TUBA: Det er ikke alle børn, der glæder sig til jul
Hvert 10. barn i Danmark vokser op i en familie med et alkoholmisbrug. Her er julen sjældent børnenes fest. I stedet er højtiden fyldt med bekymring, uforudsigelighed og dårlige minder. TUBA, der tilbyder gratis terapi og rådgivning til børn og unge fra familier med misbrug, giver seks råd til, hvordan du kan støtte et udsat barn eller ung.
Julekalender, nisseløjer, pynt og gaver. Julen er traditionernes tid, men også en højtid, der står i skærende kontrast til den virkelighed, som børn af forældre med misbrugsproblemer vokser op i. Her bliver julen ofte en påmindelse om alt det, de ikke har: En familie, hvor de voksne er de voksne, og hvor børn er børn.
”Det er ikke unormalt, at julen er ledsaget af ensomhed, ondt i maven og uro for de børn og unge, der vokser op i familier med misbrugsproblemer,” fortæller Ditte Vind Abrahamsen, psykoterapeut MPF og regionsleder i TUBA.
Skænderier hen over julemaden. Forældre, der bliver fulde og ubehagelige. En aften, der går fra at være hyggelig til kaotisk på et splitsekund. Løfter, traditioner, glæde og forventninger, der ikke bliver indfriet. Minderne er mange og til at føle på.
”Det, vi hører så tit i TUBA er, at de jo egentlig bare ønsker sig en normal jul. Men de unge beretter ofte om forældre, der har svært ved at holde julens ”program”. At julen bliver en højtid, hvor misbrugsproblemet skjuler sig i julefrokoster og sammenkomster med familien. Den uforudsigelighed, som et misbrug i juletiden bringer med sig, er ekstremt drænende for at barn at være i,” fortæller Ditte Vind Abrahamsen.
Det værste for barnet er at være alene med det, der er svært
47% af de unge, der fik terapi i TUBA i 2023, siger, at de aldrig har talt med nogen om deres forældres misbrugsproblemer før. Mange har oplevet berøringsangst fra både familiemedlemmer, venner af familien og fagpersonale. Men ifølge Ditte Vind Abrahamsen går berøringsangsten ud over barnet.
”Det værste for barnet er ikke at skulle tale om det, der er svært. Det værste for barnet er at være alene med det, der er svært. Det kan være enormt ensomt, og barnet kan hurtigt komme til at vende pilen indad og tro, at det er dem selv, der er noget galt med,” fortæller hun.
Derfor kommer hun også med en klar opfordring til, at voksne omkring børn og unge fra familier med misbrugsproblemer finder modet til at spørge ind.
”Det er helt naturligt, at vi har lyst til at gå en stor bue uden om noget, der kan virke grænseoverskridende og give anledning til konflikt. Men for de unge, vi møder i TUBA, har det gjort en verden til forskel, når en mormor, en onkel eller en skolelærer har set dem og anerkendt deres virkelighed,” siger Ditte Vind Abrahamsen.
Hun understreger desuden, at valideringen af børns følelser og oplevelser kan have stor betydning senere i livet, da det kan være med til at forebygge isolation, dårligt selvværd og skam. Alt sammen noget, mange børn, der vokser op i familier med misbrug, kæmper med.
Sådan kan du støtte et barn eller en ung fra en familie ramt af misbrug i juletiden
Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen vokser hvert 10. barn i Danmark op med mindst én forælder med et alkoholmisbrug. Det svarer til 109.000 børn mellem 0-18 år. Sandsynligheden for, at mange af os kender en, er dermed ret stor.
TUBA opfordrer til, at man som voksen ikke lader stå til, hvis man har mistanke om, at et barn eller en ung mistrives på grund misbrugsproblemer i familien. Her er seks råd til, hvordan du kan støtte:
- Timing og tidspunkt. Overvej hvornår, hvordan og med hvem du skal tale om problemet. Det er ikke sikkert, den svære samtale skal tages hen over julemiddagen. Når tiden er rigtig, kan du spørge den unge, om I kan tale om det. Sig fx: ”Jeg ved godt, at tingene derhjemme kan være svære indimellem…”
- Italesæt tvivlen: ”Måske er du i tvivl om din mor/far drikker for meget – og hvordan du egentlig har det med det. Det er helt normalt at være i tvivl om…”
- Vær bevidst om den unges loyalitet mod forælderen. Anerkend de splittede følelser over for mor eller far, som har et misbrugsproblem – både de kærlige og de negative.
- Normaliser den unges situation, oplevelser, følelser og tanker. ”Det er helt normalt at føle et stort ansvar for sin far eller mor. Det er helt normalt at føle, at du skal holde det hemmeligt, hvis I har svært ved at tale om det derhjemme…”
- Fortæl den unge, at det aldrig er deres skyld eller ansvar, at mor eller far drikker. ”Måske føler du, at det er dit ansvar at hjælpe din mor/far. Det er det ikke, men det kan være svært at give slip på…” Det er ikke sikkert, at barnet fralægger sig ansvaret af den grund. Men det kan alligevel være afgørende for barnet at få at vide.
- Tilbyd dit følgeskab og vær tålmodig: ”Jeg vil gerne være der for dig og hjælpe dig. Vi kan gøre det i dit tempo.” Husk på, at det kan være rigtig svært og konfliktfyldt for barnet. Hav derfor tålmodighed. Det kan være, du skal italesætte det flere gange over længere tid, og det kan være, barnet afviser dig. Men det er vigtigt for barnet at vide, at du ser dem – og at de kan komme til dig, hvis de har brug for at tale om det.
Kontakter
For interviews, cases og yderligere kommentarer kontakt Sofie Kousgaard på sok@tuba.dk eller telefon 21 82 35 57
Sofie KousgaardPresse- og kommunikationsmedarbejderTUBA Danmark
Tlf:21 82 35 57sok@tuba.dkRagnhild Aleksandra DamPresse- og kommunikationsmedarbejder
Tlf:24 61 37 76rad@tuba.dkLinks
Find hjælp
TUBA har 33 lokalafdelinger fordelt rundt i landet. Her kan unge mellem 14-24 år få gratis terapi og rådgivning. Flere steder er det også muligt at få hjælp til og med 35 år. TUBAs onlinerådgivning er åben for alle uanset alder, for pårørende til en ung, forældre, fagpersoner og børn og unge fra familier med misbrugsproblemer. Find os på www.tuba.dk.
Foruden TUBA findes andre foreninger, organisationer og kommunale tilbud som UngRevers, BRUS, Ballast, Dit rum, Barnets Blå Hus m.fl. På Alkohol og Samfunds hjemmeside findes en søgefunktion over tilbud – både til behandling af alkoholmisbrug og tilbud til pårørende.
Om TUBA og målgruppen
TUBA hjælper hvert år over 3.000 unge fra familier ramt af misbrugsproblemer. Om de unge, der var i terapi i 2023 ved vi, at:
- 27% har truet med eller forsøgt at tage deres eget liv
- 28% har været udsat for seksuelle overgreb
- 34% har som børn tænkt, at det var bedre, hvis de var blevet fjernet fra hjemmet
- 42% siger, at der har været fysisk vold i hjemmet
- 47% har aldrig talt med nogen om deres forældres misbrugsproblemer
- 63% siger, at de har været udsat for psykisk vold i deres opvækst
Følg pressemeddelelser fra TUBA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra TUBA
Vil gøre op med ensomhed: Nu donerer de stort beløb til TUBA20.11.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
2.300 kilometer, 68 dage, tre ildsjæle og én fælles mission. De vil sætte fokus på ensomhed – og hjælpe nogle af dem, der er hårdest ramt.
Michelle er vokset op med misbrug: Vi skal være bedre til at se tegnene og hjælpe tidligere1.10.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En opvækst med alkohol- og stofmisbrug kaster lange skygger ind i voksenlivet. Derfor skal fagpersoner være bedre til at spotte tegn på misbrug i familien, og børn og unge skal have ret til hurtig hjælp. Sådan lyder nogle af anbefalingerne i den seneste svigtrapport fra Børns Vilkår. Organisationen TUBA bakker op.
Skriveskole styrker unge fra familier med misbrug: Vi skriver for at blive hørt23.9.2024 06:00:00 CEST | Nyhed
Det kan være frigørende at finde sin stemme gennem litteratur, når ens opvækst har været præget af tavshed og tabu. På TUBAs Skriveskole får unge fra misbrugsramte familier hjælp til at finde et sted at stå i egen fortælling. Nu udkommer 19 unges tekster i antologien POV.
March mod Ensomhed går Danmark rundt for at bryde tabuet om ensomhed og en opvækst i en familie med misbrug1.8.2024 06:00:00 CEST | Nyhed
Der er emner, der er svære at tale om. Ensomhed og en opvækst med forældre, der drikker, er to af dem. Det vil Patrick Cakirli og Martin Lærke Sørensen ændre på. Fra august til oktober går de gennem Danmark for at sætte fokus på ensomhed og samle ind til Ensomhed Danmarks Landsindsamling. I år støtter indsamlingen organisationen TUBA, der tilbyder terapi og rådgivning til børn og unge opvokset i familier med alkohol- og stofmisbrug.
For 8. år i træk mødes unge fra misbrugsramte hjem på sommerhøjskole29.7.2024 07:00:00 CEST | Nyhed
Kreative workshops, hygge og samhørighed er på programmet, når 75 unge, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug, mødes til en uges sommerhøjskole i uge 31 i Svendborg.