Better Energy går i rekonstruktion for at genopbygge kapitalgrundlaget og stabilisere forretningen
Andet halvår af 2024 endte med at være en perfekt storm af negative markedsforhold, mindsket investor-appetit og udskudte betalinger fra nøglepartnere, der tilsammen har betydet, at Better Energy har begæret rekonstruktion for Better Energy Holding A/S og Better Energy A/S. Better Energy-koncernen kigger ind i et 2025 med fuld fokus på fortsat at skabe værdi, samt sikre tilstrækkelig arbejdskapital for hurtigst muligt at genskabe bæredygtig drift og dermed erklære rekonstruktionerne for succesfulde.
Den grønne omstilling under stort pres
Den grønne energiomstilling står i en krise, hvor overgangen fra fossil energi til elektrificering går for langsomt. Det skaber usikkerhed om udviklingstempoet, gør investorer usikre og ændrer dermed investeringsvilkårene.
Den største udfordring er ikke længere produktion af mere vedvarende energi, men i stigende grad svag efterspørgsel. Skal tempoet genfindes i den grønne omstilling, så kræver det øget elektrificering og deraf større efterspørgsel på grøn strøm.
Samtidig præges markedet for vedvarende energiproduktion af øget volatilitet med svingende energipriser, højere renter og afkastkrav, udfordringer i forsyningskæderne samt stigende omkostninger og begrænsninger ved nettilslutninger.
Disse dynamikker lægger pres på energisektorens forretningsmodeller, da priserne på vedvarende energi er usikre – endda med hyppigere forekomster af negative priser. For kapitalinvestorer skaber de eksterne faktorer usikkerhed omkring værdisætningen af vedvarende energiprojekter, hvilket dæmper investeringslysten og resulterer i markant højere afkastkrav.
På trods af store politiske ambitioner om øget elektrificering, fleksibelt elforbrug og grøn brintproduktion i Danmark, bliver det fra andet til tredje kvartal i 2024 stadig mere klart, at udrulningen af grøn elproduktion risikerer at løbe foran markedet. Denne ubalance truer både den grønne omstillings effektivitet og hastighed.
Siden 2020 har Better Energy stået for omkring halvdelen af al ny vedvarende energiproduktion på land i Danmark. Det er sket gennem et industrielt fokus, ved at prioritere hastighed og ikke mindst ved løbende at investere i udvikling af nye projekter.
Better Energy reagerer hurtigt på markedets signaler og tilpasser organisationen i august måned med reduktioner i både kostbase og medarbejderstab, og udskyder i samme ombæring 3 GWp solenergiprojekter til efter 2030.
Pionerer i frontlinjen rammes hårdt af markedet
I andet halvår 2024 får de hastigt ændrede markedsforhold meget konkrete og store konsekvenser for to af Better Energys joint venture-partnerskaber, der repræsenterer virksomhedens væsentligste kilde til indtjening i form af 50% frasalg af solcelleparker.
Better Energys partnerskab med Andel, som blev etableret for mindre end et år siden i december 2023, giver Andel eksklusive rettigheder til 2 GWp solenergi fordelt på 15 projekter i Better Energys udviklingsportefølje. Ved aftaleindgåelsen bliver fire solcelleparker med en samlet kapacitet på omkring 750 MWp inkluderet i partnerskabet, hvorefter byggerierne igangsættes.
I løbet af 2024 var tre yderligere projekter planlagt og klargjort til inklusion i partnerskabet, men på grund af den markedsmæssige udvikling ser Andel sig nødsaget til at annullere inklusionen af disse projekter og udskyde på ubestemt tid.
Annulleringen – og det dertilhørende udeblivende frasalg af 50% af projekterne – har en negativ effekt på Better Energys omsætning og indtjening i 2024 og 2025. Samtidig er det projekter, som Better Energy har brugt ressourcer og omkostninger på at klargøre til inklusion og ikke mindst byggestart.
Med disse annulleringer og dermed klarhed over et reduceret aktivitetsniveau i 2025, reducerer Better Energy i oktober måned igen både sin kostbase og medarbejderstab.
Tilbageholdenhed på slutbetalinger presser Better Energys likviditet
Sideløbende i tredje og fjerde kvartal af 2024 bliver Better Energys andet joint venture-partnerskab med Industriens Pension ramt af tilbageholdenhed. Det betyder, at planlagte slutbetalinger på 9 projekter fortsat er udestående.
Der er her tale om 9 projekter, der er enten fuldt færdigbyggede eller meget tæt på færdigbyggede, og hvor Better Energy allerede har afholdt alle væsentlige omkostninger. Derfor skaber de manglende slutbetalinger en midlertidig, men akut ubalance i den samlede økonomi i Better Energy.
Som tilpasningen til denne nye situation og som led i forberedelserne til 2025, gennemfører Better Energy i november 2024 en tredje runde med kostbesparelse og reduktioner, så medarbejderstaben samlet set er blevet reduceret med omkring 40%.
Tilbageholdenheden fra Better Energys joint venture-partnere forplanter sig samtidig til virksomhedens øvrige kapitalstrukturer, der yderligere vanskeliggør det finansielle manøvrerum for virksomheden.
Tilsammen har ovenstående en negativ indvirkning på Better Energys muligheder for at betale sine samarbejdspartnere rettidigt og opfylde sine økonomiske forpligtelser. Både ledelsen og organisationen har arbejdet intensivt på at håndtere de finansielle udfordringer, men som resultat af den nuværende situation, har Better Energy været nødsaget til at indgive en begæring om rekonstruktion for at kunne fortsætte sin virksomhed og imødekomme sine økonomiske forpligtelser. Det vedrører to selskaber i Better Energykoncernen; Better Energy Holding A/S, CVR-nr. 31865883 og Better Energy A/S, CVR-nr. 36950676.
Det er en refleksion af de udfordringer, der er forbundet med en kapitalintensiv branche, hvor timing af kapitaltilgængelighed spiller en stor rolle. Better Energy står overfor et udfordrende 2025, hvor det altoverskyggende fokus bliver fortsat at skabe værdi, samt sikre tilstrækkelig arbejdskapital, så virksomheden hurtigst muligt kan genskabe bæredygtig drift og dermed erklære rekonstruktionerne for succesfulde.
Nøgleord
Kontakter
Christian Bergmann MølgaardKommunikationsdirektørBetter Energy
Tlf:+45 2671 3634cbm@betterenergy.dkBilleder
Om Better Energy
Better Energy er et vedvarende energiselskab, der bygger ny grøn energikapacitet. Vi udvikler, bygger, ejer og driver store vedvarende energiparker med et integreret fokus på lokal og regional værdiskabelse og et stærkt engagement i naturen. Elektriciteten, vi sælger, er billigere end kul, olie og gas, og vi er en af de hurtigst voksende leverandører af solenergi i Nordeuropa med en byggeportefølje på mere end 1.700 MWp og yderligere 14.500 MWp under udvikling.
Følg pressemeddelelser fra Better Energy
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Better Energy
Better Energy nettilslutter solcellepark og bringer tæt på 50 MW solkapacitet til Sverige i 202418.12.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Better Energy har nettilsluttet sin anden store solcellepark i Sverige i 2024, beliggende i Hovby Lufthavn i Lidköping Kommune. På tidspunktet for solparkens kommercielle driftsdato drev Better Energy Sveriges to største solcelleparker.
Better Energy: Vi går fra hypervækst til normaliseret vækst8.11.2024 07:07:53 CET | Pressemeddelelse
I de seneste år har Better Energy gennemgået en årrække med hypervækst, drevet af behovet for hurtig udbygning af grøn energi i Danmark. Nu tilpasses organisationen til en periode med normaliseret vækst.
22. oktober: Better Energy indvier i dag sin første store solcellepark i Sverige sammen med sine partnere22.10.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Better Energy indvier Studsvik Solcellepark i Sverige, der forventes at producere 25 GWh grøn energi årligt og vil levere grøn strøm til virksomheder i Sverige.
Faerchs el-indkøb bidrager til en ny Better Energy Solcellepark i Finland8.10.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Faerch og Better Energy udvider sit partnerskab med endnu en el-indkøbsaftale, denne gang i Finland.
Better Energy solcellepark producerer nu grøn strøm til Carlsberg, Semler Gruppen og Marius Pedersen A/S1.10.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
De tre virksomheder har via elkøbsaftaler med Better Energy gjort det muligt at etablere en ny solcellepark på Fyn, der nu leverer grøn strøm, svarende til knap 51.000 danskeres årlige elforbrug.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum