Erhvervsrejser fra Billund Lufthavn fastholder solid vækst
2.12.2024 11:56:00 CET | Billund Lufthavn | Pressemeddelelse
November bød på fremgang i passagertallet i Billund Lufthavn. En del af væksten er drevet af stor efterspørgsel på erhvervsrejser.

Antallet af passagerer voksede i november 5,2 procent i forhold til samme måned sidste år. I alt gik 227.164 passagerer gennem terminalen. Væksten i passagertallet kan blandt andet aflæses hos de flyselskaber, som flyver til de store europæiske knudepunkter, som for eksempel Amsterdam, Paris, London, Frankfurt og München. Sammenlignet med samme periode i 2023 har de nævnte destinationer en gennemsnitlig vækst mellem 10 og 20 procent i 2024. Med et stærkt vinterprogram ser lufthavnen frem til at fortsætte den positive udvikling i de kommende måneder. Særligt båret af netværksselskaberne, der har øget med flere sæder denne vinter i forhold til sidste år. Adm. direktør i Billund Lufthavn, Jan Hessellund, ser positivt på udviklingen:
– Vi er tilfredse med fremdriften i passagertallet og glæder os over, at flere og flere vælger Billund Lufthavn som udgangspunkt for deres rejser i det sene efterår. Specifikt ruster den øgede kapacitet hos netværksselskaberne os til at følge med efterspørgslen på erhvervsrejser. Vi har de seneste år set erhvervsrejseaktiviteten vende tilbage til samme niveau som før Covid-19. I dette efterår har vi oplevet en stigning på 9 procent i antallet af erhvervsrejsende sammenlignet med 2019. Den unikke udvikling understreger styrken i Vestdanmarks erhvervsliv.
Understøtter virksomhedernes behov
Hos såvel Dansk Erhverv som Danish Export Assocation genkender man billedet. Jesper Kronborg, der er branchedirektør for Dansk Erhverv Transport, perspektiverer:
– Erhvervsrejserne er tilbage. Det er en god nyhed i sig selv, men det fortæller også noget om erhvervslivets behov. Det er vigtigt at huske, at Danmark er en lille åben økonomi med en masse internationale virksomheder. Og et vigtigt rammevilkår for dem er mulighederne for at kunne rejse og for at kunne tage imod erhvervsrejsende. For selvom mulighederne for at mødes virtuelt er blevet mange, så er det er nu engang fordrende for enhver relation, at man kan sidde i samme rum og se hinanden i øjnene, uanset om man besøger sine internationale kolleger eller har et forretningsmøde.
– Vi skal derfor glæde os over, at vi i Danmark har en stærk og konkurrencedygtig luftfartsbranche, som kan understøtte erhvervslivets behov. Det gælder også Vestdanmarks internationale, knudepunktslufthavn i Billund, hvor tallene med al tydelighed viser, at de servicerer en stor efterspørgsel hos erhvervslivet, sammenfatter Jesper Kronborg.
Vigtige eksportmarkeder
Hos Danish Export Association, som blandt andet rådgiver over 700 eksportvirksomheder, fortæller CEO Anette Galskjøt:
– Tid er en værdifuld ressource for danske eksportvirksomheder, og derfor er flyforbindelser til hele verden afgørende for, at virksomhederne let og smidigt kan komme af sted og besøge kunder og forretningspartnere. En del af eksportsalget kan foregå via digitale kanaler, men det fysiske møde er stadig meget vigtigt i forhandlingssituationer, og når virksomhederne skal opbygge nye og vedligeholde eksisterende forretningsrelationer. Man er nødt til at mødes for at opbygge tillid og forstå hinanden.
– For de små og mellemstore virksomheder er nærmarkederne de vigtigste eksportmarkeder, så derfor er det for dette segment afgørende med mange ruter til vores nærmeste nabolande og resten af EU. Samtidig er det vigtigt med god adgang til nogle af de internationale hubs, der giver hurtig adgang til mere fjerne markeder som USA, Kina og andre fjernmarkeder, der rummer potentiale for dansk eksport, uddyber Anette Galskjøt.
Stigning i fragtvolumen
Cargooperationen i Billund Lufthavn fortsætter sin stærke udvikling, og i november blev der håndteret 7.951 tons gods. Det er en stigning på 10,1 procent i forhold til samme måned sidste år. I slutningen af november ankom den anden af Maersk Air Cargos splinternye Boeing 777-F’ere, Maersk Nightingale, til Billund. Den nye maskine giver Maersk Air Cargo endnu bedre muligheder for at flyve mere fragt til og fra Vestdanmark. Den globale fragtmængde er i november steget med 9 procent siden sidste år, hvilket betyder, at Billund Lufthavn er på linje med den globale vækst.
– Luftfragt er et vigtigt fokusområde for os, og det er tilfredsstillende at se, at vi i årets sidste efterårsmåned også kan følge med den globale udvikling. Vores stærke netværk og gode samarbejder gør det muligt at opretholde en høj standard i fragtoperationen, og vi ser frem til at udvikle området yderligere i 2025, siger adm. direktør i Billund Lufthavn, Jan Hessellund.
Nøgleord
Kontakter
Dan PrangsgaardSenior Manager Presse & Public Affairs
Tlf:29239210dpr@bll.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Billund Lufthavn
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Billund Lufthavn
For første gang i Billund Lufthavns historie: Direkte rute til Napoli2.3.2026 16:20:16 CET | Pressemeddelelse
Vinteren går på hæld, og sommerprogrammet står for døren i Billund Lufthavn. Det betyder nye direkte ruter – heriblandt en historisk nyhed: For første gang nogensinde får Billund Lufthavn en direkte ruteforbindelse til Napoli.
Luftfragt åbner året stærkt i Billund Lufthavn2.2.2026 14:18:32 CET | Pressemeddelelse
Luftfragten i Billund Lufthavn fik en god start på 2026. I januar steg mængden af fragt med 14 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Væksten gælder både eksport og import.
80 mio. kr. til ny cargo-terminal: Billund Lufthavn og HT Transport udvider kapaciteten2.1.2026 15:53:05 CET | Pressemeddelelse
Byggeriet igangsættes i foråret 2026 – de nye faciliteter styrker lufthavnens konkurrenceevne som et af Nordeuropas største centre for luftfragt
Nyt millionbyggeri styrker luftfragten i Billund Lufthavn2.1.2026 15:46:18 CET | Pressemeddelelse
80 mio. kr. til ny cargo-terminal: Billund Lufthavn og HT Transport udvider kapaciteten. Byggeriet går i gang i foråret 2026 og styrker lufthavnens position som et af Nordeuropas største centre for luftfragt.
Travle juledage venter i Billund Lufthavn1.12.2025 15:51:41 CET | Pressemeddelelse
Årets sidste uger byder traditionelt på høj rejseaktivitet i Billund Lufthavn. Mange rejsende søger mod skiområderne eller mod danske favoritter som blandt andet De Kanariske Øer
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum