Plastik er én af naturens største trusler: Det skal ny global aftale stoppe

Hver eneste dag ender 30.000 tons plastik i verdenshavene, hvor det kan være flere hundrede år om at nedbrydes. Over halvdelen af verdens produktion af plastik er engangsprodukter, og kun 9 procent af al plastik bliver genanvendt på verdensplan.

Det er nogle af de udfordringer, som verdens lande fra i dag og ugen ud skal forsøge at løse, når de samles i Sydkorea til forhandlinger om en global plastikaftale.

Aftalen sigter blandt andet mod at reducere produktionen af plastik på verdensplan, et forbud mod de mest skadelige typer af plastik og kemikalier, der bruges i produktionen, samt at etablere krav til genanvendelse og oprensning af plastikforurening.

Et flertal af lande – herunder Danmark – arbejder for en ambitiøs og bindende aftale, mens et mindretal arbejder imod. Der er dog ifølge WWF Verdensnaturfonden ingen vej uden om at sætte barren højt for fremtidens plasthåndtering, som er et helt afgørende element i at tackle natur- og klimakrisen.

”Plastik er lavet af olie og mere end 16.000 forskellige kemikalier, og så nedbrydes det i millioner af små stykker mikroplast. Alt sammen forurener det vores natur, vandmiljø, dyr og i sidste ende os mennesker. Det er derfor på alle måder i menneskets interesse, at vi stopper med at forurene verden med plastik. Vi skal have sat plastproduktionen ned, genbrugt langt mere og udviklet bedre affaldssystemer. Derfor støtter vi varmt, at Danmark tilhører den gruppe af lande, der arbejder for en ambitiøs aftale i Sydkorea,” siger Mikkel Aarø-Hansen, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Et globalt problem kræver en global aftale 

I Danmark producerer vi over 350.000 tons plastikaffald om året, og mindre end en fjerdedel bliver genanvendt. Vi eksporterer samtidig titusindvis af tons plastaffald til udlandet hvert år. Plastikforurening er også et problem i vores natur, hvor alt fra fiskenet, cigaretskodder og plastposer er de værste syndere.

”Plastikforurening er et globalt problem, og det skal løsningen selvfølgelig også være. Men Danmarks plastproduktion, -forbrug og -forurening kender ingen landegrænser, og vi har et ansvar for at tackle plastikudfordringen herhjemme og ikke eksportere den til andre lande ” siger Mikkel Aarø-Hansen.

Plastikforurening er en særligt stor udfordring i udviklingslande, hvor den nødvendige infrastruktur ofte er mangelfuld. Derfor er en vigtig del af den globale plastikaftale også at hjælpe udviklingslande med at tackle plastik fremadrettet og bidrage med løsninger til at fjerne plastik fra naturen.

Nogle af de løsninger arbejder vi allerede med i WWF. I Indien fjerner fiskere tabte fiskenet fra havbunden, som bruges af kvinder i lokalsamfundet til at væve produkter som kurve og tasker. I Kenya uddannes kvinder og unge i at genanvende plastik, så de kan tjene penge og samtidig afhjælpe landets enorme udfordringer med plastforurening.

Om forhandlingerne:

• I marts 2022 besluttede man under FN at lave verdens første globale, bindende plastiktraktat for at stoppe plastikforurening.  Den globale aftale skal tage højde for hele livscyklussen af plastik, herunder produktion, design og bortskaffelse.
• Fra 25. november-1. december mødes verdens lande for femte gang for at forhandle plastikaftalen endeligt på plads. Forhandlingerne finder sted i Busan, Sydkorea.
• Det er målet, at aftalen er endelig i 2025.
• WWF har fire fokusområder for forhandlingerne:
  1. Et forbud mod engangsplastik såsom e-cigaretter, plastikbestik og tynde plastikposer. Alt sammen plastikprodukter, der nemt ender i naturen til skade for dyr og miljø, og samtidig produkter, der er svære at genanvende. Og der findes allerede alternativer på markedet.
  2. En bindende ramme om en cirkulær økonomi, der skal opstille klare regler for produktdesign, så genanvendelse øges.
  3. Finansiering af indsatser, der tackler plastikforurening på tværs af landegrænser og i udviklingslande. Derudover sikre deling af teknologi, kapacitetsopbygning og viden.
  4. En fremtidssikret traktat, der muliggør dataindsamling, rapportering og løbende evaluering og tilpasning af implementeringen.