Fiskeopdræt på land
Nyt demonstrationsanlæg skal vise hvordan man kan opdrætte sunde og velsmagende fisk på land. Opdræt af fisk på land har desuden et lavt klimaaftryk, og kan blive et nyt “husdyr” i dansk landbrug. Udvalgsformanden ser en stor mulighed for landmændene, og for at opdrætte fisk til de danske forbrugere.

På uddannelsesinstitutionen CELF i Nykøbing Falster opstilles nu et demonstrationsanlæg, som skal vise mulighederne for at opdrætte fisk på land. Anlægget er en miniudgave af et kommercielt svensk anlæg, og målet er at opbygge lokal viden og ekspertise om fiskeopdræt på land, og på sigt levere sunde fisk til forbrugernes tallerkener.
”Vi skal have mere fiskeopdræt ind på land, hvor næringsstofferne kan udnyttes direkte i planteproduktionen, og vi samtidig kan udnytte de tomme stalde, som flere landmænd har stående. En stor del af de fisk vi spiser, er importerede – en del helt fra Asien, så målet er også at skabe kortere vej fra opdræt til spisebord, og samtidig styrke og udvikle lokale arbejdspladser” siger formand for Erhverv og Udviklingsudvalget John Brædder.
Demonstrationsanlægget bliver placeret i en pavillon på uddannelsesinstitutionen CELF i Nykøbing Falster, hvor eleverne på både gymnasiet og på fødevareuddannelserne kan få hands-on undervisning, og arbejde med fiskene i køkkenet. RUC og KU står også klar til at anvende testanlægget til projektarbejde.
De første fisk der skal opdrættes, hedder Clarias, og er en stor ferskvandsfisk, som oprindelig kommer fra det centrale Afrika. Den er god til at tilpasse sig de miljøer de lever i, og er meget robust. Af samme årsag har fisken ikke behov for medicin, hvilket både er godt for kvaliteten af fisken, og for fiskegyllen, der gerne skal spredes på markerne. Senere vil andre fisk som f.eks. regnbueørred også kunne give erfaringer i demonstrationsanlægget.
”Vi har meget fokus på at sikre en bæredygtig produktion i hele produktionskæden, og vi undersøger derfor hvordan fiskegyllen kan integreres i landbruget. Fordi vi ikke har tradition for at fisk kan være en integreret del af en landbrugsproduktion, skal vi have afklaret hvordan fiskegyllen kan håndteres og indgå i f.eks. gødningsregnskaber. Anlæggene giver også helt nye muligheder for vores landmænd. Mange har tomme stalde stående, som kan egne sig til at opdrætte fisk, og dermed udvikle et helt nyt forretningsområde for landmændene” siger udtagningskonsulent Mikael Kirkhoff Samsøe fra rådgivningsselskabet VKST.
I Sverige er de allerede godt i gang og har udviklet kommercielle anlæg, og fiskene er allerede ude i handlen.
”Vi ser et stort potentiale i opdræt af fisk i landbaserede anlæg, både de helt store anlæg som Skagen Salmons i Skagen samt mindre gårdanlæg. Opdræt af ferskvandsfisk bidrager med nye forretningsmuligheder for vores lokale landmænd, og samtidig udvikling af nye arbejdspladser her på Lolland-Falster. Vi glæder os til at være med i testfasen, til at samarbejde på tværs af organisationer og fagligheder, og være med til at sætte skub i denne spændende udvikling” siger Annette Løttrup-Moore, projektleder hos Business Lolland-Falster.
Demonstrationsanlægget er en del af to EU-projekter; TETRAS og Aqualoop. I TETRAS er samarbejdspartnerne Business Lolland-Falster, Blue Research og Guldborgsund Kommune, og et af målene er i samarbejde med det lokale HTX-gymnasium, at samle data til at udarbejde en livscyklusanalyse (LCA) og udvikle kommunikationsmaterialer til forbrugere, elever, studerende og erhverv. I EU-projektet Aqualoop er de lokale partnerne VKST og Guldborgsund Kommune. Formålet er at undersøge hvordan fiskeproduktion kan integreres på eksisterende landbrugsbedrifter. Den svenske virksomhed Gårdsfisk er også partner i projektet, og bistår med viden og erfaring.
I løbet af 2025 inviteres interesserede landmænd på en ekskursion til den svenske virksomhed, for med egne øjne at se og høre nærmere om mulighederne.
I Danmark serveres fisken Clarias både som gourmetmad og på Den Blå Planet, hvor den indgår i en fiskeburger, som kan købes i deres café.
FAKTA
Fisken Clarias er også kendt under navnet Afrikansk Ålemalle. Det er en stor ferskvandsfisk, der normalt hører hjemme i det centrale Afrika. Clarias er god til at tilpasse sig sine omgivelser og trives bedst i tætte stimer. Clarias er en varmtvandsfisk, men den bidrager selv til vandets temperatur når den omsætter foderet. Det kræver dog energi at holde vandets temperatur på ca. 27 grader, som er optimalt. Hvis man har koldtvandsfisk er der tilsvarende behov for energi til at køle vandet.
Ny fisk for det danske marked. Foreløbigt har det svenske marked taget rigtig godt imod Clarias, som kan købes i supermarkeder som hel filet, fars og små fiskefrikadeller, fisken og også er en del af skolemadsordninger. På professionshøjskolen Absalon har en gruppe studerende udviklet et convinience-produkt, og lavet smagstests i børnehaver og i familier. Der blev taget meget positivt imod den nye fisk, som blev rost for at have en meget neural smag og for at være “uden ben” (fisken har ingen tynde ben).
EU-projekter: Demonstrationsanlægget er en del af EU-projekterne TETRAS og Aqualoop, hvor der samles viden og erfaringer fra Sverige, Tyskland mv.
Gårdsfisk: Den svenske virksomhed Gårdsfisk har med hjælp fra svenske myndigheder udviklet et koncept, som WWF i Sverige anpriser som Sveriges mest bæredygtige opdrætsfisk.
Nøgleord
Kontakter
John BrædderFormand for Erhverv og Udviklingsudvalget
Tlf:25180390jobr@guldborgsund.dkMette JørgensenProgramkoordinator, Bioøkonomisk Vækstcenter, Guldborgsund Kommune
Tlf:25181833mej@guldborgsund.dkRikke Betak LundChefkonsulent, Cand.Comm.
Tlf:25180248rblu@guldborgsund.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Nye lokalplaner kan give op mod 175 nye sommerhuse i Marielyst-området5.2.2025 05:02:00 CET | Pressemeddelelse
175 nye sommerhuse kan være på vej til Marielyst-området. Det kan de, fordi Teknik, Klima og Miljøudvalget netop har besluttet at igangsætte udarbejdelsen af nye lokalplaner, som vil give mulighed for at bygge sommerhuse i tre nye områder.
Succesfuld beskæftigelsesindsats udvides med ny afdeling i Sakskøbing3.2.2025 10:42:53 CET | Pressemeddelelse
Siden foråret 2019 har Guldborgsund Kommune haft nytteindsatsen ”Grønnere Guldborgsund”, hvor borgere på borgere på offentlig forsørgelse skal løse samfundsnyttige opgaver for deres ydelse. Indsatsen, der viser gode resultater, udvides med en ny afdeling i Sakskøbing.
Landets bedste håndværkselever mødes i Nykøbing Falster3.2.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Til april mødes landets bedste håndværkselever indenfor murer-, flisemurer- og tømrerfagene for at kåre landets dygtigste elev. Erhverv og Udviklingsudvalget er meget begejstrede over at Byggeriets Skills Challenge 2025 afholdes i Nykøbing Falster, og støtter arrangementet økonomisk.
De ældres boliger på Guldborgsunds plejehjem skal have et markant løft30.1.2025 12:34:06 CET | Pressemeddelelse
Ældre og Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune har på sit møde onsdag vedtaget en ny masterplan for kommunens plejehjem. Den skal realiseres over de kommende 10 år og bliver ifølge udvalget den største udvikling af ældreområdet i Guldborgsund Kommunes historie.
FabLab på Hovedbiblioteket lukker fredag den 24. januar, men faciliteterne flytter til CELF22.1.2025 15:44:09 CET | Pressemeddelelse
Sidste år besluttede Guldborgsund Kommune at lukke FabLab på Hovedbiblioteket i Nykøbing og på fredag lukker og slukker det innovative værksted på biblioteket for sidste gang. Heldigvis flytter faciliteterne med ind i CELF’s nye innovations- og iværksætterlab.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum