Vi købte for rekordmange penge i detailhandlen i julen 2023
16.12.2024 07:30:00 CET | Danmarks Statistik | Pressemeddelelse
Sidste år blev der lagt 38,5 mia. kr. i den danske detailhandel i december, som hvert år er den måned, hvor omsætningen topper. Det var især boghandlere, legetøjsforretninger og butikker, der sælger køkkenudstyr, der havde travlt i julen 2023.
Vi bruger flere og flere penge i den danske detailhandel, og forbruget bliver især skruet op i december, hvor omsætningen i detailhandlen topper hvert år. I december sidste år købte vi for 38,5 mia. kr. i de danske butikker – inkl. handel på nettet. Det er den højest målte månedlige omsætning i detailstatistikkens levetid, og der var tale om en stigning på 3,2 pct. i forhold til december 2022. Detailsalget i december udgjorde 9,7 pct. af årets detailomsætning i 2023.
”Hvert år ser vi et forbrugsmønster, hvor december er årets højdepunkt for omsætningen i den danske detailhandel. Det er ikke overraskende, at forbruget er højt i forbindelse med julehandlen. I december sidste år brugte vi særligt mange penge, hvilket blandt andet skyldtes, at den høje inflation, som vi især så i 2022, har givet anledning til et højere prisniveau end tidligere,” siger Kari Anne Janisse Arildsen, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
På den anden side er det februar, der hvert år stikker ud i den modsatte ende som den måned, hvor omsætningen er lavest.
Detailomsætningsindeks, løbende priser, januar 2010-december 2023

Kilde: www.statistikbanken.dk/deta212
Julehandlen starter tidligere
Selvom december er den måned, hvor vi lægger flest penge i både fysiske og online forretninger, udgjorte den i 2023 en mindre andel af årets omsætning end tidligere. Sammenlignet med perioden 2010-2019 var december måneds andel af årets omsætning i 2023 faldet fra 10,4 pct. til 9,7 pct. Til gengæld var november måneds andel steget fra 8,6 pct. til 9,0 pct. i 2023.
”At decembers andel af årets omsætning var mindre sidste år skyldes blandt andet, at forbruget spreder sig mere over hele året end tidligere. Samtidig kan det, at omsætningen er steget i november, vidne om, at der bliver handlet ind til julegaverne tidligere end førhen. Black Friday og andre juletilbud i november kan fx have haft indflydelse på, at vi begynder juleindkøbet tidligere end før,” siger Kari Anne Janisse Arildsen.
Andelen af årets omsætning i detailhandlen, pct., 2023 og gns. af 2010-2019

Kilde: Særkørsel på baggrund af www.statistikbanken.dk/deta211
Køkkenmaskiner, bøger og legetøj under juletræet
Især forretninger med køkkenudstyr, boghandlere og legetøjsforretninger har travlt op til jul. Sidste år landede henholdsvis 20,1, 19,5 og 18,7 pct. af hele årets omsætning i kasseapparatet i december i disse tre brancher. For detailhandel med køkkenudstyr og legetøjsforretninger er det dog et fald i andelen af omsætningen sammenlignet med 2010-2019.
Kigger vi på omsætningen i november for fx forretninger med køkkenudstyr, udgjorde salget i november 14,8 pct. af årets omsætning. Det er en stigning på 2,6 procentpoint sammenlignet med 2010-2019-gennemsnittet.
”Det kan være vanskelige tal at fortolke, men en vigtig pointe her er, at selvom detailomsætningen er højest i december, så er ændringen i andelen af årets omsætning størst for november. Sagt med andre ord bliver der handlet ind til flere af de klassiske julegaveindkøb i november end tidligere. Det er især elektriske apparater og elektronik, som ofte er på udsalg til Black Friday og andre juletilbud i november, der sælger bedre i november end tidligere,” forklarer Kari Anne Janisse Arildsen.
December og novembers andel af årets omsætning på brancheniveau, 2010-2019, 2022-2023

Kilde: Særkørsel på baggrund af www.statistikbanken.dk/deta211
Nøgleord
Kontakter
Har du spørgsmål til tallene i artiklen, er du velkommen til at kontakte Kari Anne Janisse Arildsen på kjs@dst.dk eller tlf. 40 43 38 12.
Danmarks Statistik
Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Vi brugte 161 kg plastik pr. indbygger i 20248.6.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I 2024 brugte vi i gennemsnit 161 kg plastik pr. indbygger, hvilket er 43 kg mere end i 2010. En stor del af det var plastemballage.
Psykiatriske og somatiske patienter oplever forskellig livskvalitet21.4.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny analyse giver indblik i livskvaliteten for forskellige befolkningsgrupper, herunder mennesker med forskellige sundhedsforhold. Især personer med kontakt til psykiatrien angiver at have en lavere livskvalitet end resten af befolkningen.
Knap 10 pct. af Danmarks import af råvarer og halvfabrikata er sårbar over for eventuelle kriser20.4.2026 10:17:19 CEST | Pressemeddelelse
Der er forskel på, hvor sårbare værdikæderne i de nordiske lande er over for forstyrrelser i international handel, viser ny analyse.
Ti koncerner står for størstedelen af industrikoncerners overskud fra global samhandel13.4.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark har overskud på betalingsbalancen. Det skyldes især industriens eksport og i særdeleshed landets ti største industrikoncerner.
Højere andel ugyldige stemmer ved seneste folketingsvalg19.3.2026 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Der var en lille stigning i andelen af ugyldige stemmer ved seneste folketingsvalg i 2022 sammenlignet med 2019. Stigningen var især båret af en større andel blanke stemmer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum