Frivillige på Café Jydepotten inviterer brugerne til juleaften
20.12.2024 06:59:00 CET | Billund Kommune | Pressemeddelelse
Der er julemad og julegaver til alle, når Café Jydepotten inviterer til juleaften. Frivillige laver maden, og gaverne er doneret af lokale butikker. Alle pladser til julefesten er revet væk, men kommer der en ekstra gæst, finder vi en stol, lyder det fra Niels Christensen, der er leder af caféen.

Julen er hjerternes fest, men for nogle er julen også en svær og ensom tid at komme igennem. Det gælder særligt for mange af dem, som benytter KFUM’s sociale café, Café Jydepotten, i Grindsted. Derfor arrangerer de frivillige på caféen juleaften for caféens brugere.
Den 24. december om formiddagen går fem-seks frivillige i køkkenet for at forberede julemiddagen. Der er plads til 35 gæster til juleaften på Café Jydepotten, og alle billetter er for længst solgt, men kommer der en uanmeldt gæst, finder man en løsning på det. Derudover uddeler caféen 52 julehjælpskasser, ligesom der arrangeres en årlig juletur, som i år gik til Tivoli Friheden i Århus.
Både julemiddagen og turen til Aarhus koster et symbolsk beløb, og det er der en god grund til, forklarer Niels Christensen, der gennem 18 år har været leder af Café Jydepotten, som er en social café drevet af KFUM’s Sociale Arbejde.
”Det er mere symbolikken i, at man betaler, og har man ikke pengene, kommer man med alligevel. Men det giver selvværd og værdighed at betale for sin mad, og det går vi meget op i. At alle, som kommer her, bliver set og mødt som et helt menneske i sin egen ret. Vores frivillige er selv startet som brugere af caféen, og nu er de i stand til at være noget for andre som frivillige. De bidrager ind i et forpligtende fællesskab, og det er meget meningsfuldt for dem, og noget de virkelig vokser af,” siger Niels Christensen.
Tæt samarbejde med Billund Kommune
Café Jydepotten har gennem mange år oparbejdet et tæt samarbejde med Billund Kommune på flere forskellige områder – bl.a. voksenområdet, børne- og familieområdet og ungeområdet foruden jobcentret.
Caféen har fx en aftale med Jobcenter Billund om, at borgere kan komme i arbejdsprøvning på caféen for at afklare, om den enkelte borger kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Billund Kommunes voksenafdeling kan også visitere støtte til udsatte borgere, som leveres af Café Jydepottens medarbejdere.
”Jeg sætter stor pris på vores samarbejde med Café Jydepotten. Vi kan mere sammen, når vi bringer vores forskelligheder i spil, og Café Jydepotten løfter en stor og vigtig opgave, fordi de kan nå nogle af de udsatte borgere, vi som kommune kan have svært ved at nå,” siger Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, der er formand for Voksenudvalget i Billund Kommune.
Niels Christensen, leder af Café Jydepotten, sætter også stor pris på samarbejdet med Billund Kommune, og han håber, at det gode samarbejde kan inspirere andre kommuner og sociale caféer.
”Vores samarbejde med Billund Kommune er ganske unikt i Danmark. Det betyder meget for os, at politikerne besøger os hvert år, og at vi bliver inviteret til møde i Voksenudvalget hvert år. Der er en stor gensidig respekt og forståelse for, hvordan vi kan bruge hinanden, så vi sammen kan hjælpe flest muligt bedst muligt,” forklarer Niels Christensen.
Fakta om Café Jydepotten
- Café Jydepotten er en social café, som drives af KFUM’s Sociale Arbejde. Caféen henvender sig til borgere, som lever i udsatte livssituationer – fx stof- eller alkoholmisbrug, hjemløshed eller psykisk sygdom.
- Op mod 120 personer benytter caféen i løbet af en dag.
- Café Jydepotten har et tæt samarbejde med Billund Kommune, som omfatter aktivering og praktik, hjemmestøtte og mentorforløb samt fællesspisning for børnefamilier hver tirsdag.
- Café Jydepotten modtager et årligt driftstilskud fra Billund Kommune.
- Indholdet i julehjælpskasserne er doneret af købmanden i Stenderup-Krogager, og gaverne er doneret af kommunens erhvervsdrivende, mens Lions, Rotary og Y’s Men har bidraget økonomisk til julehjælpskasser og juleaktiviteter.
Kontakter
Mia JosiassenKommunikationschef
Tlf:20 25 20 86mjos@billund.dkBilleder


Følg pressemeddelelser fra Billund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Billund Kommune
Stil op til skolebestyrelsesvalg og gør en forskel27.3.2026 08:52:57 CET | Pressemeddelelse
Der skal vælges nye forældrerepræsentanter til skolebestyrelserne på Billund Kommunes folkeskoler. Hvis du vil være med til at gøre en forskel for børnenes skolegang og have indflydelse på skolernes udvikling, så meld dit kandidatur til skolebestyrelsesvalget senest den 29. april.
Tilmeldingen for arrangører til SommerSjov 2026 er åbnet24.3.2026 15:15:00 CET | Pressemeddelelse
Billund Kommune åbner nu for tilmelding til årets SommerSjov-program, og alle foreninger, organisationer og andre aktører inviteres til at byde ind med aktiviteter til kommunens børn og unge i sommerferien.
Billund Kommunes folkeskoler har Jyllands bedste løfteevne23.3.2026 12:35:46 CET | Pressemeddelelse
I Billund Kommune bestod 3,6 procent flere skoleelever end forventet folkeskolens afgangseksamen i 2024. Det er tredjebedst blandt alle landets kommuner og bedst i Jylland. Det konkluderer en nyligt udgivet analyse fra tænketanken CEPOS.
Ny vandre- og cykelrute i Hejnsvig fortæller landskabets historie20.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Lørdag den 28. marts indvies en helt ny oplevelsesrute i Hejnsvig, hvor besøgende gennem skulpturer, infotavler og lydfortællinger kan få et unikt indblik i landskabets historie. Ruterne omfatter både rundture i Hejnsvig By og i oplandet - bl.a. Grene Sande, Gyttegård Plantage og Fugdal Mose. Den nye attraktion indvies med en festlig indvielse i Hejnsvig, hvor alle er velkomne til at deltage.
Her er de nominerede til Sports- og Kulturgalla 202618.3.2026 16:00:00 CET | Pressemeddelelse
Sports- og Kulturgalla 2026 nærmer sig med hastige skridt, og i dag kan sløret løftes for årets nominerede til priserne, der uddeles ved showet i MAGION fredag den 8. maj.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum