Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen rejser til Sydøstasien for at åbne ambassade i Malaysia og se på mulig rekruttering af udenlandsk arbejdskraft fra Filippinerne
Sydøstasien er en region i en rivende økonomisk udvikling og en central arena i den geopolitiske brydningstid. Derfor styrker Danmark nu sine diplomatiske og kommercielle bånd til Malaysia og Filippinerne.
Den officielle åbning af en ny dansk ambassade i Malaysia, rekruttering af udenlandsk arbejdskraft fra Filippinerne og udviklingen i Det Sydkinesiske Hav. Det er blot nogle af punkterne på dagsordenen, når udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er på rejse i Sydøstasien fra 9-12. december.
Det er første gang en dansk udenrigsminister besøger Filippinerne siden 1999 og Malaysia siden 2007.
Rejsen indledes mandag i Filippinernes hovedstad Manila, hvor den danske udenrigsminister mødes med udenrigsminister Enrique Manalo for at diskutere et tættere samarbejde med et land i en imponerende økonomisk udvikling. Filippinernes vækstrate de næste 10 år spås at blive blandt de højeste i verden, og de markedsudsigter gør Filippinerne attraktivt for danske virksomheder. Dertil vil udenrigsministeren overvære indgåelsen af en række nye aftaler mellem landene inden for sundhed, digitalisering og rekruttering af udenlandsk arbejdskraft.
"Danmark står over for en demografisk udfordring med en aldrende befolkning, hvor vi inden for ganske få år vil mangle hænder inden for sundheds- og ældresektoren. Samtidig er der i Filippinerne en årtier lang tradition for at emigrere, arbejde og efteruddanne sig i udlandet. Jeg ser frem til at drøfte, hvordan Danmark kan tiltrække mere kvalificeret udenlandsk arbejdskraft og i fremtiden få flere af de to millioner filippinere, der hvert år rejser ud, til at vælge Danmark til," siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Udenrigsministeren vil desuden aflægge et visit hos den filippinske kystvagt. Både Filippinerne og Malaysia grænser op til Det Sydkinesiske Hav, der har været omdrejningspunkt for en række geopolitiske spændinger de seneste år. Besøget bliver en mulighed for at høre om Filippinernes erfaringer.
I Malaysia vil Lars Løkke Rasmussen deltage i den officielle åbning af Danmarks nye ambassade i Kuala Lumpur. Omkring 100 danske virksomheder opererer i landet, hvor god infrastruktur, politisk stabilitet og adgang til kvalificeret engelsktalende arbejdskraft gør Malaysia attraktivt at investere i. Potentialet er imidlertid større.
"Åbningen af ambassaden i Malaysia ligger i naturlig forlængelse af regeringens ønske om at række mere ud til Det Globale Syd. Sydøstasien vil de kommende år vokse markant både økonomisk og befolkningsmæssigt, så det er klogt med øget diplomatisk tilstedeværelse. Malaysia ønsker desuden at blive klimaneutralt i 2050. Det kræver investeringer i den grønne omstilling, og det er indlysende interessant for danske virksomheder, der har masser af viden, kompetencer og løsninger at tilbyde," siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Udover ambassadeåbningen vil udenrigsministeren desuden have politiske drøftelser med Malaysias premierminister Anwar Ibrahim og andre regeringsrepræsentanter samt mødes med danske virksomheder, der er aktive i landet.
Malaysia er et højere mellem-indkomstland, og Verdensbanken forudser, at landet kan opnå højindkomststatus i løbet af 2028. Malaysia er det næstmest velstående land i regionen efter Singapore.
For yderligere info, kontakt presserådgiver Carl-Emil Søe +45 21 63 89 86 eller pressevagten@um.dk
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn13.1.2026 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde tirsdag den 13. januar 2026 kl. 10.15.
Dansk eksport i november 20259.1.2026 15:30:18 CET | Pressemeddelelse
I november 2025 steg Danmarks samlede eksport 0,7 pct. i forhold til oktober. Årsstigningstakten, dvs. de seneste 12 måneder i forhold til 12 måneder forud, var 4,9 pct.
Joint statement by the Nordic Foreign Ministers on Greenland6.1.2026 18:31:17 CET | Pressemeddelelse
Joint statement by the Foreign Ministers of Denmark, Finland, Iceland, Norway and Sweden on 6 January 2026.
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn6.1.2026 09:38:47 CET | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde tirsdag den 6. januar 2026 kl. 18.00.
Danmark sender støtte til to af de værste humanitære kriser i verden30.12.2025 17:17:50 CET | Pressemeddelelse
Danmark bidrager med yderligere 85 millioner kroner til Sudan og Gaza.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum