Børnecancerfonden

Nyt forskningsprojekt vil sikre trivslen for søskende til kræftsyge børn

Del

Et nyt landsdækkende forskningsprojekt, SUPREME, skaber en ny retning for støtte til søskende af kræftramte børn og viser allerede lovende resultater. Projektet, som er støttet af Børnecancerfonden, tilbydes på alle fire børnekræftafdelinger i Danmark og har på et år inkluderet knap 70 søskende.

Minna Devantier, Rigshospitalet
Minna Devantier, Rigshospitalet

Når et barn i familien rammes af kræft, bliver søskende ofte overset, da forældrenes fokus rettes mod det syge barn. Dette kan resultere i reaktioner som mavepine, koncentrationsbesvær i skolen og en følelse af ensomhed i familien og blandt vennerne.

SUPREME-projektet giver søskende en aktiv rolle i sygdomsforløbet og tilknytter dem en sygeplejerske på hospitalet. Denne nyskabende tilgang vil bygge bro mellem familie, skole og hospital og sikre, at søskende får den nødvendige støtte i en svær tid.

Forskningsprojektet retter sig mod søskende i alderen 6-18 år og tilbyder en hospitals- og skolebaseret intervention. Både søskende og deres klasser undervises i børnekræft, behandlingsforløb og søskendes daglige udfordringer. Målet er at styrke søskendes trivsel, særligt i skolen og deres sociale liv.

”Skolen er ofte et sted, hvor søskende reagerer på det forandrede familieliv. Derfor er det vigtigt at få skabt en forståelse blandt klassekammeraterne og hjælpe søskende med at sætte grænser og dele deres oplevelser på egne præmisser,” fortæller ph.d.-studerende Minna Devantier fra Rigshospitalet, der er daglig leder af projektet.

Næsten 70 søskende har fået hjælp igennem projektet
Siden projektets start i november 2023 er 68 søskende blevet inkluderet på tværs af de fire børnekræftafdelinger. Interventionen har været en succes i skolerne, især blandt de 6-12-årige, og er også blevet godt modtaget på de børneonkologiske afdelinger, som har manglet et tilbud til søskende.

Projektet er udviklet i samarbejde med forældre og søskende til børn med kræft. En evaluering blandt forældre til søskende, der deltog i en pilottest, viser indikationer på positive indvirkninger på søskendes hverdag.

”SUPREME skaber en ny retning for familiestøtte ved at sikre, at både søskende og deres omgivelser er bedre rustet til at håndtere de udfordringer, der følger med at have en syg bror eller søster,” fortæller Minna Devantier.

Hun fremhæver, at den målrettede støtte har potentiale til at forbedre hele familiens trivsel og skabe mere ligestilling blandt familiens børn og deres behov for støtte i et forandret hverdagsliv.

11-årige Emil fik hjælp til at være bror til en kræftsyg
En af dem, der har fået hjælp igennem projektet, er 11-årige Emil Breum Andersen fra Måløv. Hans bror Thor på 9 år fik i oktober sidste år konstateret kræft. Han blev pludselig dårlig og havde svært ved at se med det ene øje. Det viste sig, at han havde en tumor på lillehjernen - og med ét var familien i en alvorlig situation, og det blev også meget svært at være bror midt i kaosset.

”Den første dag var jeg sådan lidt: Det er simpelthen løgn. Det tror jeg ikke på. Jeg fik ondt i maven og følte sådan lidt vrede og tristhed på samme tid,” fortæller Emil Breum Andersen.

Det blev også svært at gå i skole, han følte sig ensom, og der var brug for hjælp. Familien blev tilbudt at blive en del af SUPREME-projektet og fik tilknyttet en sygeplejerske. Hun havde samtaler med Emil om at være bror til en kræftsyg, og hun besøgte Emils klasse for at fortælle om kræft og formidle hans situation og følelser. Klassekammeraterne fik råd til, hvordan de kunne støtte Emil i en svær tid.

”Det hjalp. Mine venner ringede meget tit til mig efter skole. De spurgte: Hey, vil du spille? Hvordan går det? Det var dejligt. Jeg vil sige til andre søskende, lad være med at gemme jeres følelser. Snak med en voksen om det, det hjælper,” fortæller Emil.

Også familien kunne se, at projektet hjalp deres søn.

”Vi fik hjælp til at formidle Emils budskaber. Han fik enormt meget ud af det. En kæmpe støtte fra skolen, som kunne gribe ham, når han havde en dårlig dag eller havde meget fravær. Klassekammeraterne kunne stille de rigtige spørgsmål,” fortæller Christine Breum Andersen, som er mor til Emil og Thor.

Emils bror Thor er i dag færdigbehandlet, men har stadig senfølger og er ikke fuldt tilbage i skole endnu.

Børnecancerfonden: Vigtigt med fokus på søskende
Børnecancerfondens direktør, Marianne Benzon Nielsen, understreger vigtigheden af at støtte søskende til børn med kræft. Forældre til et kræftramt barn gør alt, hvad de kan for at tage sig af hele familien, men det er en stor opgave.  

”Når et barn bliver alvorligt syg, påvirker det hele familien, og søskende står ofte i skyggen af de massive udfordringer, som kræftbehandling bringer med sig. Med SUPREME-projektet får søskende den opmærksomhed og støtte, de har brug for i en tid præget af uforudsigelighed. Det er afgørende, at vi også ser på søskendes trivsel, hvis vi skal sikre helheden i den støtte, vi tilbyder kræftramte familier,” forklarer Marianne Benzon Nielsen.

De endelige resultater fra SUPREME forventes i slutningen af 2025, men projektet har allerede nu vist potentiale for at styrke den familiecentrerede pleje på tværs af dansk børneonkologi.

”Først og fremmest håber jeg på, at vi i de endelige resultater vil se, at vi gør en forskel for søskende. På et strukturelt plan håber jeg, at min forskning kan styrke den familiecentrerede pleje på tværs af dansk børneonkologi og på sigt blive implementeret som et fast tilbud og dermed understøtte hele familiens trivsel,” fortæller Minna Devantier.

Kontakter

Billeder

Emil Breum Andersen, 11 år, bror til Thor
Emil Breum Andersen, 11 år, bror til Thor
Børnecancerfonden
Download
Minna Devantier,  Ph.d.-studerende og daglig leder af projektet SUPREME på Rigshospitalet
Minna Devantier, Ph.d.-studerende og daglig leder af projektet SUPREME på Rigshospitalet
Børnecancerfonden
Download

Om Børnecancerfonden

Børnecancerfonden skaber bedre vilkår for børn med kræft.

Vores mål er, at ingen børn skal dø af kræft og alle skal overleve til et liv uden senfølger.

Børnecancerfonden er en privat fond, der udelukkende arbejder med børnekræft, og har hidtil indsamlet mere end 570 mio. kr. siden fonden blev skiftet i 1995 af den tidligere læge Henrik Hertz.

Hovedparten af vores midler går til forskning og desuden til støtte af kræftsyge børn og deres familier bl.a. med psykologhjælp, rekreationsophold, legater samt oplysning om børnekræft.

Læs mere på boernecancerfonden.dk

Følg pressemeddelelser fra Børnecancerfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Børnecancerfonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye