Egedal Kommune

Borgere udvalgt til at rådgive byrådet i Egedal om klimatilpasning

Del

36 borgere er nu udvalgt til Egedal Kommunes første borgersamling, som skal hjælpe politikerne med at tage stilling til klimatilpasningen af Ølstykke-Stenløse. ”Imponerende interesse for at deltage”, siger borgmesteren.

Julie Aebischer Nørgaard

Mere end 500 borgere havde tilmeldt sig lodtrækningen om en plads i borgersamlingen. De 36 borgere er blevet udtrukket, så de udgør et repræsentativt udsnit af kommunens borgere i forhold til køn, alder, bopæl, boligforhold og uddannelse. 

Borgmester i Egedal kommune, Vicky Holst Rasmussen (S), er begejstret over, at så mange ønskede at deltage: ”Jeg er meget glad for, at så mange borgere er interesserede i at deltage i Egedals demokrati og hjælpe med at løse en af vor tids største udfordringer. Jeg og byrådet ser frem til at modtage borgersamlingens anbefalinger.”

Klimaforandringerne med mere og kraftigere regn stiller nye krav til håndtering af regnen, også i Egedal.  Allerede i dag har vores afløbssystemer i Egedal svært ved at følge med de stigende mængder regn. Derfor skal hele Egedal Kommune klimatilpasses med Ølstykke-Stenløse som et af de første lokalområder.

Det er byrådet, der har det politiske ansvar for klimatilpasningen af Egedal. Borgersamlingen skal komme med anbefalinger til byrådet, så omstillingen tager hensyn til både mennesker, natur og miljø.

Medlemmerne af Borgersamlingen bliver en del af et udviklingsforløb, hvor de får adgang til viden om Egedal og om klimatilpasning, bl.a. gennem faglige oplæg. Borgersamlingen mødes første gang den 25. februar 2025, og der afholdes i alt fem samlinger. Der afholdes også et offentligt borgermøde på Egedal Rådhus tirsdag den 22. april 2025.

Det er Novafos, som er vand- og spildevandsselskab for bl.a. Egedal Kommune, der håndterer den tekniske side af klimatilpasningen. Dialogen i borgersamlingen understøttes af rådgiverne We Do Democracy, som vil sikre, at så mange borgere som muligt bliver hørt.

De 36 borgere er blevet udtrukket af Novafos og We Do Democracy. Både de 36 udvalgte borgere, og de borgere, som ikke har fået plads, har fået besked. Hvis man ikke er blevet en del af borgersamlingen, men gerne vil bidrage, har man mulighed for at komme med input på borgersamlingens hjemmeside.

 ”Borgersamlingen skal sikre, at vi får flest mulige perspektiver med i arbejdet. Fordi klimaforandringerne har betydning for alle borgere, er borgerne de vigtigste spillere i klimatilpasningen. Vi skal bruge deres viden om lokale forhold bedst muligt, når vi i byrådet skal træffe beslutning om klimatilpasninger,” siger Vicky Holst Rasmussen.

Man kan læse mere om borgersamlingen og komme med input på www.egedal-borgersamling.dk. Man kan også læse mere på Novafos hjemmeside: https://novafos.dk/vand-i-egedal

Nøgleord

Kontakter

Om Egedal Kommune

Egedal er en kommune i bevægelse med plads til begejstring. Vi ligger der, hvor storbyen holder op og landet begynder. Med 4 S-togs-stationer i kommunen er du midt i naturen og tæt på hovedstaden, der kun ligger en halv time herfra. Vi vil yde god service for Egedals borgere. Alle skal have en god og velfungerende hverdag, hvor vi, med udgangspunkt i fællesskaber, udvikler de styrker og kvaliteter, der allerede kendetegner Egedal. Læs mere om os på EgedalKommune.dk

Følg pressemeddelelser fra Egedal Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Egedal Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye