Kommuner med den dårligste service til borgerne kæmper med højt sygefravær og har mange akademikere ansat
Ny omfattende analyse af kommuners produktivitet viser, at der er stor forskel på kommunernes evne til at levere en god service til borgerne. I de mest produktive kommuner får borgerne 20 til 25 procent bedre service for deres kommuneskat end i de kommuner, som leverer den dårligste service. De underpræsterende kommuner har det til fælles, at der er et højt sygefravær og mange akademikere blandt kommunernes ansatte, viser forskningen støttet af ROCKWOOL Fonden.

Kort ventetid, så den ældre borger får tilbudt en plejebolig hurtigt, når der er behov, gode folkeskoler med høj trivsel, som løfter elevernes faglige niveau – uanset hvor bogligt et hjem de kommer fra, effektive forløb i jobcenteret, så den sygemeldte hurtigt, kommer tilbage på arbejde. Sådan ser god kommunal service ud i praksis.
Men der er stor forskel på, hvor gode de 98 danske kommuner er til at levere god service og også på, hvor effektivt de udnytter borgenes skattekroner. Det viser et nyt forskningsstudie støttet af ROCKWOOL Fonden.
Med en nyudviklet analysemodel har professor dr. merc. Peter Bogetoft fra CBS sammen med forsker og konsulent ph.d. Jesper Wittrup kortlagt service og produktivitet i de danske kommuner i perioden 2009 til 2021.
Og forskellene er markante: Der er mærkbar forskel på den service, som borgerne kan modtage i de forskellige danske kommuner.
Blandt kommunerne med den bedste generelle service finder vi Lemvig, Allerød og Billund, mens den gennemsnitlige borger vil få væsentligt ringere service i kommuner som Faxe, Frederikssund og Gribskov. Generelt modtager nordjyder væsentligt bedre kommunal service end borgere i Vest- og Sydsjælland.
Nuanceret analyse af 55 indikatorer for service
At måle en kommunes serviceniveau og produktivitet er ingen enkel sag. Kommunerne løser mange forskellige opgaver under meget forskellige rammebetingelser - borgernes aldersfordeling, uddannelsesniveau, indkomst mv. varierer fx meget mellem kommunerne.
Analysemodellen her er væsentligt mere nuanceret end de metoder, der hidtil har været anvendt fx af Indenrigsministeriet og i CEPOS' årlige Kommuneanalyse.
Forskerne har nemlig analyseret den kommunale service ved hjælp af 55 serviceindikatorer - for alt fra skoler og dagtilbud til ældrepleje, kulturtilbud, beskæftigelsesindsats til anbringelser, tandpleje og veje - og har sammenholdt serviceniveauet med kommunens udgiftsniveau.
En række af de 55 serviceindikatorer er desuden kontrolleret for socioøkonomiske forskelle.
Høj kommuneskat er ingen garanti for god service
Kommuneskatten varierer mærkbart fra kommune til kommune, men en dyr kommuneskat er ikke altid lig med en god service til borgerne.
Analysen peger nemlig også på store produktivitetsforskelle mellem kommunerne i perioden siden 2009. De mest effektive kommuner er i stand til at levere 20-25 procent mere service til borgerne end de mindst produktive.
Blandt de mest produktive kommuner er Vejle, Middelfart og Herning, mens borgerne i Albertslund, Ishøj og Ballerup får langt mindre service for den skat, de betaler.
Højt sygefravær=lav produktivitet i kommunen
Årsagen til de store forskelle i kommunernes produktiviteter er efter alt at dømme blandt andet, at nogle kommuner har markant højere sygefravær blandt de kommunalt ansatte. Det gennemsnitlige sygefravær i kommunerne ligger omkring 13 procent (2021-tal), men tallet spænder over store forskelle: Kommuner med det laveste sygefravær ligger omkring 11 procent, mens de højeste ligger på ca. 18 procent.
Forskerne finder, at i kommuner med høj produktivitet er sygefraværet blandt de kommunalt ansatte markant lavere end i kommunerne som gennemsnit.
“Hvis en kommune har et gennemsnitligt sygefravær på 13 procent blandt sine ansatte og sygefraværet i nabokommunen er 12 procent, så har kommunen med det høje sygefravær alt andet lige ca. 1 procentpoint lavere produktivitet end nabokommunen, siger professor, dr.merc. Peter Bogetoft fra CBS.
Effektive kommuner har færre akademikere
Også graden af akademisering synes at have betydning. Den gennemsnitlige danske kommune havde i 2021 ca. 5 procent akademikere blandt sine ansatte, men også her er der store udsving mellem kommunerne, fra 4 procent i den lave ende og helt op til 11 procent.
“Vi kan se, at kommuner med mange akademiske medarbejdere leverer en dårligere service for skattekronerne, end de kommuner, som ikke har ansat så mange akademikere. Vores analyse viser, at effektive kommuner i højere grad end andre kommuner har modstået den generelle tendens til at ansætte flere akademikere i den kommunale administration,” siger Peter Bogetoft.
Når forskerne måler specifikt på kommunernes service og ser bort fra, hvor meget det koster at levere denne service, finder forskerne, at kommuner med lav service ofte har højt sygefravær og mange akademikere ansat.
Analysen har set på udviklingen i kommunal service og produktivitet over en lang tidsperiode, helt tilbage til 2009. Kommunerne er blevet en anelse mere produktive i perioden — ca. 4 procent, men det samlede kommunale serviceniveau er kun forbedret ganske lidt, da der på centrale områder faktisk er brugt færre midler per borger. Det gælder fx indenfor dagtilbud og ældrepleje.
Kunne frigive 16 til 27 mia. kr. om året
I Danmark er cirka en tredjedel af alle beskæftigede ansat i det offentlige, og af disse er ca. 60 procent ansat i kommunerne. Kommunerne står for over halvdelen af det individuelle offentlige forbrug, altså service til enkeltpersoner, og for ca. en tredjedel af det kollektive forbrug, fx vedligeholdelse af offentlige veje. Derfor er det ifølge Peter Bogetoft vigtigt at have viden om service og produktivitet i den kommunale sektor.
“Hvis alle kommuner havde samme produktivitet som de mest effektive kommuner, så kunne kommunerne samlet set spare mellem 16 og 27 mia. kr. om året (2021-tal) uden at forringe den service, de leverer til borgerne. Det svarer til 6 til 10 procent af kommunernes udgifter. Og i en kommunal virkelighed, hvor der ved de årlige budgetforhandlinger hvert år skal findes besparelser på driften, så er det jo beløb, der fx kunne afværge besparelser på skoler, dagtilbud, ældrepleje eller andre meget borgernære services,” siger Peter Bogetoft.
For borgerne handler en veldreven kommune ikke kun om færre servicebesparelser. I kommuner med høj produktivitet, er der brug for at kræve væsentligt færre skattekroner ind.
”En gennemsnitlig skatteyder betaler omkring 90.000 kr. om året i kommuneskat. Så det er jo ikke helt ligegyldigt, om kommunen får mest muligt ud af pengene eller om kommunen i virkeligheden kunne spare 10 procent af omkostningerne og opretholde samme serviceniveau," siger Peter Bogetoft.
Kontakter
Janni Brixenjournalist og pressekonsulent ROCKWOOL Fonden
Tlf:26235501jbr@rockwoolfonden.dkBilleder

Links
Om ROCKWOOL Fonden
ROCKWOOL Fonden er en upartisk og selvfinansieret fond. Vi leverer uafhængig forskning og viden om mulige løsninger på samfundets udfordringer.
ROCKWOOL Fonden blev etableret i december 1981, hvor seks medlemmer af Kähler-familien overdrog hvad der svarer til 25 % af aktierne i ROCKWOOL International. Fra starten var det et erklæret mål at bidrage med uafhængig, troværdig forskning til gavn for brede dele af befolkningen, og dette er siden blevet komplementeret med tilvejebringelse af viden om mulige løsninger på de udfordringer, samfundet står overfor.
For både forskning og interventioner er det overordnede mål at bidrage til en styrkelse af velfærdsstatens sociale og økonomiske bæredygtighed ved at skabe ny og uafhængig viden om og mulige løsninger på samfundsmæssige udfordringer.
Følg pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden
Danmark blandt de lande i EU med størst stigning i indvandreres uddannelsesniveau23.6.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Indvandrere til Den Europæiske Union er mere veluddannede end nogensinde før. En ny analyse fra ROCKWOOL Fonden Berlin viser, at andelen af indvandrere med en videregående uddannelse i 2024 har nået et rekordhøjt niveau og fortsætter den markante opadgående tendens, som har præget det seneste årti.
Kriminalitet blandt flygtninge på starthjælp smittede til deres naboer17.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ikke-danske borgere, som delte opgang med flygtninge, der modtog starthjælp, er mere kriminelle end naboer til flygtninge, der modtog den noget højere kontanthjælp. Den øgede kriminalitet blandt flygtninge, der modtog starthjælp, ser altså ud til at have spredt sig til deres naboer, viser et nyt forskningsstudie støttet af ROCKWOOL Fonden.
Ældre bliver i deres store boliger - børnefamilier klemmer sig sammen11.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Boligmarkedet er i høj grad ”låst” af ældre – mange af dem enlige - der holder fast i store boliger. Selv blandt de 75+- årige, bor langt over halvdelen i boliger med mindst fire værelser. Det binder de ældre til store boligudgifter, og gør det samtidig sværere for børnefamilierne at finde boliger med plads til alle. Og en lang række boligrelaterede tilskud er med til at forstærke den uhensigtsmæssige tendens.
Familieforsker: Fertilitetskrisen er overdrevet16.5.2025 09:05:33 CEST | Pressemeddelelse
Vi får færre børn og nye fremskrivninger af befolkningstallet i Danmark tegner et dystert billede af fremtiden. Men en ny analyse ser mere optimistisk på sagen, for børnene lader bare vente på sig, mens flere og flere kommende mødre tager en længere uddannelse.
Pigers karakterforspring skyldes i høj grad nye eksamensformer14.5.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forskellen mellem drenge og pigers karakterer ved folkeskolens afgangseksamen stiger, men pigernes forspring skyldes ikke alene flid og øget faglighed. Ny analyse viser, at størstedelen af forskellen i karakterer skyldes, at piger præsterer bedre ved en bestemt type afgangsprøver – nemlig de prøver, hvor eleverne forbereder et oplæg forud for eksamensdagen. Og den slags prøver er der kommet flere af de seneste ti år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum