Hver fjerde dansker ønsker et opgør med slagtilbud
27.11.2024 06:20:00 CET | Miljømærkning Danmark | Pressemeddelelse
1 ud af 4 danske forbrugere ønsker, at butikkerne stopper med at tilbyde ”3 for 2’s pris”, så de ikke bliver lokket til at købe mere, end de har brug for.

I 2023 blev der omsat for svimlende knap fire milliarder kroner i forbindelse med Black Friday og Black Week i Danmark. Og hver fjerde butik forventer ifølge tal fra Dansk Erhverv, at salget bliver mindst 25 procent større, mens 55 procent forventer, at det bliver det samme. Samtidig ønsker mange forbrugere færre fristende tilbud, der bidrager til overforbrug og øget miljøbelastning.
26 pct. af danskerne mener således, at butikkerne burde stoppe med at tilbyde ”3 for 2’s pris”, så de ikke køber mere, end de har brug for. Det viser en undersøgelse foretaget af Opinion for Svanemærket, hvor danske forbrugere er blevet spurgt om, hvad virksomhederne bør gøre for at gøre det nemmere for den enkelte at træffe mere miljøvenlige valg.
"Tilbud som "3 for 2" og andre vilde Black Week- og Black Friday-tilbud kan være fristende, men de kan hurtigt føre til overforbrug. For at fremskynde den grønne omstilling bør detailhandlen i højere grad tage forbrugernes ønske alvorligt og være med til at facilitere gode miljøvalg fremfor øget forbrug", siger Rina Ronja Kari, kommunikationschef i Miljømærkning Danmark.
Black Friday bliver til Green Friday
At flere og flere danskere ønsker at gøre op med overforbrug, ses også ved Green Friday-bevægelsen og det stadigt stigende antal aktiviteter, der præsenteres som alternativer til Blacks Fridays forbrugsfest. Eksempelvis afholdes der flere steder rundt om i landet byttemarkeder og andre arrangementer med fokus på genbrug fremfor tilbudsjagt.
En af de foreninger, der holder ”Drop Black Friday-arrangementer” er Danmarks Naturfredningsforening, der med sin nye børnesatsning ”VILD” inviterer børnefamilier til mørkevandring og hygge i naturen i stedet for shopping og travlhed.
"I Danmark har vi et kæmpe ressourceforbrug, der virkelig tærer på kloden, så der er i dén grad brug for, at vi redefinerer forestillingerne om det gode liv. Vi skal gøre op med den individualiserede forbrugskultur, der blandt andet afspejles i en konstant jagt på de nyeste sko, kjoler og gadgets. I stedet skal vi i højere grad fokusere på meningsfulde fællesskaber, ro og mental trivsel – og her kan naturen noget helt særligt. Det vil vi gerne demonstrere med mørkevandringer for hele familien på fredag", siger Mette Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
Og der er god grund til at sætte fokus på overforbruget. Eksempelvis kræver det omkring 1.400 liter vand at producere én enkelt t-shirt, ligesom der i gennemsnit bliver udledt 15 kg CO2 ved produktionen af 1 kg tekstil. Så det koster altså ikke kun på bankkontoen, men i høj grad også på miljø- og klimakontoen, når man svinger dankortet på Black Friday.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen “Nordic consumer sustainability index” er gennemført af Opinion på vegne af Svanemærket, Nordisk Miljømærkning. Der er i alt adspurgt 4.516 nordiske forbrugere, herunder 1.007 danskere i alderen 16+ i perioden 15. marts – 15. april 2024. Læs mere her: https://www.svanemaerket.dk/forbrugeranalyse-2024
Kontakter
Lisa Olufson KlæsøeMiljømærkning Danmark
Tlf:27 12 93 69lio@ecolabel.dkBilleder




Links
Om Miljømærkning Danmark
Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket og EU Ecolabel i Danmark og fungerer som uafhængig kontrolinstans i forhold til de officielle miljømærker. Miljømærkning Danmark er en selvstændig enhed hos Dansk Standard.
Svanemærket
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Svanemærket er holistisk og ser på alle relevante miljøparametre i hele produktets livscyklus. På den måde fremmer Svanemærket cirkulær økonomi, effektiv brug af ressourcer og biodiversitet – og reducerer klimabelastningen og brugen af skadelige kemikalier. Læs mere på www.svanemaerket.dk.
EU Ecolabel
EU Ecolabel (EU-Blomsten) er EU’s officielle miljømærke. EU Ecolabel blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen for at bidrage til mere bæredygtig produktion og forbrug. Læs mere på www.eublomsten.dk.
Følg pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Hver fjerde vil stemme på grønne frontløbere11.3.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse viser, at det er vigtigt for 25 pct. af danskerne, at det parti, de stemmer på, er frontløbere på grøn politik. Samtidig vurderer 39 pct. af danskerne, at miljø og klima er blandt landets største udfordringer – kun overgået af forsvarssituationen.
Ved du heller ikke, om der er skadelig kemi i de produkter, du bruger?5.3.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
Hele 8 ud af 10 danskere har svært ved at gennemskue indholdet af potentiel skadelig kemi i de produkter, de køber, viser en ny undersøgelse. Samtidig svarer hver fjerde, at de ikke har tillid til, at myndighederne har forbudt produkter, der indeholder skadelige stoffer.
Nu kan sportshaller også opnå Svanemærket19.2.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
Efterspørgslen på svanemærket byggeri betyder, at det nu også er muligt at få certificeret sports- og idrætsbygninger med det officielle nordiske miljømærke.
Officielt miljømærke i markant vækst27.1.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
På blot fem år er antallet af produkter på det danske marked med det officielle europæiske miljømærke, EU Ecolabel, fordoblet.
Tænk dig om, når du rydder sne7.1.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
Sne og frost får mange danskere til at ty til vejsalt for at komme de isglatte fortove til livs. Men der er god grund til at finde alternative midler. Vejsalt er nemlig skidt for både din have, dine fliser og grundvandet – derudover skader det også både dit fodtøj og små hundepoter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum