Ny aftale sænker priserne på sygehusmedicin
19.12.2024 13:01:50 CET | Danske Regioner | Pressemeddelelse
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Lægemiddelindustriforeningen har indgået en ny aftale, der lægger loft over prisen på sygehusmedicin.

De næste tre år vil det nuværende prisloft på den medicin, der bruges på sygehusene, blive sænket med i alt 5%. Det er resultatet af en ny aftale mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Lægemiddelindustriforeningen (Lif).
Med aftalen opnår både regionerne og lægemiddelindustrien større forudsigelighed om, hvordan priserne på sygehusmedicin kommer til at udvikle sig i årene 2025-27.
Aftalen sikrer samtidig, at listeprisen på ny sygehusmedicin ikke kan overstige den gennemsnitlige pris i disse ni lande: Sverige, Norge, Finland, Storbritannien, Holland, Belgien, Tyskland, Irland og Østrig.
For at sikre, at Danmark fortsat er et attraktivt marked at introducere ny sygehusmedicin på, indføres der en karensperiode. Det betyder, at ny sygehusmedicin ikke er omfattet af de aftalte prisloftsreduktioner i de første tre år efter markedsføringen i Danmark.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
”Vi skal ikke betale mere for sygehusmedicin, end andre lande gør. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi med aftalen sænker loftet over priserne de næste tre år. Dermed kommer de danske medicinpriser på niveau med priserne i de lande, vi normalt sammenligner os med. Og det betyder, at vi får mere sundhed for pengene og forudsigelighed om medicinudgifterne, samtidig med at vi sikrer, at patienterne får adgang til ny sygehusmedicin.”
Også hos Danske Regioner er man glade for, at det nu for sjette gang er lykkedes at indgå en aftale om prisloft over sygehusmedicinpriserne.
”Aftalen sikrer, at der er ro omkring priserne på den medicin, som er afgørende ved mange behandlinger på sygehusene. Den betyder også, at sygehusene sparer et betydeligt beløb til medicinudgifter, som også kommer patienterne til gavn. Endelig viser aftalen, at Lif og dens medlemsvirksomheder tager et ansvar for at sikre stabilitet omkring lægemiddelpriserne. Det er vi glade for, da det er vigtigt for os, at der ikke er usikkerhed om priserne på sygehusmedicin”, siger Danske Regioners formand, Anders Kühnau.
Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lif- Lægemiddelindustriforeningen, siger:
”Med prisloftaftalen sænker vi medicinpriserne med 5% og skaber dermed ro omkring prisudviklingen for sygehusmedicin, samtidig med, at der er skabt stabile rammevilkår for industrien og mere forudsigelighed om medicinudgifterne på sygehusområdet. Aftalen giver desuden sikkerhed for, at de helt nye lægemidler introduceres i Danmark, så det er vi tilfredse med.”
Læs prisloftsaftalen for sygehusmedicin her [link].
FAKTA
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Lægemiddelindustriforeningen har indgået frivillige prisloftsaftaler for sygehusmedicin siden 2009.
Hovedtræk i den nye aftale
Den nye aftale gælder for perioden 2025-2027.
I løbet af de tre år, vil prislofter for listeprisen på sygehusmedicin blive reduceret med i alt 5%.
Reduktionerne falder i tre etaper: 2,1% reduktion den 1. juli 2025, 2,1% reduktion den 1. februar 2026 og 0,8% reduktion den 1. februar 2027.
Derudover indføres der som noget nyt en karensperiode for nye sygehuslægemidler. Det betyder, at nye sygehuslægemidler ikke bliver omfattet af prisreduktionerne de første tre år efter, de er kommet på markedet i Danmark. Karensperioden skal sikre, at helt nye sygehuslægemidler introduceres hurtigt i Danmark.
De sidste fem år er udgifterne til sygehusmedicin i gennemsnit vokset med 150 millioner kroner om året.
Kontakter
Pressevagt
Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk
Billeder
Vedhæftede filer
Links
Om Danske Regioner
Danske Regioner er interesse- og arbejdsgiverorganisation for de fem regioner og har til opgave at yde en professionel betjening af Danske Regioners politiske ledelse.
Vi er den drivende kraft i udviklingen af sundhedsvæsenet, den førende stemme i den sundhedspolitiske debat, og vi arbejder for attraktive levevilkår og et godt miljø i alle dele af Danmark
Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner
Nyt tilbud skal hjælpe børn og unge med angst og depression hurtigere8.10.2026 16:48:53 CEST | Pressemeddelelse
Børn og unge med angst og depression skal fremover have hurtigere adgang til hjælp. Med en ny behandlingsret får unge ret til behandling inden for 30 dage, men regionerne overtager samtidig en venteliste på over 5.000 unge.
Danske Regioner efter kritik: Demensområdet skal tænkes forfra5.10.2026 13:40:49 CEST | Pressemeddelelse
Alt for mange venter for længe på at blive udredt for demens. 84 procent med mistanke om demens er i løbet af de seneste år ikke blevet udredt inden for udredningsretten på 30 dage, viser Rigsrevisionens netop udsendte rapport.
Danske Regioner: Kræftpatienternes rettigheder er fundamentale23.9.2026 17:18:23 CEST | Pressemeddelelse
Overholdelse af de maksimale ventetider for kræftpatienter er afgørende. - Alle overskridelser skal selvfølgelig indberettes til Sundhedsstyrelsen, siger formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt.
Rekordmange besøgte Åbent Hospital 20266.9.2026 17:42:45 CEST | Pressemeddelelse
Søndag afholdt de fem regioner Åbent Hospital på 25 hospitaler, hospitalsbyggerier, ambulancebaser og andre sundhedstilbud landet rundt. 2026 blev et tilløbsstykke, som slog deltagerrekord med 21.398 deltagere.
Kom til Åbent Hospital på søndag d. 6. september2.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Grib chancen. På søndag inviterer regionerne alle nysgerrige indenfor på en række hospitaler landet rundt. Velkommen til en unik dag med læring og sjove aktiviteter i dit sundhedsvæsen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
