Esbjerg byder verden velkommen: Tilflytterservice skaber relationer
I 2024 har Esbjerg Kommunes Tilflytterservice igen vist sin styrke som en vigtig partner for både danske og internationale tilflyttere. Med en dedikeret indsats har Tilflytterservice hjulpet hele 487 tilflyttere med at finde sig til rette i kommunen – heraf 365 internationale tilflyttere og 122 danske tilflyttere.

Tilflytterservice har i år arbejdet målrettet med at støtte arbejdstagere og deres familier i at forstå og navigere i det danske system, opbygge sociale netværk og skabe tilknytning til lokalsamfundet. Samtidig har fokus været på at hjælpe medflyttende partnere i gang på det danske arbejdsmarked.
52 partnere deltog i Partnerjob-programmet, hvoraf 55,6 procent af de internationale partnere og 71,4 procent af de danske partnere nu er i job.
"Vi ved, hvor vigtigt det er, at hele familien føler sig hjemme og kan etablere sig i deres nye omgivelser. Partnerjob-programmet er et godt eksempel på, hvordan vi skaber værdi gennem samarbejde med blandt andre Business Esbjerg og Esbjerg Jobcenter," siger Pia Enemark, bosætningskoordinator hos Tilflytterservice.
Fra store events til lokale netværk
Med 52 afholdte events har 2024 også været et aktivt år for Tilflytterservice, som skaber mødesteder for tilflyttere og lokale. To store arrangementer i Esbjerg International House tiltrak henholdsvis over 1.000 og 3.000 deltagere, hvilket understreger husets rolle som samlingspunkt for både nye og gamle borgere i kommunen.
"Vi ser en klar tendens til, at tilflytterevents, der kobles til eksisterende byaktiviteter som fx festugen eller Fantasyfestival fungerer rigtig godt. De giver tilflytterne mulighed for at møde lokale og blive en del af byens fællesskab," forklarer Pia Enemark.
Forbillede med stærkt samarbejde
Tilflytterservice har i år arbejdet med medarbejdere fra 67 forskellige virksomheder og afholdt pre-visit events for større grupper af ansatte fra Efterretningscentret i Varde og Artilleriregimentet i Oksbøl. Disse besøg har været afgørende for at give medarbejderne et indblik i livet i området, hvis de flytter hertil og er blevet gennemført i tæt samarbejde med Business Esbjerg og Varde Kommune.
Det stærke arbejde i Tilflytterservice har også vakt national opmærksomhed. I løbet af året har teamet holdt oplæg om deres metoder og erfaringer for både nationale og internationale aktører, herunder kommuner og netværk.
Vejen frem
2024 har ikke blot været et år med resultater – det har også været et år med læring. Kombinationen af tosprogede arrangementer og frivillige tilflyttere, der engagerer sig i events, har vist sig som en særlig styrke, der vil blive videreudviklet i fremtiden.
"Vi glæder os til at fortsætte arbejdet i 2025 og gøre Esbjerg til et endnu mere attraktivt sted at bo for både danske og internationale tilflyttere," afslutter Pia Enemark.
Kontakter
Pia Enemark, bosætningskoordinator ved Esbjerg Kommunes Tilflytterservice, mail: piene@esbjerg.dk, mobil: 20473206
Billeder






Om Esbjerg Kommune
Esbjerg er landets femtestørste by og Danmarks EnergiMetropol. Vi har sat ambitiøse klimamål og går forrest i den bæredygtige udvikling, hvor byen spiller en central rolle for hele Europas grønne kurs.
I Esbjerg Kommune er pionerånd og viljen til fremdrift en del af DNA'et, og der er ikke langt fra idé til handling. Vores nye mål for Esbjerg er at blive et fyrtårn inden for oplevelser og kultur. Her er allerede masser af spændende muligheder, og nu sætter vi turbo på, så endnu flere får øje på Esbjerg.
Danmarks ældste by, Ribe, ligger i Esbjerg Kommune, og her emmer det af kultur og charme, lige som stationsbyen Bramming er populær og driftig. Samtidig nyder Esbjerg Kommune godt af en perlerække af aktive landsbyer med stærke fællesskaber.
Følg pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune
Esbjerg Kommune lukker heroinklinik midlertidigt18.6.2025 12:25:49 CEST | Pressemeddelelse
Efter et tjek af den sundhedsfaglige kvalitet og brugernes sikkerhed på Heroinklinikken og Substitutionsklinikken på Center for Sociale Indsatser, Rusmiddelbehandlingen, Bakkevej i Esbjerg har Esbjerg Kommune besluttet midlertidigt at lukke Heroinklinikken, mens der på Substitutionsklinikken bl.a. skal strammes op i håndteringen og udleveringen af medicin.
I stjernernes fodspor: Bakkeskolen får Danmarks første brasilianske fodboldpark18.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Enhver fodboldspillers drøm af en fodboldpark er på vej på Bakkeskolen i Esbjerg takket være en donation på tre mio. kr. fra Johan Hoffmann Fonden. Hele ideen bygger på den brasilianske fodboldkulturs legende tilgang til verdens største sportsgren.
Storsejl og skumsprøjt: Esbjerg er vært for verdens smukkeste kapsejlads17.6.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Nedtællingen til den 6. august er for alvor i gang. Fire dages storslået maritim folkefest venter, når The Tall Ships Races med nogle af verdens største skibe igen gæster Esbjerg.
Tryg festuge for alle: Nyt samarbejde rækker ud til forældrene11.6.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Esbjerg Festuge nærmer sig med hastige skridt og inviterer hele byen til fest, musik og fællesskab. Særligt de to ungeaftener tiltrækker mange unge gæster, og netop derfor har festugen, SSP, Syd- og Sønderjyllands Politi og Natteravnene indgået et nyt samarbejde for at sikre en god festuge for alle.
Esbjerg Festuge er klar til start: Næsten 200 events og én kæmpe fest venter!10.6.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når Esbjerg Festuge 2025 løber af stablen fra den 13. til 21. juni, bliver byen endnu engang fyldt med liv, latter og oplevelser i alle afskygninger. I år byder festugen på næsten 200 events spredt over ni festlige dage, hvor både byens borgere og besøgende inviteres til at gå på opdagelse i musik, mad, teater, cirkus, børneaktiviteter og meget mere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum