Regeringen dropper besparelser på dyrepolitiet efter massivt pres
22.11.2024 10:34:23 CET | Dyrenes Beskyttelse | Pressemeddelelse
Dyrenes Beskyttelse glæder sig over, at regeringen har valgt at trække de planlagte besparelser på dyrepolitiet tilbage. Det står klart efter, at regeringen sammen med SF og Radikale Venstre har præsenteret finansloven for 2025.

Besparelserne, der ville have betydet en nedlæggelse af de tre regionale dyrevelfærdsenheder og reducerede ressourcer til dyreværnsarbejdet i politikredsene, er blevet droppet efter massiv modstand fra både borgere og politiske partier.
"Dette er en kæmpe sejr for dyrene og for alle, der har kæmpet for at bevare dyrepolitiet. Det viser, at når vi står sammen, kan vi rykke selv de største politiske beslutninger. Dyrene har fået deres stemme hørt i dag, og det er et klart signal om, at dyrevelfærd ikke må nedprioriteres," siger Britta Riis.
Så sent som i går afleverede Dyrenes Beskyttelses direktør Britta Riis mere end 73.000 underskrifter til Justitsministeriet. Her bekræftede Peter Hummelgaard, besparelserne er taget af bordet.
Besparelserne var i regeringens oplæg til finansloven gemt bag formuleringen "bortfald af bindinger på dyrevelfærdsområdet" i Justitsministeriets budget. Ifølge Dyrenes Beskyttelses kilder i politiet var der tale om en planlagt nedlæggelse af de regionale dyrevelfærdsenheder, som varetager specialiserede opgaver inden for bekæmpelse af dyremishandling, ulovlig dyrehandel og hvalpefabrikker.
Samtidig var der indikationer på, at ressourcerne i de lokale dyreværnsafdelinger også skulle beskæres, hvilket ville føre til, at politikredsene selv skulle håndtere komplekse dyreværnssager uden den nødvendige ekspertise. Denne udvikling ville have svækket indsatsen mod dyremishandling og øget risikoen for, at overtrædelser af dyrevelfærdsloven gik ustraffet hen.
"Vi var dybt bekymrede over de vage formuleringer i finanslovsudspillet. Det tydede på en alvorlig nedprioritering af dyrevelfærd i Danmark, og derfor var det afgørende at reagere hurtigt og kraftfuldt," siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
Men formuleringen om bortfald af forpligtelser på dyrevelfærdsområdet er altså ikke længere at finde i oversigten over statslige besparelser.
Oppositionens pres og folkelig mobilisering
Beslutningen om at bevare dyrepolitiet kommer i kølvandet på et stærkt politisk pres fra oppositionen, herunder partier som Dansk Folkeparti, Alternativet, Enhedslisten, Liberal Alliance og SF, der tydeligt har markeret deres modstand mod besparelserne.
"Det er tydeligt, at dyrevelfærd er et område, der samler bred folkelig og politisk opbakning. Vi skylder en stor tak til alle de borgere, der har skrevet under, og til de politikere, der har kæmpet dyrenes sag. Og selvfølgelig regering for at lytte. Dette viser, at vores fælles indsats nytter," siger Britta Riis.
Regeringens oprindelige forslag om at nedlægge dyrepolitiet vakte stærke reaktioner, ikke mindst fordi de regionale dyrevelfærdsenheder har spillet en afgørende rolle siden deres oprettelse i 2019. Enhederne har sikret efterforskning af alvorlige sager om dyremishandling og bekæmpelse af ulovlig import af dyr og hvalpefabrikker.
Dyrenes Beskyttelses vagtcentral modtog alene sidste år 4000 anmeldelser om dyreværnssager og anmeldte flere en 350 sager til politiet. Uden de regionale enheder ville en del af disse sager risikere at forblive uopklarede.
"At regeringen nu trækker besparelserne tilbage, er ikke bare en sejr for dyrene, men også for retfærdigheden. Det sender et klart signal om, at dyremishandling skal tages alvorligt, og at lovovertrædere skal kunne stilles til ansvar," siger Britta Riis.
Dyrevelfærd kræver politisk prioritering
Selvom beslutningen om at bevare dyrepolitiet er et vigtigt skridt, er der fortsat behov for handling for at sikre en langsigtet indsats. Dyrenes Beskyttelse opfordrer til, at politikerne nu sætter fokus på at styrke dyrepolitiet yderligere. Blandt andet ved at politifolkene i dyreværnsenhederne bliver dedikerede til dyreværnssager og friholdt fra øvrige politiforpligtelser. Det er en del af organisationens seks forslag til et effektivt dyrepoliti.
"Vi håber, at denne beslutning markerer begyndelsen på en ny tid, hvor forbrydelser mod dyr tages mere alvorligt, og hvor politisk prioritering går hånd i hånd med den folkelige vilje til at beskytte dyrene," afslutter Britta Riis.
Fakta om dyrepolitiet
De tre regionale dyrevelfærdsenheder blev etableret som del af politiforliget i 2019 og består af 12 politifaglige årsværk.
Enhederne arbejder med komplekse sager som ulovlig hundehandel, hvalpefabrikker og transport af dyr under kritisable forhold.
Derudover er hver politikreds forpligtet til at have en dyreværnsenhed med uddannede politifolk.
I 2023 modtog Dyrenes Beskyttelses vagtcentral over 4000 anmeldelser om dyreværnssager.
Kontakter
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)
Billeder

Om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Nu må hunde løbe frit på stranden1.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter en sommer med kort snor kan hunde fra 1. oktober igen løbe frit på mange af landets strande – til glæde for både hunde og ejere. Dyrenes Beskyttelse minder dog om, at friheden forpligter, og at der skal tages hensyn til både natur og strandgæster.
Dyrenes Beskyttelse: Fireparten kan gøre op med årtiers fejlslagne frivillige aftaler30.9.2026 12:30:39 CEST | Pressemeddelelse
Dyrenes Beskyttelse ser frem til samarbejdet i den kommende grisefirepart, hvor regeringen lægger op til en nødvendig omstilling af svineproduktionen i retning mod bedre dyrevelfærd. Det skal dermed gøre op med årtiers fejlslagne frivillige aftaler.
Dyrenes Beskyttelse efter ny undtagelsesmulighed fra lovkrav om Bovaer: Kravet bør droppes helt30.9.2026 11:41:06 CEST | Pressemeddelelse
Mælkeproducenter har nu fået udvidet muligheden for at undtage deres køer fra lovkravet om Bovaer for resten af 2026, lyder meldingen fra Natur- og dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen. For køernes velfærd og trivsel er det positivt, men problemet sparkes kun til hjørne, mener Dyrenes Beskyttelse, der vil have kravet droppet.
Dyrenes Beskyttelse roser akutplan: Slut med at kontrollen underminerer loven29.9.2026 12:11:22 CEST | Pressemeddelelse
En ny styrelse for dyrevelfærdskontrollen skal medvirke til at stoppe årtiers svigt af dyrene, hvor for få ressourcer og Fødevarestyrelsens kontrolvejledninger reelt set har undermineret loven. Det møder stor ros fra Dyrenes Beskyttelse.
Rekordmange katte blev indleveret på internaterne i løbet af sommeren21.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I forbindelse med Kattens Uge 39 sætter Dyrenes Beskyttelse fokus på den usædvanligt store strøm af katte og killinger, der hen over sommeren har haft brug for hjælp på organisationens internater.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum