”Vi har brug for at kunne tiltrække arbejdskraft fra hele verden”
Hos DEIF i Skive producerer de højteknologiske styringsløsninger til energiproducerende anlæg på det globale energi- og marinemarked. Virksomheden har i alt 550 medarbejdere fordelt i 13 lande, og alene i Skive er der 33 medarbejdere med andet modersmål end dansk, så når der er behov for at tiltrække nye, højtuddannede kolleger med specialistviden, er det ikke altid tilstrækkeligt med en annonce i den lokale avis eller på en dansk jobportal.

For at ruste sig bedre til at tiltrække den rette arbejdskraft, har DEIF deltaget i det EU-støttede projekt ”Kompetencer til et grønt Danmark” som både har til formål at skaffe grønne kompetencer fra ind- og udland til virksomheder over hele landet – og dermed afhjælpe akutte udfordringer med mangel på kvalificeret arbejdskraft – og opkvalificere virksomhedernes kompetencer på rekrutteringsområdet. Det sker f.eks. gennem talenttiltrækningskampagner som ”State-of-Denmark”, som DEIF har været en del af de seneste to år, og gennem målrettede virksomhedsforløb.
”Vi er en virksomhed, som i høj grad har brug for medarbejdere med specialistviden, så den ”pulje”, som vi kan rekruttere talenter fra, er naturligt begrænset. Derfor er det afgørende, at vi fokuserer på at øge vores synlighed og positionere DEIF som en attraktiv arbejdsplads – både lokalt og internationalt. State-of-Denmark-kampagnen har vist sig som en værdifuld platform, som har ført til dialog med spændende profiler fra forskellige lande. Vi lægger stor vægt på at fremhæve de mange kvaliteter og karrieremuligheder, vi kan tilbyde, så potentielle kandidater husker os – også på længere sigt”, udtaler Anders Grube Overgaard, som er HR konsulent hos DEIF.
Intelligente energiløsninger
DEIFs avancerede produkter og løsninger sælges til kunder i hele verden. Løsningerne kan sidde i solcelleanlæg eller i vindmøller, men kan også sørge for pålidelig strømleverance til hospitaler og datacentre, strømstyring ombord på skibe og til marinemarkedet generelt. Løsningerne er med til at håndtere kritisk infrastruktur og skabe balance i elnettet ved at tilføje batteristrøm eller skifte mellem energikilder, når dette kræves. Og den stigende intelligens i systemerne øger behovet for avanceret elektronik. På dette område er DEIF stærke og har løbende behov for topkvalificerede medarbejdere.
”Al udvikling, test og produktion foregår i Skive på vores topmoderne fabrik, som stort set et selvforsynende med energi fra nye varmepumper og solceller på tag og højlager. Vi fokuserer intensivt på bæredygtighed og har et dybfølt ønske om at gøre en særlig forskel i den grønne omstilling med særligt fokus på reduktion af CO2 udledning i hele forsyningskæden. Samtidig gør vi en aktiv indsats for at inspirere og hjælpe vores kunder over på nogle mere bæredygtige løsninger”, fortæller Anders Grube Overgaard.
Fuld fart fremad
Arbejdet med bæredygtighed i DEIF er ikke gået ubemærket hen. Virksomheden har vundet flere priser, blandt andet for forretningsudvikling i forbindelse med etableringen af den nye fabrik og for arbejdet på klima- og miljøområdet. Det har også kastet en prestigefuld ESG-pris af sig, da revisionsfirmaet EY uddelte priser for erhvervsudvikling i Danmark.
”Vi skal fortsætte det momentum, som vi i DEIF oplever lige nu. Derfor er det afgørende, at vi formår at rekruttere de bedste talenter i branchen – både nationalt og internationalt. Vi deltager derfor også i et virksomhedsforløb med Business Region MidtVest, som også er en del af initiativet Kompetencer til et Grønt Danmark. Forløbet har fokus på at styrke vores tilgang til international rekruttering, hvilket giver stor værdi for vores virksomhed. Det er en stor fordel for os, at vi kan drage nytte af de muligheder, som det danske erhvervsfremmesystem tilbyder ”, slutter Anders Grube Overgaard.
Fakta om projektet
"Kompetencer til et grønt Danmark" hjælper danske virksomheder med at få tilført nye efterspurgte kompetencer for at sikre deres fortsatte vækst og Danmarks grønne omstilling. Den nuværende udbredte mangel på arbejdskraft rammer små- og mellemstore virksomheder (SMV'er) særligt hårdt, hvorfor projektet skaber en samlet national indgang til velkvalificeret arbejdskraft gennem tre hovedindsatser:
- Tilknytning af velkvalificeret arbejdskraft, der allerede er i Danmark (ledige akademikere, seniorer og udenlandske studerende)
- Tiltrækning af velkvalificeret arbejdskraft direkte fra udlandet (højtuddannede og faglærte med kompetencer til grøn omstilling)
- Kompetenceudvikling der styrker SMV'er (så ledelse og medarbejdere er i stand til at tiltrække og onboarde velkvalificeret arbejdskraft)
Kompetencer til et grønt Danmark har til formål at skaffe grønne kompetencer fra ind- og udland til SMV’er over hele landet – og dermed afhjælpe akutte udfordringer med mangel på kvalificeret arbejdskraft. Dette gøres konkret ved at iværksætte aktiviteter, der skal skabe kontakt mellem virksomheder og talent i Danmark, tiltrække talent uden for Danmark og gøre virksomhederne klar til at modtage ny arbejdskraft og kompetenceudvikle ledige.
Indsatsen drives af Copenhagen Capacity og er en investering af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, bl.a. finansieret af midler fra Socialfonden (ESF+) og støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Projektet modtager i alt 41 mio. kr. fra EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Læs mere om tilbud til din virksomhed på Virksomhedsguiden.dk eller kontakt dit lokale erhvervshus.
Om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse skal bidrage til at styrke udviklingen i dansk erhvervsliv. Det sker ved at fremme en sammenhængende, efterspørgselsdrevet og lokalt forankret erhvervsfremme- og turismeindsats for virksomheder på tværs af hele Danmark.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse igangsætter og finansierer decentrale erhvervsfremmeindsatser, der tager højde for forskelle i de regionale og lokale erhvervsmæssige udfordringer, muligheder og prioriteter.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
”Jeg gik fra at være produktfokuseret iværksætter til at lande investeringer og skalere”18.12.2025 15:49:29 CET | Pressemeddelelse
Hun havde helt styr på finansiel rådgivning, men manglede viden om opstart af virksomhed. Grundlægger i AI-virksomheden Dreamplan, Stine Kalmer Jørgensen, fik vejledning og udviklet kompetencer gennem tilbud, der nu leveres af Virksomhedsudvikling Danmark. Det hjalp hende med at rejse kapital og udvide medarbejderstaben med 12 ansatte. I dag er de 30 medarbejdere, platformen er solgt til flere finansielle aktører og har rundet over 1 mio. brugere.
Millioner til cirkulære løsninger i SMV’er skal skabe bæredygtig vækst2.12.2025 13:41:57 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse investerer over 92 mio. kr. i cirkulære løsninger i små og mellemstore virksomheder, så de kan øge konkurrenceevnen ved at udnytte deres ressourcer endnu mere effektivt. Der er nu åben for ansøgninger til at få midler.
Nyt innovationsløft skal ruste sjællandske virksomheder til fremtidens udfordringer26.11.2025 17:04:01 CET | Pressemeddelelse
Små og mellemstore virksomheder i Region Sjælland får nu bedre muligheder for at udvikle nye produkter og services, da Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse åbner for ansøgninger til innovation i SMV’er. 83 mio. kr. skal styrke sjællandske virksomheders samarbejde om innovation og test af løsninger til fremtidens markeder.
Trecifret millioninvestering til erhvervsfyrtårne forstærker danske styrkepositioner21.11.2025 10:43:57 CET | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse står bag en ny markant investering i at udvikle udvalgte erhvervspotentialer til nye markedsmæssige styrkepositioner, der styrker danske SMV’ers produktivitet. Indsatsen er målrettet innovation, testfaciliteter og kvalificeret arbejdskraft.
Trecifret millionindsprøjtning skal få danske SMV’er i front med cirkulær økonomi13.11.2025 14:05:39 CET | Pressemeddelelse
Små og mellemstore virksomheder kan stå for en stor del af de løsninger, som skal få Danmark i mål med klimamålsætningerne – og det kan der være rigtig god forretning i. Derfor investerer Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse 272 mio. kr., der skal styrke over 200 SMV’ers arbejde med at reducere affaldsmængden og øge genanvendelse, mens de øger ressour-ceeffektiviteten.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
