Danskerne jagter et sundere liv på højskole
De seneste år er antallet af højskolekurser, der omhandler sundhed, motion og friluftsliv steget markant. I 2025 kan man både prøve kræfter med saunagus, lange cykelture og lære at lave sunde salater.
Ferien lakker mod enden, og for mange betyder det, at den søde og fede julemad skal pakkes væk, og at det er tid til at formulere nytårsforsætter om et sundere nyt år med mere motion, grønne måltider og mindre tid foran en skærm.
Et af stederne, hvor de nytårsforsætter bliver ført ud i livet, lader til at være på landets højskoler.
Her er interessen for sundhed og velvære steget markant de seneste år. Det viser tal fra Folkehøjskolernes Forenings database over fag, der udbydes på landets godt 70 folkehøjskoler.
Sundhed og friluftsliv er i vækst
Alle højskolers kurser registreres i en database, hvilket giver et indblik i, hvilke emner der er populære, og her lader sunde fag altså til at være i vækst på højskolernes korte kurser af 1-2 ugers varighed.
Ser man på de seneste tre år, blev der for eksempel udbudt 146 fag om sundhed på højskolernes korte kurser i 2022, mens det i 2024 har været 224. Dermed har sundhed sneget sig ind på top-10 over populære fagemner på højskolerne. Fag med motion er i samme periode gået fra 126 til 152, mens idræt og sport er steget fra 78 til 103.
Samtidig lader naturen til at trække i danskerne. Siden 2022 er antallet af udbudte kurser med vandring vokset fra 149 til 161 i år, fag med outdoor er gået fra 101 til 126, og friluftsliv er gået fra 81 til 115.
Hjælp til at bryde dårlige vaner
Hvordan tallene for 2025 ser ud, er endnu for tidligt at sige, da folkehøjskolerne løbende opretter flere kurser i databasen. Men de foreløbige tal peger på, at tendensen fortsætter, siger Betina Egede Jensen, der er generalsekretær hos Folkehøjskolernes Forening.
”Vi har ikke tal på, hvor mange der vælger de enkelte fag, men når udbuddet af en specifik type fag stiger, er det typisk, fordi højskolerne fornemmer en øget interesse. De seneste år lader det til, at højskolerne har forsøgt at gribe efterspørgslen på fag, der vedrører sundhed,” siger hun og tilføjer, at et højskoleophold netop kan være godt til at komme i gang med de sunde vaner.
”Mange danskere har et ønske om at blive mere sunde, både fysisk og mentalt, men det er lettere sagt end gjort. Nogle gange har man brug for hjælp eller motivation til at bryde dårlige vaner eller komme i gang med det nye. Her kan det for eksempel hjælpe, at man har dygtige og engagerede undervisere og mennesker omkring sig, som vil med ud at være aktive i det fri.”
Kurser i vægttab og landevejscykling
Udbuddet af sunde kurser spænder bredt. På Højskolen Skærgården ved Herning er der kurser, der inspirerer til vægttab og sundhed, mens Struer Højskole tilbyder et vinteryoga-kursus og et sommerkursus i et lave sunde og velsmagende salater.
Nørgaards Højskole i Bjerringbro har fokus på wellness, saunagus og afspænding, og på sønderjyske Gram Højskole kan man prøve kræfter med den gamle kinesiske træningsform qigong.
På Fyn tilbyder Nordfyns Højskole et kursus i landevejscykling, mens Oure Højskole har familiekurser med alverdens sportsgrene på programmet, og Ryslinge Højskole kombinerer kultur og natur på en tre dage lang vandretur i Carl Nielsens fodspor.
Og på Sjælland kan man dyrke yoga og mindfulness på Gerlev Højskole ved Slagelse, mens man med Idrætshøjskolen Bosei kan opleve Sydsjælland på cykel og til fods samt lære at tilberede måltider med et særligt fokus på økologi, klimavenlige råvarer og sundhed.
De korte kurser er populære
Hvert år tager omkring 11.000 primært unge på lange højskoleophold i Danmark, mens godt 37.000 danskere er af sted på et kortere ophold. Sidste år blev der udbudt 1114 korte kurser på landets højskole, og i 2025 er tallet på nuværende tidspunkt 1134.
De korte kurser er populære, hvilket ifølge Betina Egede Jensen skyldes flere ting.
”Størstedelen af dem, der tager af sted, gør det for at få gode oplevelser, mens mange gerne vil dyrke interesser som sport, historie, sang eller kreative fag, og en stor del vil gerne møde nye mennesker. Det er vigtigt, at højskolerne kan være et sted, hvor man kan få ny livsenergi og føle sig som en del af et fællesskab.”
Udover sundhedsfag er traditionelle temaer som lokalhistorie, sang og historie fortsat populære på de korte højskolekurser. De seneste år er ”håndens fag” også blevet populære, og mange tager på kurser, hvor de kan sy, strikke, lave keramik eller male.
Fakta om højskolekurser
Hvert år tager ca. 11.000 danskere på et langt højskoleophold, og ca. 38.000 på et kortere kursus på en højskole.
I 2025 udbydes der over 1100 korte kurser, hvoraf flest ligger i sommermånederne. Kurserne åbnede for tilmeldinger i slutningen af 2024.
Dette var de mest populære fagtyper på højskolernes korte kurser i 2024
1. Sang 379 fag
2. Naturen 349 fag
3. Kulturhistorie 348 fag
4. Historie 301 fag
5. Fortællinger 296 fag
6. Lokalhistorie 281 fag
7. Kunst 234 fag
8. Sundhed 224 fag
9. Musik 219 fag
10. Kulturformidling 198 fag
Kilde: Tallene stammer fra Folkehøjskolernes Forenings database, som alle folkehøjskoler skal registrere deres fag i. Man må gerne sætte flere emneord på det samme fag.
Nøgleord
Kontakter
Mette Skov HansenPresseansvarlig
Tlf:+45 60641989msh@ffd.dkBilleder
Links
Om foreningen
Folkehøjskolernes Forening i Danmark – også kaldet Højskolerne – har til formål at arbejde for folkehøjskolens idé og skabe gode og frie vilkår for skoleformens udvikling.
Foreningen er en medlems- og interesseorganisation for Danmarks omkring 75 folkehøjskoler.
Følg pressemeddelelser fra Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Ny højskolebestyrelse er på plads1.11.2024 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
På Højskolernes årsmøde torsdag blev Højskolernes nye bestyrelse valgt. Forslag til ændringer af kontingentet blev vedtaget.
Søren Huss modtager Den folkelige sangs pris1.11.2024 11:40:00 CET | Pressemeddelelse
Sanger og sangskriver Søren Huss modtog i dag Den folkelige sangs pris for sin evne til at skabe musik, som ”heler de skjulte sår, vi bærer på”. Prisen blev overrakt på Folkehøjskolernes Forenings årsmøde på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.
Regeringen vil have flere unge uden job og uddannelse på højskole22.10.2024 16:30:18 CEST | Pressemeddelelse
Et flertal af Folketingets partier har netop præsenteret deres udspil til at få flere unge i uddannelse og arbejde, og her spiller landets højskoler en væsentlig rolle. Der er afsat 40 millioner kroner til at sikre flere et højskoleophold
Nu kan ukrainere igen søge støtte til højskoleophold i Danmark4.9.2024 14:15:36 CEST | Pressemeddelelse
Entreprenør Marius Pedersen har endnu engang bevilliget penge en pulje, der hjælper ukrainske unge med at komme på højskole i Danmark. Der er deadline for ansøgninger i oktober.
Ny bog giver unikt indblik i højskolernes historie16.8.2024 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Folkehøjskolernes idé og opgave har altid været til debat, og i en ny bog gør 28 historiske tekster os klogere på, hvorfor skoleformen fortsat er relevant. Udgivelsen markeres i næste uge ved et arrangement i København.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum