Finans Danmark

Danskernes investeringer i forsvarsaktier er tidoblet på tre år

Del

Danske privatinvestorer har siden Ruslands invasion af Ukraine i den grad øget deres investeringer i forsvarsaktier. Nye beregninger fra Finans Danmark viser, at værdien af danskernes investeringer i forsvarsaktier er mere end tidoblet siden september 2021. Og det er netop krigen i Ukraine, der har ændret danskernes syn på investeringer i forsvarsindustrien, viser nye tal fra Epinion.

Regeringer over hele Europa har igangsat store forsvarsmæssige oprustninger siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022. Det har resulteret i en øget interesse for investeringer i forsvarsindustrien blandt danske investorer. Nye data for privatkunders aktiebeholdninger i Danmarks seks største banker viser, at værdien af deres investeringer i forsvarsaktier er mere end tidoblet i perioden fra september 2021 til august 2024. Ved udgangen af september i år havde privatkunderne i de seks banker investeringer i forsvarsaktier for 2,1 mia. kroner, mens det tilsvarende tal tre år tidligere var 0,2 mia. kroner. Stigningen betyder, at forsvarsaktiernes andel af danske privatinvestorers investeringer i enkeltaktier er vokset fra 0,1 procent til 0,7 procent. Til sammenligning udgør forsvarsaktier ca. 1,9 procent af verdensaktieindekset.

”Der er ingen tvivl om, at vi i disse år oplever en bemærkelsesværdig stor stigning i efterspørgslen efter forsvarsaktier. Det er naturligvis båret frem af de seneste års sikkerhedspolitiske forandringer, som både har skabt gode afkast for forsvarsaktierne og ændret mange danskeres holdning til investeringer i forsvarssektoren,” siger investeringschef i Finans Danmark Kåre Valgreen.

Krig i Ukraine har ændret synet på investeringer i forsvar

Det er især krigen i Ukraine, der har påvirket danskernes syn på investeringer i forsvarsindustrien. I en ny opinionsundersøgelse foretaget af Epinon for Finans Danmark siger to ud af tre danskere, at deres holdning til investeringer i forsvarsindustrien er blevet mere positiv efter Ruslands invasion af Ukraine. Der er dog fortsat en vis splittelse blandt danskerne i forhold til etikken ved investeringer i forsvarsindustrien. I undersøgelsen svarer 38 procent, at de er ”helt enig” eller ”enig” i, at det generelt er etisk forsvarligt at investere i forsvarsindustrien, mens hver femte erklærer sig ”helt uenig” eller ”uenig” i det udsagn. Tilbage er omkring 40 procent, der er enten neutrale eller uafklarede.

“Der kan være forskellige tilgange til, hvordan man investerer i et stærkere forsvar. I vores beregning har vi set på ”klassisk” militært isenkram, men nyere områder som f.eks. cybersecurity spiller en stadig større rolle, når det kommer til sikkerheds- og forsvarspolitik. Det kan give muligheder for de investorer, der ønsker at have forsvarslignende investeringer, men som ikke ønsker at investere i den klassiske forsvarsindustri,” siger Kåre Valgreen.

Generelt er der ingen regulering, der forhindrer investeringer i forsvarsindustrien. Som investor kan man investere i forsvarsindustrien ved f.eks. at købe aktier i et bestemt forsvarsselskab eller ved at placere sine penge i en fond, der har investeringer i forsvarsindustrien. Omvendt har de investorer, der ønsker at undgå at investere i forsvarsindustrien, også mange muligheder, herunder at investere i fonde med strategier og politikker, der udelukker disse investeringer.

”Hvis man er i tvivl om, hvorvidt ens investeringer er i overensstemmelse med ens personlige holdninger og præferencer, kan man altid søge rådgivning i sin bank,” siger Kåre Valgreen.

Læs hele nyheden (finansdanmark.dk)

Nøgleord

Finans Danmark

Finans Danmark er interesse- og arbejdsgiverorganisation for penge- og realkreditinstitutter, kapitalforvaltere, børsmæglere, investeringsfonde, samt datacentraler, it- og fintechvirksomheder i den finansielle sektor.

www.finansdanmark.dk

Følg pressemeddelelser fra Finans Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Finans Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye