Flere vil købe hus med højt energimærke
Mere end hver anden husejer ville kigge efter et hus med energimærke A, B eller C, hvis de skulle købe et hus i dag. Udover at gavne klimaet og pengepungen, sælges huse med højt energimærke også hurtigere. Det viser en analyse fra Finans Danmark.
Husejernes interesse for energirigtige huse er stigende. I en Epinion-undersøgelse, foretaget for Finans Danmark i 3. kvartal 2024, svarer næsten 58 pct. af husejerne, at de ville vælge et hus med mindst energimærke C, hvis de skulle købe et hus i dag. Det er en stigning på 8 pct. point siden 1. kvartal 2020. Den forøgede interesse kan skyldes en kombination af udviklingen i energipriserne, som nåede et historisk højt niveau i 2022, og det generelt stigende fokus på den grønne omstilling i samfundet.
”Husejernes prioritering af energimærke afspejler en voksende bevidsthed om energiforbrugets betydning for klimaet og fokus på de stigende omkostninger til el og varme. Med energiprisernes historisk høje niveau i 2022, er det ikke overraskende, at flere nu ser værdien i et energirigtigt hus,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
Hurtigere salg
Udover at spare penge og gavne klimaet, er energirigtige huse også bedre rustet til at opfylde fremtidige krav og forventninger. Og så er de nemmere at sælge den dag, man ønsker at flytte. Fra andet halvår 2023 til og med første halvår 2024, var salgstiden for huse med energimærke A, B og C i gennemsnit 118 dage. For huse med dårlig energimæssig stand, energimærke E, F og G, var den tilsvarende salgstid i gennemsnit 164 dage.
”At huse med en god energimærkning sælges hurtigere, kan blandt andet skyldes, at køberne har en forventning om, at varmeregningen er lavere, og boligen vil have et bedre indeklima. Oftest ses det også, at huse med god energimærkning er nyere – og det kan være attraktivt for flere købere. Går man med overvejelser om at energirenovere sin bolig, er det en god idé at tage en snak med sin bank eller sit realkreditinstitut for at høre om mulighederne for at låne til det. Bankerne har nemlig længe været opmærksomme på vigtigheden af energirenovering, og derfor er der mange, der i dag har attraktive tilbud formålet. Det kan både være billigere lån til energirenovering, adgang til energirådgivning på fordelagtige vilkår, og der også eksempler på tilskud til konkrete energiforbedrende tiltag. Det kan gøre det nemmere og billigere at gennemføre energirenoveringer,” siger Peter Jayaswal.
Overoptimisme
Selv om husejernes energibevidsthed er stigende, har de måske en for stor optimisme, når det handler om vurderingen af den energimæssige stand af deres eget hus. I Epinion-undersøgelsen svarer kun 6 pct. af husejerne, at deres hus er i dårlig energimæssig stand. Ser man derimod på fordelingen af gyldige energimærker i dag, så er det op mod hvert tredje hus, der enten har energimærke E, F eller G.
”Der kan være et betydeligt potentiale for energiforbedringer, men det ser ud til, at der er en del husejere, der ikke er helt bevidste om mulighederne for energiforbedringer i deres huse. Det er dog afgørende at undersøge, hvilken type energiforbedring der er mest fordelagtig for det enkelte hus. For nogle kan det være gavnligt at forbedre husets isolering eller skifte vinduer, mens det for andre kan være mest fordelagtigt at udskifte varmekilden. Energiforbedringerne kan desuden føre til besparelser på energiregningen, som kan gøre det til en økonomisk attraktiv investering for husejerne,” siger Peter Jayaswal.
Finans Danmark
Finans Danmark er interesse- og arbejdsgiverorganisation for penge- og realkreditinstitutter, kapitalforvaltere, børsmæglere, investeringsfonde, samt datacentraler, it- og fintechvirksomheder i den finansielle sektor.
Følg pressemeddelelser fra Finans Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Finans Danmark
Høringssvar - udkast til vejledning om anvendelse af IRB-metoden10.2.2025 12:19:59 CET | Pressemeddelelse
Finanstilsynet har udarbejdet en samlet vejledning om anvendelse af IRB-metoden.
Høringssvar – bekendtgørelser om erklæringsudbydere vedr. bæredygtighedsrapportering7.2.2025 11:32:47 CET | Nyhed
Øget konkurrence fra andre erklæringsudbydere end godkendte revisorer hilses velkommen – men der skal stilles samme krav.
Tilfredsheden med MitID er i top6.2.2025 10:16:47 CET | Pressemeddelelse
Danmarks digitale ID – MitID – er populær. En ny tilfredshedsmåling viser, at 83 procent af danskerne er tilfredse med løsningen, der er blevet til i et offentlig-privat samarbejde mellem det offentlige og bankerne.
Høringssvar - udkast til samlelovsforslag på det finansielle område3.2.2025 08:00:00 CET | Nyhed
Finans Danmark har afgivet høringssvar til samlelovsforslag om ændring af en lang række love på det finansielle område. Lovforslaget medfører ændringer på flere væsentlige reguleringsområder i sektoren, herunder i relation til implementeringen af EU’s bankpakke (CRR3 og CRD 6) og implementeringen af ændringerne til FAIF-direktivet og UCITS-direktivet. Læs høringssvar
Rentefald giver mange boligejere økonomisk luft - men udfordringer venter for nogle1.2.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Efter en periode med markante rentestigninger falder de korte renter igen, og trods stigende usikkerhed og geopolitiske spændinger på det seneste har mange boligejere nu udsigt til lavere låneomkostninger. Prognoser viser en halvering af renterne på korte realkreditobligationer fra cirka 4 pct. i begyndelsen af 2024 til omkring 2 pct. i anden halvdel af 2025. Det vil betyde en månedlig besparelse på 550-1.000 kr. for typiske boligejere med korte rentetilpasningslån. Til gengæld vil en del boligejere med F3- og F5-lån fortsat opleve rentestigninger, når de skal refinansiere deres lån i 2025. Det viser en ny analyse fra Finans Danmark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum