SG Armaturen A/S

SG Armaturen A/S ønsker at gøre op med LK’s markedsledende position på det danske marked for afbrydere og stikkontakter

Del

I sidste uge, den 5. november 2024, udsendte Schneider Electric Danmark A/S en pressemeddelelse, i hvilken det fremgår, at virksomheden har anlagt en ny sag mod SG Armaturen.

I pressemeddelelsen gør Schneider Electrics sig nogle fejlslutninger, som det er magtpåliggende for SG Armaturen at korrigere.

Direktør hos SG Armaturen, Terry Goldenbeck, udtaler i den forbindelse:

- Vi kan love vores forhandlere og installatører, at vi naturligvis vil fortsætte vores kamp for at bryde den markedsledende position, som LK har på det danske marked, og sikre et troværdigt alternativ.  Vi oplever en stor opbakning til vores kamp fra de mennesker, der netop ønsker et andet produkt. Der er en stor interesse for vores produkter. Vores produkter er både værdsatte og efterspurgte ude i markedet. Vi anser søgsmålet som et forsøg på at stoppe en konkurrent, og vi imødeser en kommende retssag med sindsro, understreger Terry Goldenbeck.

Ingen krænkelse af rettigheder

Det er ganske rigtigt, at SG Armaturen tidligere på året fik et forbud mod at sælge nogle helt specifikke produkter i SG Install-serien. Det er netop med det specifikke forbud in mente, at SG Armaturen lancerede et nyt og gennemarbejdet design af afbrydere og stikkontakter i maj 2024 kaldet +S.

- Det er vores klare overbevisning, at denne serie, +S, ikke krænker nogen intellektuel ejendomsret eller markedsrettigheder. Punktum. Schneider Electric henviser til et ønske om at bidrage til en sund innovationskultur, men samtidig stævnes virksomheder, der udvikler, designer og producerer et konkurrerende produkt af samme. Det kan kaldes mange ting, men sund er ikke et ord, jeg vil sætte på det, understreger Terry Goldenbeck.

Retorisk manipulation

I pressemeddelelsen af 5. november understreger Schneider Electric, at sagen om forbuddet fra tidligere i år vil blive endeligt afgjort i Sø- og Handelsretten, og dette formentlig vil ske i foråret 2025. Det er bestemt ikke korrekt, at sagen vil blive endeligt afgjort her, idet begge parter vil have mulighed for at anke en dom fra Sø- og Handelsretten til en højere retsinstans.

- Jeg anser denne formulering som et retorisk forsøg på at fremstille det som, om at sagen om SG Install-produkterne snart vil være endeligt afgjort, og samtidig synes jeg, at Schneider Electric på den måde taler ned til kunder, installatører og elektrikeren ude på byggepladsen. Retssagen er endnu ikke berammet, og det er således på nuværende tidspunkt uvist, om sagen overhovedet kommer til at blive hovedforhandlet i retten i foråret 2025, fortæller Terry Goldenbeck.

Schneider Electric Danmark A/S har i en tidligere sag fået nedlagt forbud mod en anden virksomheds salg og markedsføring af el-kontakter. Dette forbud blev dog – efter cirka fem år – ophævet af Sø- og Handelsretten. Ophævelsen blev senere stadfæstet af Højesteret.

- Den nye retssag, der angår +S-produkterne, er ikke anlagt som en sag om nedlæggelse af foreløbigt forbud, men derimod som en almindelig retssag. Det er vores opfattelse hos SG Armaturen A/S, at +S-produkterne adskiller sig væsentligt fra LK FUGA-serien. SG Armaturen er derfor overbevist om, at +S-produkterne ikke udgør uretmæssige efterligninger af produkterne i LK FUGA-serien. På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at sige noget sikkert om, hvornår retsopgøret vedrørende +S-produkterne er endeligt afgjort, men det er muligt, at dette vil tage flere år. Vi bliver ved med at sælge produkterne, og vores kunder kan blive ved med at købe dem, afslutter Terry Goldenbeck.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra SG Armaturen A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra SG Armaturen A/S

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye