Ny plantevæg skal reducere luftforurening
18.12.2024 07:00:00 CET | Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen | Pressemeddelelse
Københavns Kommune indleder nu et banebrydende forsøg, hvor det undersøges om en særlig plantevæg på husfacaden kan nedsætte luftforureningen inde i lejlighederne i København. Forsøget sker i et samarbejde mellem Teknik- og Miljøforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Mere specifikt er det andelsboligforeningen Ålholmhus, der ligger på hjørnet af Roskildevej og Ålholmvej i Valby, som er udvalgt til forsøget. Netop Roskildevej er et af de mest forurenede områder i København, bl. a. fordi der kører tusindvis af biler forbi hver eneste dag. Bilernes udstødningsgasser ender desværre inde i familiernes lejligheder og skaber et indeklima, der i værste fald er skadeligt for beboerne.
”Vi får mere og mere viden om, hvor meget luftforurening påvirker københavnerne. Det medfører både alvorlig sygdom og for tidlig død. Dertil kommer, at luftforureningen giver indlæringsvanskeligheder for børn og unge. Derfor håber jeg naturligvis meget på, at dette forsøg viser, at plantevægge kan blive en del af værktøjskassen i bekæmpelsen af bilos og anden forurening, der trænger ind i folks hjem,” siger Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse er forurening med fine partikler og dieseludstødning årsag til lungekræft, og der er mistanke om, at det også øger risikoen for andre kræftformer. Forurening med partikler medfører også hjertekarsygdomme, forværring af astma og nedsat lungefunktion.
Luftforurening er årsag til dødsfald
Hvert år er luftforurening skyld i ca. 4000 for tidlige dødsfald i Danmark. Et studie fra Københavns Universitet har ydermere vist, at børn som bor i luftforurenede områder, får lavere afgangskarakterer fra grundskolen.
”Flere end 400 københavnere dør hvert år for tidligt på grund af sundhedsskadelig, forurenet luft, og tusindvis bliver syge. Vi har også set tegn på, at luftforurening kan forringe mænds fertilitet. Siden 2019 har vi i København arbejdet målrettet for at øge viden om de sundhedsskadelige konsekvenser ved luftforurening. Det kommende forsøg med plantevægge, der potentielt kan bidrage til bedre luftkvalitet i boliger, er endnu et skridt i den rigtige retning – og helt i tråd med, hvad kommunens ekspertgruppe for sundhed og luftkvalitet har anbefalet København at gøre, siger Københavns sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Kommuner følger projektet tæt
Det kommende projekt lægger sig i naturlig forlængelse af kommunens eksisterende indsatser for ren luft. Tidligere har København på de to borgmestres opfordring forbudt de ældre og mest forurenende brændeovne, der er landstrømsanlæg på vej på havnen, så krydstogtskibe kan slukke motoren under besøg, og reglerne for fossilbiler er strammet – alt sammen for at sikre københavnerne renere luft.
”Luftforurening er et kendt problem i alle store byer og desværre også, at den trænger ind i bygninger. Derfor vil vi i Odense med stor interesse følge projektet. Det er vigtigt, at vi finder på løsninger, så borgerne i videst muligt omfang ikke udsættes for sundhedsskadelig luftforurening – særligt i deres egne boliger eller i skoler og på plejehjem. Og det er jo bare endnu bedre, hvis løsningen samtidig er grøn. Derfor er det også spændende, at København nu tester om plantevægge i forbindelse med energirenovering kan sænke luftforureningen, så vi alle kan blive klogere på området,” siger Tim Vermund, rådmand i klima- og miljøforvaltningen i Odense Kommune.
Borgmester i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen, er også meget interesseret i at følge resultaterne af forsøget.
”Vi har som nabokommune til København interesse i at følge projektet. Også i Tårnby Kommune er partikeludledning en udfordring, og vi er i gang med at afsøge, hvilke initiativer vi kan foretage lokalt. Selv har vi haft gode erfaringer med at etablere et grønt tag på en af vores skoler, som bidrager til bedre luftkvalitet og øget biodiversitet. Vi er som kommune interesserede i at kende til alle løsninger, der giver effekt, og derfor ser jeg frem til at følge projektet, som forhåbentligt viser sig at være en unik løsning, der kan anvendes på den eksisterende ejendomsmasse,” siger han.
Stort potentiale
Forsøget med plantevæggen er en del af Klimafacade+, der er et koncept for energirenovering af ældre etageejendomme, og det er professor Matthew Johnson fra Københavns Universitet, der skal udføre målingerne af plantevæggens effekt.
Teknologisk Institut har rådgivet om udformning af plantevæggen, herunder hvilke planter, som ville give den største virkning. Teknologisk Institut fortæller, at forsøget med plantevæggen er et af de første på verdensplan.
”Det er svært at komme med et konkret bud på en mulig reduktion af de skadelige PM2.5 partikler, men et sted mellem 20-60 er sandsynligt på netop dette sted med den planlagte plantevæg. Det afhænger dog af mange faktorer, og en endelige dom over plantevægges præcise virkning kræver flere forsøg end dette. Men det er en rigtig god start,” siger Stig Koust, forretningsleder og ph.d., Teknologisk Institut.
Samarbejde på tværs i kommunen
Målingerne koster samlet set 300.000 kr. inklusiv en rapport, som opsamler resultater. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen betaler 50 % og Teknik- og Miljøforvaltningen de resterende 50 %. A4 Arkitekter og Ingeniører er bygherrerådgiver på hele byggeriet inkl. plantevæg.
Målingerne vil bestå af otte sensorer - fire udendørs på gaden og bygningen samt fire indendørs i lejligheder - som vil måle før, under og efter byggeriet og opsætningen af plantevæggen. De fire sensorer indendørs er fordelt i tre lejligheder, som får plantevæg og energirenovering og én kontrollejlighed som kun får energirenoveringen. Det forventes, at de endelige resultater er klar i august 2025.
Fakta: Energirenovering og Klimafacade+
De tre boligblokke energirenoveres med Klimafacade+, som er et koncept, hvor facaden efterisoleres udvendig, og det har sit udspring i Klimakarréen, som borgmesteren indviede i juni 2024. Klimafacade+ kobler bæredygtighed med økonomisk rentabilitet.
Kontakter
Teknik- og Miljøborgmester i Københavns Kommune, Line Barfod, via pressetelefonen: 23 27 80 90, e-mail: presse@tmf.kk.dk.
Sundheds- og Omsorgsborgmester i Københavns Kommune, Sisse Marie Welling via pressekonsulent Rune Gleerup, tlf. 2344 0979, e-mail: r168@kk.dk
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Nye tal på byggesagsområdet: Sagsbehandlingstider i København godt på vej i mål6.3.2026 12:01:51 CET | Pressemeddelelse
KL har netop udsendt årets tal på byggesagsområdet, der viser, om København overholder de aftalte sagsbehandlingstider mellem kommuner og stat. Borgmester glæder sig over udviklingen og retter nu fokus på at få lokalplanerne til at følge trop på den positive udvikling.
København og Frederiksberg kommuner: Glædeligt med ny håndsrækning til skybrudssikring23.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Regeringen har netop sendt et nyt lovforslag i høring, der gør det muligt for kommuner og forsyningsselskaber at færdiggøre flere klimatilpasningsprojekter, som allerede er planlagt. Projekterne skal beskytte byer og borgere mod ødelæggende oversvømmelser, når kraftige regnskyl og skybrud rammer.
Evaluering: færre biler og flere fodgængere i Middelalderbyen17.2.2026 07:30:39 CET | Pressemeddelelse
Evalueringen af omlægningen af parkeringspladser i Middelalderbyen er landet og skal i høring. Klima-, miljø- og teknikborgmesteren vil indføre flere midlertidige tiltag, så byrummene bliver udnyttet bedre, indtil de permanente byrum bliver etableret.
Line Barfod vil indføre krav om ejerboliger i nybyggeri i København hurtigst muligt27.1.2026 13:41:54 CET | Pressemeddelelse
I et nyt udspil vil regeringen og partierne i forligskredsen bag planloven give kommunerne mulighed for at bestemme, at op til 25 pct. af boligmassen i nye boligområder skal være ejerboliger. Den mulighed findes ikke i dag.
Københavns Kommune vil understøtte bevaring af eksisterende byggeri med ny guide26.1.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Som et led i Københavns Kommunes nye Klimastrategi og Klimahandleplan skal udledningerne fra byggeriet i byen nedbringes. Det skal en ny guide hjælpe med til.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum