Epokegørende forskning inden for sendiabetiske komplikationer hædres med Hagedorn Prisen
10.12.2024 11:00:00 CET | Novo Nordisk Fonden | Pressemeddelelse
Hagedorn Prisen 2025 tildeles professor og overlæge Peter Rossing for fremragende forskning, der har været epokegørende inden for sendiabetiske komplikationer, med særligt fokus på nyresygdom. Hagedorn Prisen på 1,5 mio. kr. uddeles årligt af Dansk Selskab for Intern Medicin (DSIM) og Novo Nordisk Fonden.

Peter Rossings imponerende forskning inden for diabetisk nefropati har ført til bedre behandling af kronisk nyresygdom med og uden diabetes, hvilket har haft afgørende betydning for flere patientgrupper.
”Peter Rossing anerkendes for sin fremragende videnskabelige indsats for mennesker med kronisk nyresygdom. Hans forskning i den kliniske håndtering af diabetisk nefropati har ført til godkendelse af nye lægemidler og behandlingsprincipper, som har medført faldende dødelighed og sygdomsbyrde. Hans forskning har været skelsættende og været med til at sikre Danmarks fortsatte førerposition inden for den intern medicinske forskning. Derfor er vi i selskabet beærede over at kunne tildele Peter Rossing Hagedorn Prisen 2025,” fortæller Tavs Qvist, forperson i Dansk Selskab for Intern Medicin.
Selv fortæller Peter Rossing, at han er utrolig glad og stolt over at modtage prisen: ”Hagedorn Prisen er en stor anerkendelse af det arbejde, vi som gruppe og hospital leverer. Det er en holdindsats at levere de her resultater, og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi har fantastiske folk og rammer.”
Positiv effekt på en helt anden patientgruppe
Til trods for hans speciale i endokrinologi er han indstillet af Dansk Nefrologisk Selskab, hvilket understreger hans forsknings store betydning inden for behandling af nyresygdom.
”De sidste 5-6 år er der sket utroligt meget på området, og jeg har været involveret i flere studier med fokus på at bremse nyresygdom. Et af de studier, jeg har været med til at lave, viste, at en blodsukkersænkende behandling virkede godt mod nyresygdom, uanset om patienten havde diabetes eller ej,” fortæller Peter Rossing.
På den måde har Peters retningslinjer for behandling af nyresygdom med diabetes været helt afgørende for nyrepatienter – også uden diabetes. En patientgruppe, der altid har været svær at behandle. Og netop overlappet mellem specialer, mener Peter, er helt afgørende i forskningen i intern medicin.
”I specialerne skal vi finde sammen på tværs, så vores forskning ikke bliver for isoleret. Det er vigtigt, at vi ser patienterne som hele personer og behandler dem ud fra den indstilling,” fortæller Peter.
I Hagedorns spor
Peter Rossing er tidligere blevet anerkendt med flere internationale og nationale hædersbevisninger for sin forskning. Han har blandt andet modtaget Minkowski Prisen i 2005 og Golgi Prisen i 2016, begge fra European Association for the Study of Diabetes (EASD).
Alligevel betyder Hagedorn noget helt særligt for ham.
”Hagedorn har haft en kolossal betydning for arbejdet med diabetes. Han var grundlægger af det hospital, som Steno Diabetes Center lå i indtil 2021, og hans gamle hus har vi bl.a. brugt som mødelokale. Det er derfor noget helt særligt at modtage Hagedorn Prisen, fordi han har skabt grundlaget for hele mit arbejde,” fortæller Peter Rossing, der i år også kan fejre 25-års jubilæum.
Peter Rossing modtager prisen på DSIM’s årsmøde 2025 den 14. marts.
Om Hagedorn Prisen
Hagedorn Prisen blev oprettet af Dansk Selskab for Intern Medicin i 1966 i anerkendelse af dr.med. Hans Christian Hagedorns indsats inden for lægevidenskab. Hagedorn var gennem sin karriere en af Danmarks førende forskere inden for behandling af diabetes. Prisen uddeles af selskabet på dets årsmøde som belønning for en fremragende forsknings- eller udviklingsindsats inden for et område af dansk intern medicin. Prisen er på 1,5 mio. kr., opdelt i 250.000 kr. som en personlig pris, og 1,25 mio. kr. til forskning eller udviklingsarbejde. Med prisen følger tildelingen af Hagedorn Medaljen.
Om Dansk Selskab for Intern Medicin
Dansk Selskab for Intern Medicin (DSIM) er en paraplyorganisation for de ni interne medicinske specialer i Danmark og har tæt på 4.500 medlemmer. DSIM har til formål at fremme det videnskabelige studium af den interne medicin og efteruddannelsen af fagets speciallæger. Selskabet blev oprettet i 1916. Dets bestyrelse består af ni medlemmer, der udpeges af de ni interne medicinske specialeselskabers bestyrelser.
Yderligere information:
Peter Rossing, professor og overlæge, Steno Diabetes Center Copenhagen: peter.rossing@regionh.dk, tlf.: +45 309 13383
Kontakter
Christian MostrupPressechefNovo Nordisk Fonden
Tlf:+ 45 30674805cims@novo.dkBilleder

Om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden blev etableret i 1924 som en dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål. Fondens vision er at fremme menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed. Fonden arbejder for at styrke forskning og innovation inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme samt infektionssygdomme. Derudover søger den at bidrage til udvikling af viden og løsninger, der understøtter den grønne omstilling af samfundet.
Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Seks undervisere og pædagoger hyldes for at fremme børn og unges interesse for naturfag18.3.2026 12:05:00 CET | Pressemeddelelse
Novo Nordisk Fondens undervisningspriser for 2026 går til seks engagerede undervisere og pædagoger på tværs af Danmark og Færøerne.
Filantropisk partnerskab støtter forskning i brugen af AI i sundhed20.2.2026 02:30:00 CET | Pressemeddelelse
Gates Foundation, Novo Nordisk Fonden og Wellcome vil støtte lokale aktører i at evaluere AI-værktøjer, der har potentiale til at forbedre sundhedsresultater i lav- og mellemindkomstlande. Den første ansøgningsrunde, som nu er åben, fokuserer på veletablerede AI-værktøjer, der understøtter beslutningstagning i primær- og lokalsundhedsindsatser.
Borgernære indsatser viser nye veje til mere lighed i sundhed – og skal nu udbredes til flere30.1.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Effektive løsninger på ulighed i sundhed skal nå endnu flere gennem et nyt program fra Novo Nordisk Fonden. Fonden har afsat 100 millioner kroner til programmet, som udmøntes over to år. De første 50 millioner kroner er bevilget til fire nytænkende projekter.
Nyt globalt konsortium har til formål at transformere antibiotikaforskningen for at bekæmpe den voksende AMR-krise22.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Filantropiske partnere investerer 60 millioner dollars i støtte til samarbejdsforskning for at fremskynde opdagelsen af næste generations antibiotika
Novo Nordisk Fonden foreslår nye kandidater til valg til bestyrelsen i Novo Nordisk A/S21.10.2025 14:11:02 CEST | Pressemeddelelse
Novo Nordisk A/S meddelte tidligere i dag, at selskabet har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at vælge nye medlemmer til dets bestyrelse. Novo Nordisk Fonden er enig i denne beslutning og foreslår nye bestyrelsesmedlemmer, herunder Lars Rebien Sørensen som formand og Cees de Jong som næstformand for selskabets bestyrelse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum