvikling har bestyrelsen vurderet, at der er behov for en CEO, hvis syn på ledelse og god governance flugter mere med bestyrelsens. Vi har fuld tillid til, at den øvrige ledelse i koncernen sikrer den fortsatte udvikling af forretningen,” siger Michael Haaning, bestyrelsesformand i BioCirc Group Holding.

Bestyrelsen er gjort bekendt med interne forhold om ledelse og governance, som skal undersøges nærmere i en ekstern undersøgelse. Den eksterne undersøgelse forventes at være afsluttet inden udgangen af januar, hvor der skal afholdes en ekstraordinær generalforsamling omkring bestyrelsens sammensætning.

”Udskiftning på de øverste ledelsesposter vil altid skabe uro. Men for at varetage selskabets interesser bedst muligt er vi som bestyrelsesmedlemmer forpligtede til at agere på den viden, vi har fået. Derfor kommer vi frem mod generalforsamlingen til at søge dialog med majoritetsejeren for at sikre grundlaget for god ledelse og god governance fremadrettet,” siger Michael Haaning.

Der vil nu blive iværksat en proces for at finde Bertel Maigaards afløser. Den øvrige ledelse vil sikre, at BioCircs drift og projekter fortsætter uændret.

Af hensyn til sagens parter har bestyrelsen ikke yderligere kommentarer, før resultatet af undersøgelsen foreligger.

Bertel Maigaard er fortsat medlem af bestyrelsen i BioCirc Group Holding og CEO i BioCirc Group ApS.

Kontakter

Om BioCirc:

BioCirc er en cirkulær bioøkonomisk virksomhed, der har til formål at producere grøn energi i form af el, gas, brændstof og varme.

BioCircs ambition er at etablere landbaserede cirkulære energiklynger, der sikrer en fuld grøn omstilling lokalt. Virksomheden har mere end 300 ansatte og kontorer i København, Middelfart og Bredsted. BioCirc er blandt verdens største producenter af grøn metan, og virksomhedens vækst i biogassektoren forventes at fortsætte i de kommende år. Med virksomhedens otte biogasanlæg er BioCircs årlige produktionskapacitet cirka 170 mio. kubikmeter grøn metan, hvilket svarer til omkring 120.000 husstandes årsforbrug.

Følg pressemeddelelser fra BioCirc Group

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra BioCirc Group

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye