Åbent brev til minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Jacob Jensen

Afgiften må uden tvivl udskydes, afbalanceres og indfases i et tempo, som giver mening – dels ift. at finde den bedste løsning ift. klima og miljø, og dels ift. at behandle erhvervet med respekt og realisme.

Vi er ganske enkelt nødt til at indfase afgiften i et tempo, som står mål med tilgængelighed og lønsomhed ved andre relevante drivmidler – om det så måtte være biobrændstof, batteriteknologi eller andet.

Teknologien er ikke p.t. tilpasset, og i praksis vil vi med en særskilt dansk CO2-afgift presse fiskeriet i 2 mulige retninger – enten lukker en del af erhvervet ned, eller også flyttes en del af fiskeriet til udenlandske havne.

Og dermed kender vi alle udmærket resultatet – vi ender som samfund med at importere fiskeprodukter fra lande og havne, som på ingen måde bekymrer sig om hverken miljø eller klima.

Dermed har vi fat i kernen af et gammelkendt problem i dansk enegang på klimaområdet: Danmark ender med at være så meget på forkant, at vi blot skubber danske arbejdspladser og industriproduktion til andre lande.

Vi må på det skarpeste appellere til, at eksempelvis en CO2-afgift ikke indføres af Danmark alene – det må være en sag for hele EU. Vi kan ikke på den ene side have et fiskerierhverv, som er gennemreguleret i EU for blandt andet at tilsigte lige og fair konkurrencevilkår, og så samtidig indfase en afgift kun for dansk fiskeri, som vil gøre præcis det modsatte – at efterlade vores erhverv i en total ulige konkurrence.

Nuvel, den danske stat udtrykker at ville kompensere fiskerne gennem de første 5 år af afgiftsperioden; men når vi samtidig har grund til at tro, at der end ikke er styr på denne kompensationsordning, blandt andet af skattetekniske årsager, ja så er vi på ingen måde trygge ved den kommende ordnings introduktion i al hast.

Vi må gøre alt for, at Danmark ikke går enegang, men i stedet indfaser en afgift i samarbejde med alle øvrige EU-lande – alt andet er helt absurd. Danmark må ikke gå enegang på et så stærkt konkurrencepræget marked.

Husk endvidere på, at lige præcis fiskerierhvervet er af afgørende betydning for lokale og kommunale økonomier i de danske – og ikke mindst de nord- og vestjyske – landdistrikter. Her er det samtidig nærmest umuligt at erstatte fiskerierhvervet med andre produktions- eller videnserhverv.

Det er selvsagt kritisk, ikke mindst i lyset af, at stort set alle havnene har investeret massivt i moderne og udbygget infrastruktur, som i høj grad er tilpasset netop fiskeriet. I tilgift skaber en arbejdsplads til havs adskillige jobs i havnene og i de mange industri- og transportvirksomheder, som læner sig tæt opad fiskeriet.

Hele denne fiskeriklynge kan vi ikke, som borgmestre i det vestlige og nordlige Jylland, tillade bliver smadret. Fiskeriet er pr. definition yderst mobilt, når det handler om køb af brændstof og anløb af fremmede havne, og konsekvensen af den kommende afgift skubber naturligvis erhvervet væk fra Danmark.

Så enkelt er det!

Nyere fartøjer, billigere og mere tilgængelige biobrændstof- og batteriteknologier, bedre og mere energibesparende redskaber kombineret med en ret massiv nedgang i fiskeriet gennem mange år trækker alt sammen i retning af et mere bæredygtigt fiskeri – men særligt de førstnævnte indsatser kan ikke indføres over natten.

Det vil tage år, og det vil kræve forstående banker og kreditorer ift. fiskerierhvervet, som i forvejen har begrænset adgang til risikovillig kapital.

Endelig er vi ganske enkelt også skuffede over at se, at de selvsamme kommuner, som indiskutabelt bidrager allermest til Danmarks grønne omstilling via vindmøller og solceller, nu skal lide den tort også at betale for omstillingen med en nedgang i det for os afgørende fiskerierhverv.

Det kan ganske enkelt ikke passe, at vi betaler for den grønne omstilling på ALLE fronter, mens store dele af det øvrige Danmark kan læne sig komfortabelt tilbage. Vi kan ikke acceptere at blive straffet for vores indsats ved også at skulle afvikle det, som er afgørende for vores økonomiske sammenhængskraft, nemlig de arbejdspladser og den store værdi, som er knyttet til vores primære erhverv og produktionsvirksomheder.

Regnestykket er endda endnu sværere at godkende, når vi kan forudsige, at produktion og jobs i stedet blot rykker til udenlandske havne. Det er ikke klog grøn omstilling!

Vi vil på det kraftigste opfordre til, at CO2-afgiften udskydes, afbalanceres i en tæt dialog mellem statslige myndigheder, erhverv og kommuner – og ikke blot hastes igennem for at kunne demonstrere en national handlekraft.

Med venlig hilsen
Nordjysk Fiskerikommunenetværk