Nu får borgerne også adgang til sundhedsoplysninger fra speciallægerne på sundhed.dk
4.12.2024 07:02:46 CET | Danske Regioner | Pressemeddelelse
Fremover bliver det lettere for borgerne at få overblik over deres egen sundhed. Et stort og vigtigt skridt frem for borgernes og sundhedspersonalets indsigt, mener man hos Danske Regioner og Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS). Dermed realiserer Danske Regioner og Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) allerede nu et vigtigt element i regeringens sundhedsreform.

Mange danskere er allerede vant til at gå ind på den fælles sundhedsportal sundhed.dk, når de skal finde deres sundhedsoplysninger om alt fra laboratoriesvar til aftaler med lægen og sygehuset.
Nu bliver der endnu flere oplysninger at hente. Fra og med denne uge begynder de praktiserende speciallæger også at dele sundhedsoplysninger fra patienternes besøg på sundhed.dk.
På den måde undgår borgerne at skulle forklare til sygehuset eller deres egen læge, hvad speciallægen har fortalt dem, fordi oplysningerne nu sendes struktureret ind. Samtidig får de langt større indsigt i deres egen sundhed og hvad de fejler, og sygehusene undgår at skulle starte forfra og bruge ressourcer på dobbeltundersøgelser og på at stille diagnoser på ny. Det er et rigtig godt eksempel på det dataunderstøttede sundhedsvæsen, som sundhedsreformen lægger op til.
En ny milepæl inden deling af sundhedsoplysninger
Hos Danske Regioner og Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS), der repræsenterer ca. 1000 praktiserende speciallæger, kalder man det et stort og vigtigt skridt frem.
”Der er tale om en milepæl inden for den gode deling af sundhedsoplysninger og ambitionerne om et borgernært sundhedsvæsen, at speciallægerne nu også deler deres oplysninger. Sygehusene deler allerede alle oplysninger med de praktiserende speciallæger. Nu bliver oplysningerne så også delt den anden vej.”
”Det vil gavne såvel borgerne som sundhedspersonalet på sygehusene, på privathospitalerne og hos de praktiserende læger og øge effektiviteten i sundhedsvæsenet”, siger Lars Gaardhøj, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN).”
Formanden for sundhed.dk, Trine Birk Andersen, fortsætter:
”Det er glædeligt, at sundhed.dk har taget endnu et skridt i retning af at blive det fælles sted, hvor danskerne kan gå hen og få alle oplysninger omkring deres sundhed, fordi sundhedsoplysningerne er samlet ét sted.”
Også hos formanden for FAPS, Ann-Louise Reventlow-Mourier, er der stor tilfredshed:
”Jeg er utrolig glad for, at regionerne og FAPS allerede nu er klar til at gennemføre den vigtige del af sundhedsreformen, som handler om et dataunderstøttet sundhedsvæsen. Det er afgørende, at patienternes sundhedsoplysninger er til stede for læger og andre medarbejdere, uanset hvor i sundhedsvæsenet patienterne skal behandles, så sundhedsvæsenet kan tilbyde den bedst mulige patientbehandling. Det er også en stor fordel for patienterne, at de selv kan følge med i deres patientforløb hjemme fra skærmen.”
Patienter kan begrænse adgangen
Oplysninger fra speciallægepraksis lægges ind i den løsning, Sundhedsjournalen, hvor sygehusene allerede deler journaloplysninger om borgerne. Der kan sundhedspersoner fra hele sundhedsvæsenet slå op og indhente oplysninger, men kun når det er til brug for aktuel sundhedsfaglig behandling af den enkelte patient.
Ifølge reglerne skal borgerne ikke give samtykke til, at deres sundhedsoplysninger vises på Sundhedsjournalen. Det gælder også de nye oplysninger fra de praktiserende speciallæger.
Borgerne kan dog vælge at markere specifikke oplysninger eller behandlingsforløb, så sundhedspersonale ikke har adgang til dem.
Alle opslag vil Sundhedsjournalen bliver logget, så borgerne altid kan se, hvem der har indhentet journaloplysninger om dem til brug for sundhedsfaglig behandling.
FAKTABOKS
Hvad får borgerne adgang til?
Borgerne får i første omgang mulighed for at se diagnosekoder og epikriser
Diagnosekoder er koder, der angiver hvilken sygdom eller skade, som er årsag til patientens kontakt med sundhedsvæsenet.
En epikrise er en skriftlig overlevering af lægefaglige oplysninger som den praktiserende speciallæge sender til patientens egen læge ved afslutning af et behandlingsforløb.
Senere vil der også blive adgang til de løbende journalnotater, som udfærdiges hver gang patienten har været hos en praktiserende speciallæge – ligesom det sker på sygehusene i dag.
FAKTABOKS
Hvilke speciallæger drejer det sig om?
Fremover vil alle praktiserende speciallæger sende sundhedsoplysninger til sundhed dk:
Øjenlæger, børne- og ungdomspsykiatere, plastikkirurger, psykiatere, neurologer, ortopædkirurger, kirurger, reumatologer, anæstesiologer, øre- næse- og halslæger, radiologer, dermatologer, børnelæger, interne medicinere og gynækologer
Nøgleord
Kontakter
Pressevagt
Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk
Billeder
Links
Om Danske Regioner
Danske Regioner er interesse- og arbejdsgiverorganisation for de fem regioner og har til opgave at yde en professionel betjening af Danske Regioners politiske ledelse.
Vi er den drivende kraft i udviklingen af sundhedsvæsenet, den førende stemme i den sundhedspolitiske debat, og vi arbejder for attraktive levevilkår og et godt miljø i alle dele af Danmark
Følg pressemeddelelser fra Danske Regioner
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Regioner
Danske Regioner fremtidssikrer Hjerteløberordningen og Hjertestarter-Netværket9.4.2026 06:39:10 CEST | Pressemeddelelse
Danske Regioner har besluttet at overtage driften af de to ordninger fra 1. januar 2028. Det får ikke nogen praktisk betydning for hjerteløberne eller ejere af hjertestartere registreret i netværket, men betyder, at ordningen overgår fra TrygFonden til regionerne.
Anders Kühnau på regionernes topmøde: Vi har vendt udviklingen i sundhedsvæsenet26.3.2026 10:29:51 CET | Pressemeddelelse
Sundhedsvæsenet står stærkt før sundhedsreformen. Ventetiderne er faldet, rekrutteringen er stærkt forbedret og de danske hospitaler er blandt de bedste i verden, siger Anders Kühnau i sin tale på regionernes politiske topmøde.
Danske Regioner til den kommende regering: Vi har brug for en national råstofstrategi nu!26.3.2026 07:15:19 CET | Pressemeddelelse
Regionerne vil sende 10 anbefalinger til den kommende miljøminister. Danske Regioner forslår blandt andet, at det skal gøres mere attraktivt at genanvende materialer frem for at bruge nye råstoffer. Og at naboer til råstofgrave skal kompenseres økonomisk.
Danske Regioners Topmøde har fokus på balancen mellem land og by25.3.2026 11:34:53 CET | Pressemeddelelse
Når Regionernes Politiske Topmøde slår dørene op to dage efter folketingsvalget, står Danmark med et nyt politisk landskab. Hvilke signaler har valgkampen sendt om balancen mellem land og by? Og blev udfordringerne med lægedækning, demografi og sammenhængskraft adresseret tydeligt nok? Det og meget andet er til debat, når Regionernes Politiske Topmøde løber af stablen i Aarhus torsdag den 26. marts.
Kunstig intelligens kan frigøre tid til behandling af patienter25.3.2026 07:22:56 CET | Pressemeddelelse
Regionerne er i gang med at udvikle en løsning med kunstig intelligens, der kan hjælpe med dokumentation i sundhedsvæsnet. I Region Syddanmark er personalet med til at skræddersy løsningen, der kan frigøre mere tid til patienter i fx psykiatrien. Næstformand i Danske Regioner ser mange perspektiver, og ledende overlæge hilser kunstig intelligens velkommen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
