Ældreministeriet

Ni kommuner får millioner til styrkelse af nærvær og livsglæde hos plejehjemsbeboere

Del

Ældreplejen i Danmark skal være præget af tid til den enkelte, nærvær gennem faste teams og livsglæde på plejehjemmene. Nu giver Ældreministeriet over 12 millioner kroner til nyskabende aktiviteter for plejehjemsbeboere og deres lokalsamfund.

En ældre mand kaster en petanquekugle, mens flere personer, inklusive ældreminister Mette Kierkgaard, ser til i en petanqueklub.
Ældreminister Mette Kierkgaard ser til mens en ældre borger kaster en petanquekugle. Nu får personale i ældreplejen bedre mulighed for at skabe aktiviteter sammen med ældre i lokalområdet. Her er ældreminister Mette Kierkgaard på besøg i Boule Hedebo Petanqueklub i Greve i august.

Medarbejdere i ældreplejen hos ni kommuner får nu mulighed for at afprøve nye tilgange for plejehjemsbeboere. Ni projekter har fået tilskud i form af 12,4 mio. kroner til blandt andet at afprøve nye aktiviteter for ældre, som skal styrke nærvær samt plejehjemsbeboernes livsglæde, selvbestemmelse og valgfrihed.

Ældreminister Mette Kierkgaard siger:
- Bolden er nu givet op til, at man på plejehjem kan eksperimentere sammen med beboerne og lokalsamfundet om, hvordan vi bedst kommer til at leve livet hele livet. Målet er at skabe livsglæde og nærvær på præcis den måde, som beboerne ønsker.

De 12 millioner kroner kommer fra ansøgningspuljen til plejehjem med livsglæde og nærvær, som yderligere har haft til formål at styrke brobygning mellem plejehjem, lokalmiljø, ældre i lokalområdet og bl.a. civilsamfundsaktører.

Midlerne fra ansøgningspuljen kan gå til blandt andet gå til frikøb af medarbejdere, lønudgifter til projektledelse samt aktiviteter på plejehjem og til ældre i lokalområdet i forbindelse med at prøve de nye tilgange af.

Aktiviteter til beboernes ønsker og behov

Hos Anne Fink, chef for Ældre og Træning i Thisted Kommune, modtages tilskuddet med begejstring:
- Vi er meget glade for tilskuddet og ser frem til at sætte gang i projektet, som skal styrke båndene mellem beboere på plejecentrene, lokale ældre og civilsamfundet. Gennem meningsfulde aktiviteter og fællesskaber er det vores mål at fremme livsglæde og modvirke ensomhed, siger hun og fortsætter:

- I projektet skræddersyer vi aktiviteter, så de passer til vores beboeres ønsker og behov. For eksempel kan ét plejecenter arrangere fælles madlavning, hvor beboerne genskaber opskrifter fra deres ungdom, mens et andet kan prioritere dans, højtlæsning eller fællessang med beboernes favoritsange. Alt sammen med deltagelse og involvering af lokalsamfundet. Gennem fællesskab og nærvær ønsker vi at skabe stærkere relationer mellem beboerne på plejecentrene og deres omgivelser.  

Også i Ikast-Brande Kommune er der glæde. Sundheds- og Ældrechef, Kirsten Løgsted fra Ikast-Brande Kommune siger:
- Vi er virkelig glade for at have modtaget tilskuddet. Sammen med medarbejderne og ledelsen og i tæt samspil med beboerne er der allerede i dag mange aktiviteter på vores plejecentre. Men med projektet skal der skabes nye modeller for samarbejdet, så vi i endnu højere grad åbner plejecentrene op for samarbejdet med lokalsamfundet. På den måde er det forventningen, at der kommer både flere frivillige og flere aktiviteter, der skaber livsglæde og nærvær på plejecentrene.

Kirsten Løgsted fortsætter:
- I projektet ønsker vi også at give de frivillige, som kommer på vores plejecentre viden om personcentreret omsorg. Tanken er, at den viden gør det lettere at skræddersy aktiviteterne til de borgere, der bor på plejecentrene og også giver mulighed for, at de svageste af beboerne kan være med i aktiviteterne. 

Midlerne i ansøgningspuljen stammer fra SSA-reserveaftalen for 2024 til 2027.

Kommunerne, der har haft projekter, der har modtaget støtte, er Ikast-Brande Kommune, Esbjerg Kommune, Middelfart Kommune, Struer Kommune, Fredensborg Kommune, Thisted Kommune, Favrskov Kommune, Københavns Kommune og Egedal Kommune. Se vedhæftede for en samlet oversigt over de støttede projekter.

Kontakter

Vedhæftede filer

Følg pressemeddelelser fra Ældreministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ældreministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye