OL-blues rammer atleter efter hjemkomst

De fleste atleter arbejder frem mod det hele karrieren. For mange er det det største sportslige mål, den ypperste medaljeskammel, man kan komme op på. Hele verden ser med, og mange får foreviget de symbolske ringe af en tatovør efterfølgende. OL er noget helt specielt. Netop derfor er der også atleter, der slås med OL-blues i tiden efter et af karrierens største højdepunkter, fortæller Nina Due Stagis, sportspsykologisk konsulent i Team Danmark.

”Vores undersøgelse viser, at ca. 35 pct. af atleterne oplever OL-blues. Det er et højere tal end efter OL i Tokyo, hvor ca. hver fjerde udviste tegn på OL-blues. Det er ikke noget enkelt svar på, hvorfor flere oplever OL-blues efter OL i Paris i forhold til Tokyo. En forklaring kan være, at OL i Tokyo var meget specielt med mange begrænsninger og uden tilskuere. Der kan der også være atleter, der var lettede over at komme hjem fra Tokyo og igen kunne kramme deres familie og venner.Derfor siger mange atleter, at de oplevede OL i Paris som et ’rigtigt’ OL med tusindvis af tilskuere, familie og venner på tribunerne og frihed til at opleve, hvordan et OL udfolder sig på alle mulige måder,” siger Nina Due Stagis.

Også i Norge og Sverige har man efter OL i Paris undersøgt OL-blues blandt atleterne. Resultaterne fra Danmark og Sverige er meget ens, mens det umiddelbart ser ud til, at flere norske atleter end svenske og danske oplever OL-blues. Her er det dog meget få atleter, der indgår i undersøgelsen og af den grund svært at sige noget repræsentativt om den del.

”Vi hører fra flere atleter, at fordi vi gennem flere år har arbejdet med begrebet OL-blues og fået et sprog for de følelser, man kan opleve som atlet efter et OL, er der denne gang flere, som genkender de følelser og taler åbent om dem. Det er meget positivt, for de negative følelser og tanker går over igen af sig selv for langt, langt de fleste atleter. De atleter, der har brug for en større indsats og en hjælpende hånd for at komme videre, tager vi selvfølgelig hånd om,” siger hun.

OL er et forstørrelsesglas

OL-blues defineres som ’depressed mood’. Dvs. nedtrykthed, dårligt humør og tristhed i ugerne eller

månederne efter OL. Det udmønter sig typisk ved, at man sætter spørgsmålstegn ved sin identitet som atlet, får en følelse af tomhed og manglede retning i livet og generelt har svært ved at finde fodfæste efter det store højdepunkt, som et OL typisk er.

Det er et almindeligt anerkendt fænomen, at man som menneske kan opleve tomhed, nedtrykthed og dårligt humør ved store skift eller ved opnåelse af store mål i livet. For når målet er nået, hvad skal der så ske, hvad skal næste projekt være? Den følelse kan blive forstærket af et OL, som forstærker alle følelser markant, fortæller Nina Due Stagis.

”OL er et kæmpe forstørrelsesglas på det, atleter også kan opleve efter andre mesterskaber, og det mange oplever efter større begivenheder i livet. Og ’the higher the highs’ betyder ofte ’the lower the lows. Derfor er OL-blues interessant ikke bare i et sportsligt perspektiv, men også i forhold til at forstå og håndtere, hvordan vi mentalt reagerer efter de skelsættende peaks, vi alle sammen møder i livet,” forklarer hun.

Mange årsager til OL-blues

Der kan være mange årsager til, hvorfor nogle atleter oplever nedtrykthed efter et OL. Ofret tusindvis af timer i træningslokalet, familiefødselsdage, dine venners bryllupper og meget, meget mere for at kæmpe for at opnå målet og lave det, man elsker.  Og fra den ene dag til den anden er det slut, og der bliver stille. Det er mentalt hårdt at gå fra 6. til 1. gear fra den ene dag til den anden, når OL er overstået.

Fænomenet er derfor ikke begrænset til OL. Man kunne også tale om EM- eller VM-blues. Men OL er inden for de fleste sportsgrene noget særligt, både fordi det kun afholdes hvert fjerde år, og fordi det sportsligt er det mest prestigefulde, og her interessen fra omverdenen og medierne er suverænt den største.

”Umiddelbart skulle man tro, at de atleter, der bliver ramt af nedtrykthed efter OL, er de atleter, der ikke har levet op til egne sportslige målsætninger. Men det er umuligt at forudse, hvem der bliver ramt. Det kan være en medaljetager eller en, der ryger ud af OL efter første konkurrence,” siger Nina Due Stagis.

Erfaringer skal bruges i LA

Efter både OL og PL i Tokyo og Paris har Team Danmarks sportspsykologiske team tilbudt kontakt til alle atleter, der har deltaget i legene.

”Nogle samtaler med atleterne varede halvanden time, mens andre blot varede fem minutter. Men fælles var, at uanset om atleterne have noget på hjertet eller ej, så var de enormt taknemmelige for opkaldet, og at vi tog deres mentale tilstand alvorligt,” siger Nina Due Stagis.

Om fire år tændes ilden i Los Angeles. Her vil der igen være fokus på OL-blues hos Team Danmark.

”Vi tager de erfaringer og den viden, vi har fået med os. Selv hos de atleter der ingen problemer havde, har der været stor taknemmelighed for den opmærksomhed, der har været omkring deres mentale tilstand. Vi kan konstatere, at OL-blues rammer en betydelig del af atleterne, og den viden bruger vi selvfølgelig i planlægningen frem til næste sommer-OL i Los Angeles,” siger hun.

Fakta: Om undersøgelsen

Alle atleter, der har deltaget til OL eller PL har modtaget to spørgeskemaer efter hjemkomst. Samtidig har

Team Danmarks sportspsykologiske konsulenter tilbudt enten telefonisk eller personlige samtale til atleter kort tid efter legene er afsluttet og igen ca. tre måneder efter hjemkomst. Resultaterne fra PL-atleterne forventes klar i starten af det nye år.

Undersøgelsen viste, at godt 35 pct. af atleterne udviste tegn på OL-blues. Efter OL i Tokyo var det 25 pct.

Team Danmark har også undersøgt forekomsten hos trænerne. Her udviste meget få trænere symptomer på OL-blues.

Fakta: Anbefalinger

Team Danmarks sportspsykologer har formuleret en række anbefalinger til atleter og forbund for at modvirke OL-blues.

• Vigtigt med evalueringer af OL-oplevelsen for atleterne inden afrejse fra OL- eller PL-byen eller kort tid efter hjemkomst.
• Fokus på genopladningsstrategier inden afrejse.
• Opmærksomhed på, hvor ”stort” OL opleves for atleterne inden afrejse.
• Atleter, der rejser alene til OL, er mere sårbare – kræver ekstra fokus.
• Vigtigt med struktureret plan for ugerne efter OL – gerne suppleret med ferie og løsere træningskrav / konkurrencer.