Økonomisk Redegørelse: Dansk økonomi står fortsat stærkt
Mens mange europæiske økonomier er stagneret de seneste år, fortsætter dansk økonomi med at have pæn vækst, og beskæftigelsen er fortsat med at stige. Væksten vil efterhånden aftage til et moderat niveau, mens beskæftigelsen vil forblive høj. Danskernes købekraft styrkes som følge af blandt andet skattelettelser og lønstigninger. Det viser den nye prognose i Økonomisk Redegørelse.
Den stærke fremgang i dansk økonomi fortsætter. Væksten i BNP skønnes til omkring 3 pct. både i år og næste år. Først i 2026 ventes en mere moderat BNP-vækst på 1,7 pct. Særligt medicinalindustriens produktion og eksport trækker op i væksten i alle tre år. Samtidig ventes en bedring på de danske eksportmarkeder og øget indenlandsk efterspørgsel at bidrage til en bredere fremgang på tværs af brancher. International arbejdskraft er også medvirkende til, at dansk økonomi fortsat er stærk.
Beskæftigelsen skønnes at udvikle sig relativt svagt i 2025 og 2026. Det skal ses i lyset af, at virksomhederne forventes at tilpasse deres behov for arbejdskraft i forlængelse af en svag produktivitetsvækst i de seneste år. Beskæftigelsen vil dog fortsat være meget høj.
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
”Dansk økonomi står fortsat stærkt. Vi har høj vækst, høj beskæftigelse, og købekraften er styrket. Og jeg synes, det giver anledning til at rose danske virksomheder og alle deres dygtige medarbejdere. Og så må vi også sige, at kvalificeret international arbejdskraft er en drivkraft i dansk økonomi. Den danske medicinalindustri er samtidig central for den vækst, vi ser i disse år. Men der er også andre sektorer, der bidrager til fremgangen, så vi nu ser vækst mere bredt forankret i vores økonomi.”
Danskernes købekraft ligger for mange tæt på eller over niveauet før perioden med høj inflation, og der er udsigt til yderligere fremgang over de næste år. Det skyldes blandt andet, at danskerne kan se frem til skattelettelser, forhøjet ældrecheck og yderligere lønstigninger.
Økonomiminister Stephanie Lose siger:
”Det er meget positivt, at danskernes købekraft ser ud til at blive styrket. Tryghed om danskernes privatøkonomi er en topprioritet for regeringen. Og det er godt, at inflationen igennem længere tid har ligget på et lavt niveau. Samtidig har vi truffet politiske beslutninger, som blandt andet betyder, at der fra januar kommer 5 mia. kr. i skattelettelser ud til danskerne. Og vi har også lavet en permanent forhøjelse af ældrechecken på op til 5.000 kr., som 300.000 folkepensionister får ind på kontoen i løbet af det nye år. Så det er alt sammen konkrete tiltag, som er med til at styrke danskernes købekraft og sørge for, at flere helt almindelige danske familier får en økonomisk håndsrækning til at betale regningerne.”
Husholdninger er stadig forsigtige og holder lidt igen på forbruget. Det sker på bagkant af en periode med høj inflation og højere renter samt fortsat stor usikkerhed knyttet til den geopolitiske situation. Husholdningernes tilbageholdenhed synes ikke at gælde boligmarkedet. Handelsaktiviteten og boligpriserne er således fortsat op i 2024.
Usikkerheden i prognose er mest knyttet til forhold i udlandet. Det gælder ikke mindst en potentiel eskalering af geopolitiske og handelsmæssige spændinger mellem de største økonomier. Det vil også kunne påvirke dansk eksport og endvidere have betydning for forbrugslysten.
Kontakter
PressehenvendelserFor yderligere information, kontakt pressetelefonen på tlf. 23 61 64 86 (modtager ikke SMS).
oem.dkFølg pressemeddelelser fra Økonomiministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Økonomiministeriet
Dansk EU-formandskab opnår enighed om securitisering og tager vigtigt skridt mod opbygning af en europæisk opsparings- og investeringsunion19.12.2025 15:01:03 CET | Pressemeddelelse
Det danske formandskab har i dag opnået enighed i Rådet på den første forslagspakke under EU-Kommissionens strategi for opbygningen af en opsparings- og investeringsunion, der har til formål at udvikle effektive og integrerede kapitalmarkeder i EU. Opsparings- og investeringsunionen skal blandt andet øge mulighederne for at borgernes opsparinger kan blive til investeringer, der kan bidrage til flere finansieringsmuligheder for virksomheder og dermed fremme EU’s konkurrenceevne og vækst samt give bedre afkast for borgerne.
Dansk EU-formandskab leverer Rådsenighed om rammerne for udstedelse af en digital euro19.12.2025 15:00:30 CET | Pressemeddelelse
Det danske formandskab har i dag opnået enighed i Rådet om pakken for den fælles valuta, euroen, der bl.a. gør det muligt for ECB at udstede en digital euro.
Carl-Johan Dalgaard og Jakob Roland Munch fortsætter som overvismand og vismand17.12.2025 10:00:23 CET | Pressemeddelelse
Økonomiminister Stephanie Lose genudnævner Carl-Johan Dalgaard som formand for og Jakob Roland Munch som medlem af De Økonomiske Råds formandskab.
EU er enige om at holde bedre øje med omkostninger og gevinster ved ny EU-lovgivning for at reducere kommende byrder16.12.2025 21:22:27 CET | Pressemeddelelse
EU’s ministre for økonomi, finans og konkurrenceevne har fået til opgave at holde øje med gevinster og omkostninger for erhvervsliv og offentlige myndigheder fra den nye EU-lovgivning, der er på vej i alle rådsformationer i EU’s ministerråd.
Vigtige resultater på sidste møde for EU’s økonomi- og finansministre (ECOFIN) under dansk EU-formandskab12.12.2025 14:40:26 CET | Pressemeddelelse
Økonomisk støtte til Ukraine, byrdereduktion for virksomheder og styrkelse af EU’s kapitalmarkeder i fokus på ECOFIN.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum