Smålandsfarvandet kan blive Danmarks næste og største nationalpark
Naturstyrelsen påbegynder nu en undersøgelse af, om et område på cirka 175.000 hektar ved Smålandsfarvandet har potentiale til at blive Danmarks sjette nationalpark.
Forligskredsen bag nationalparkloven (S, V, M, LA, K, DF, SF og RV) er blevet enige om at igangsætte en forundersøgelse i Smålandsfarvandet for at vurdere, om området egner sig til at blive en ny nationalpark.
En forundersøgelse består af en gennemgang af naturområder og kulturhistorie, en landskabsanalyse og en vurdering af potentialet for turisme og erhverv. Samtidig skal der afholdes en række borgermøder, ekskursioner og workshops samt sikres inddragelse af lokale ressourcepersoner.
”Naturen ved Smålandsfarvandet er specielt kendetegnet ved en lang række marine og kystnære naturtyper med laguner, sandbanker, sandenge og rev. Nu går arbejdet i gang med at undersøge, om en nationalpark i Smålandsfarvandet kan skabe værdi for naturen, lokalsamfundet og de mange danskere, der ønsker at få større naturoplevelser tættere på,” siger miljøminister Magnus Heunicke.
Det kræver en række undersøgelser at finde potentielle områder, der opfylder kriterierne for oprettelsen af en nationalpark. Derfor har Naturstyrelsen i løbet af efteråret 2023 foretaget en screening af Danmark for at danne et overblik over, hvor der er områder, som vil egne sig som nationalpark. Screeningen er foretaget ud fra de kriterier, der fremgår af nationalparkloven. Det omfatter bl.a. hensyn til natur, landskab, geologi, kulturhistorie, forskning, formidling samt udvikling af det lokale samfund og erhvervsliv.
Resultaterne af screeningen er blevet forelagt forligskredsen, der har valgt at gå videre med Smålandsfarvandet.
Naturstyrelsen tager hul på forundersøgelsen i 2025 og forventes at have resultaterne af forundersøgelsen i 2026. Når forundersøgelsen er afsluttet, vil resultaterne blev forelagt forligskredsen, der skal tage stilling til, om området skal være en nationalpark.
Forligskredsen udtaler:
Erling Bonnesen, miljøordfører for Venstre:
"Nationalparker baseret på stor lokal frivillig inddragelse er et godt koncept, som vi i Venstre har præget i høj grad i udviklingsfasen. Det har høj prioritet, at styrke formidlingen af områdernes betydningsfulde natur- og kulturværdier med fokus på både benyttelse og beskyttelse. Nu igangsættes forundersøgelsen og jeg ser frem til at se og høre om resultatet,
herunder potentialerne inden for natur, kultur, turisme, erhverv mv. og hvordan man lokalt vurderer mulighederne."
Henrik Frandsen, miljøordfører for Moderaterne:
"Jeg er så heldig, at jeg selv bor i en nationalpark, på Rømø i Vadehavet, så jeg ved, hvilken værdi det giver - for naturen, for lokalsamfundet, for turister og for alle danskere, at et område bliver udnævnt til nationalpark. Der er ingen tvivl om, at Smålandsfarvandet har en helt unik, marin natur, og jeg er meget glad for, at Naturstyrelsen går videre med at undersøge, om området har potentiale til at blive Danmarks sjette – og største - nationalpark."
Pernille Vermund, miljøordfører for Liberal Alliance:
”Vi ved, at nationalparkerne har stor betydning, særligt for turismen. Jeg synes, der er noget rigtig fint ved, at vi med en ny nationalpark i Smålandsfarvandet kan fremvise noget af det unikke ved Danmark, nemlig vores øer og øhav, og samtidig forhåbentlig tiltrække nogle turister til en del af Danmark, som ofte bliver overset.”
Marianne Bigum, naturordfører for Socialistisk Folkeparti:
"Hele området omkring Smålandsfarvandet er utrolig spændende. Det lille område nord for Knudshovedodde er et af de få områder i vores danske indre farvande, som er i god økologisk tilstand. Jeg håber, at udpegningen af området som en mulig nationalpark, vil anspore staten og kommunerne til at levere indsatser, der støtter op om de internationale løfter om at vende tabet af biodiversitet og sikre reel beskyttelse af naturen, herunder målsætninger om mindst 30% beskyttelse jf. Biodiversitetsrådets anbefalinger."
Katrine Robsøe, miljøordfører for Radikale Venstre:
"Med en forundersøgelse for det der kan blive Danmarks største nationalpark, tager vi de første spadestik mod mere natur og gode oplevelser i den."
Thomas Monberg, miljøordfører for Socialdemokratiet:
”Vi skal have meget mere natur i Danmark. Derfor er jeg enormt glad for, at vi forhåbentlig snart får en sjette nationalpark i Danmark, med store sammenhængende naturområder. Nu sætter vi gang i en god proces med inddragelse af lokalsamfundet, som selvfølgelig også skal kunne se meningen i, at netop Smålandsfarvandet bliver Danmarks næste nationalpark.”
Fakta
- Nationalparkerne skal bl.a. styrke formidlingen af områdernes betydningsfulde natur- og kulturværdier, for at bevare og styrke naturens kvalitet og mangfoldighed og for at skabe større sammenhængende naturområder og landskaber af national og international betydning.
- En forundersøgelse består af en gennemgang af naturområder og kulturhistorie, en landskabsanalyse og en vurdering af potentialet for turisme og erhverv. Samtidig er formålet at afklare den lokale opbakning som er en forudsætning for en fremtidig udpegning. Der skal derfor afholdes en lang række borgermøder, ekskursioner og workshops samt sikres inddragelse af lokale ressourcepersoner.
- Der er i dag fem nationalparker i Danmark: Nationalpark Thy, Nationalpark Mols Bjerge, Nationalpark Vadehavet, Nationalpark Skjoldungernes Land og Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Yderligere oplysninger:
Presserådgiver Malena Chandrasekaran Pirasath, Miljø- og Ligestillingsministeriet, tlf. 21 72 53 93
Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Politisk flertal forstærker den målrettede kontrol af sprøjtemidler11.4.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Aftalepartierne bag sprøjtemiddelstrategien har besluttet at forstærke den målrettede kontrollen ud fra landmændenes sprøjtejournalindberetninger, så 120 virksomheder udtages til fysisk kontrol på baggrund af indberetningerne. Samtidig nedsætter aftalepartierne en taskforce, der skal komme med konkrete forslag til, hvordan reglerne på sprøjtemiddelområdet kan styrkes yderligere og kontrolleres bedre.
Villakvarterer trues af oversvømmelser: Staten og Aarhus Kommune går sammen om klimatilpasning10.4.2025 12:13:29 CEST | Pressemeddelelse
Miljøminister Magnus Heunicke underskriver i dag en forståelsesaftale med Aarhus Kommune for at bidrage med viden og vejledning i kommunens arbejde med at undersøge muligheder for klimatilpasning af et lavtliggende beboelsesområde i Vejlby Risskov. Her er villakvarterer truet af oversvømmelser, der kan medføre store samfundsøkonomiske tab, omkostninger for boligejere og samtidig gå ud over den rekreative benyttelse af naturen i området.
Nyt fund kan lede til forbud mod ukrudtsmiddel7.4.2025 12:48:18 CEST | Pressemeddelelse
De nyeste resultater fra Miljøstyrelsens varslingssystem for pesticider viser udvaskning af ukrudtsmidlet propyzamid over kravværdien for pesticider i grundvand. Det giver nu anledning til en vurdering af, om anvendelsen af ukrudtsmidlet skal forbydes eller begrænses.
Rent drikkevand: 206 millioner kroner til målrettet beskyttelse3.4.2025 13:01:06 CEST | Pressemeddelelse
Miljøminister Magnus Heunicke har sammen med aftalekredsen bag Grøn Fond i dag præsenteret en ny politisk aftale om fortsættelsen af Drikkevandsfonden i 2026 og 2027.
Presseinvitation til doorstep: Ny aftale om bedre beskyttelse af drikkevand3.4.2025 10:09:46 CEST | Pressemeddelelse
Miljøminister Magnus Heunicke præsenterer i dag sammen med aftalepartierne bag Grøn Fond (S, V, M, SF, K, EL og RV) en ny aftale på 206 mio. kr. til beskyttelse af drikkevand. Doorstep finder sted i gården i Miljø- og Ligestillingsministeriet på Frederiksholms Kanal 26, 1220 København K torsdag den 3. april klokken 12.00. Der er adgang for pressen fra klokken 11.30. Tilmelding til doorstep skal ske ved mail til presse@mim.dk. Ved spørgsmål kan presseafdelingen kontaktes på telefon: +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS).
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum