Bred aftale fordeler 850 millioner kroner til udsatte borgere
Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet har indgået en aftale om fordelingen af reserven på social-, sundheds-og arbejdsmarkedsområdet. Der er midler til blandt andet hjemløse, mennesker udsat for vold, handicapområdet, øget sundhed i almene boligområder og adoptionsområdet.
Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet er blevet enige om fordelingen af 850 mio. kr. på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Formålet med årets SSA-reserve er at tilgodese nogle af de grupper i velfærdssamfundet, som har de største udfordringer.
Der gives blandt andet penge til disse initiativer:
- Omkring 100 mio. kr. til de allermest udsatte borgere, som lever på gaden og ofte har et misbrug og psykiske problemer. Der gives eksempelvis midler til sociale viceværter, der kan støtte mennesker i hjemløshed, der flytter i bolig.
- Omkring 65 mio. kr. til voldsudsatte. Blandt andet til Lev Uden Vold og til ambulant behandling.
- Knap 50 mio. kr. specifikt til sundhedsindsatser i almene boligområder, der skal bekæmpe ulighed i sundhed.
- Omkring 70 mio. kr. til handicapområdet – blandt andet til servicehunde til personer med psykiske handicap og til en handlingsplan for uddannelse og beskæftigelse for mennesker med handicap
- Omkring 23 mio. kr. til adoptionsområdet – blandt andet til en samlet drøftelse af både fortiden og fremtiden for international adoptionsformidling til Danmark samt til at styrke den hjælp, som adopterede kan modtage efter adoption.
SSA-reserven er en pulje, som Folketingets partier årligt udmønter for de næste fire år. Midlerne gives til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet mv., og ordførere fra alle partier er med i forhandlinger om, hvordan midlerne skal bruges.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen siger:
”I år har vi et særligt fokus på de mennesker, der lever hårde liv på kanten af samfundet. I hjemløshed. Med misbrug og massive psykiatriske problemer. Vi hjælper dem ikke godt nok i dag – derfor kæmper jeg for, at de allermest udsatte kan leve et mere værdigt liv. Jeg er glad for, at alle folketingets partier er med til at bakke op om de mange vigtige initiativer.”
Christian Friis Bach, socialordfører for Venstre, siger:
”For Venstre er det en mærkesag at tage hånd om de mest udsatte og sårbare borgere i vores samfund - herunder mennesker med fysiske og psykiske handicap. Derfor er vi glade for, at vi har landet en stor og bred aftale med en række klare Venstre-aftryk, der afsætter 850 mio. kr. til at hjælpe nogle af de mennesker, der har de største udfordringer. Tak for et godt samarbejde til alle partier og til Social- og Boligministeren”.
Rosa Eriksen, socialordfører for Moderaterne, siger:
”Vi i Moderaterne er glade for at være med i dette års SSA aftale. Vi er specielt glade for at vi afsætter penge på ældreområdet til indsats for socialt udsatte ældre på plejehjem. Det er det først lille skridt på vejen til at give også de udsatte ældre en værdig alderdom. Derudover er vi glade for at Reden Odense også får midler til at støtte udsatte kvinder”.
Theresa Berg Andersen og Charlotte Broman Mølbæk, hhv. børne – og familieordfører og socialordfører for Socialistisk Folkeparti, siger:
”Jeg er især glad for, at vi har fokus på de allermest udsatte og sårbare mennesker i vores samfund med midler til retshjælp og plejehjemspladser og Redens indsatser. Og så er jeg glad for, at børn i krise fortsat kan få hjælp og rådgivning om natten og at bisidderordningen videreføres, ligesom det er godt, at det Nationale Sorgcenter kommer til Nordjylland. Men jeg må også sige, at processen igen i år virkelig understreger, at vi har akut behov for at finde en mere permanent og stabil finansiering af civilsamfundets organisationer, der løfter vigtige opgaver i velfærdssamfundet.”
Marlene Harpsøe og Karina Adsbøl, hhv. socialordfører og børne- og familieordfører for Danmarksdemokraterne, siger:
”Der er rigtig mange gode initiativer i denne aftale, som vi i Danmarksdemokraterne er tilfredse med at få med. Vi er blandt andet glade for, at vi sikrer 11 millioner kroner til KFUM’s Sociale Arbejde ’Social Drive Out’, der yder en kæmpe indsats for mennesker i sårbare situationer i særligt land- og yderområderne. Et andet initiativ, der kan fremhæves, er puljen til ambulant behandling til voldsudsatte, som også Mandecentret kan søge.”
Katrine Daugaard, socialordfører for Liberal Alliance, siger:
”LA er glade for at have fået forhandlet flere initiativer, der forebygger seksuelle overgreb på børn og unge, ind i aftalen samt en undersøgelse af, hvor mange anbragte børn, der faktisk udsættes for overgreb under anbringelse. Derudover har vi kæmpet for en mere fair fordeling af midler til Rederne og særlige i Odense, som tidligere har været uretfærdigt forfordelt, ligesom en forøgelse af midler og udbredelse af Antidote lå højt på LA’s prioriteringsliste”.
Birgitte Bergman, socialordfører for Det Konservative Folkeparti, siger:
”For os konservative har det været vigtigt at sætte familierne først. Det Konservative Folkeparti har især haft fokus på hele adoptionsområdet, så vi hurtigt kan få en løsning på fremtidens adoptionssystem. Børn uden fremtid på børnehjem ude i verden skal have mulighed for en fremtid i et hjertevarmt hjem i Danmark, hos gode danske familier, som står i kø for at adoptere børn. Familiernes ve og vel er hjerteblod for Det Konservative Folkeparti, så vi er også meget glade for midler til Depressionsforeningen som bl.a. har fokus på børn og unges mistrivsel. Og vi har fået sat et stort aftryk med en indsats til børn og unge med spiseforstyrrelser samt flere midler til børnetelefonen og Det Nationale Sorgcenter. Dernæst har det også være en prioritet for Det Konservative Folkeparti at få forbedret adgangen og lovgivningen til servicehunde for borgere, som er udfordret psykisk såvel som fysisk. Det har været vigtigt, at få grundfinansieringen til civilsamfundet på plads. Det får vi i 2026.”
Victoria Velásquez, socialordfører for Enhedslisten, siger:
”Endnu engang har vi i Enhedslisten kæmpet midler igennem til afgørende sociale indsatser til blandt andet voldsudsatte, hjemløse og stofbrugere. For Enhedslisten har det blandt andet været afgørende at sikre midler til ambulant behandling, herunder særligt Sig det til nogen Migrant. Vi ser frem til at forhandle en ny finansieringsmodel for civilsamfundet på plads, så vi og organisationerne ikke skal bruge tid på bare at sikre, at eksisterende tilbud ikke lukker, men faktisk på at forbedre og udvikle dem. Endeligt har det været fuldstændigt afgørende at sikre en uvildig undersøgelse af international adoption og at sikre, at adopterede får den rette hjælp og støtte i forhold til deres egen sag. Det har vi fået tilkæmpet midler til, men den endelige udformning udestår og det skal vi forhandle efterfølgende.”
Lotte Rod, socialordfører for Radikale Venstre, siger:
”Vi er i Radikale Venstre gået til forhandlinger med tre klare prioriteter: Ligestilling, integration og et opgør med midlertidige puljer. Med aftalen sikrer vi de gode initiativer, der arbejder med at nedbringe vold mod kvinder: Lev uden Vold og Danner. Vi er stolte af at lykkes med at sikre Sabaah, LGBT+ Danmark og Kvinfos mentornetværk. Og vi har fået penge til Slet Det, Leg på plejehjem og Videncenter om handicap. Det er rigtig godt. Men jeg håber også, at det her bliver sidste år, hvor vi som politikere skal stå og vælge mellem det ene gode veletablerede initiativ efter det andet, og i stedet får skabt en varig og stabil løsning for de mange organisationer, der skaber fuldkommen afgørende forskelle for udsatte mennesker hver eneste dag. Det skylder vi dem.”
Torsten Gejl og Helene L. Brydensholt, hhv. socialordfører og familieordfører for Alternativet, siger:
”Handicapområdet er længe blevet underprioriteret, og det har Alternativet forsøgt at rette lidt op på. Vi har sikret, at der oprettes en pulje på 8 millioner kroner til at indrette herberger og væresteder sådan, at hjemløse med funktionsnedsættelse også kan få adgang til dem. Og ved at sikre fortsat finansiering til Videnscenter om Handicap. Desuden har vi arbejdet hårdt for at LGBT+ Danmark og Sabaah kan fortsætte deres værdifulde arbejde.”
Camilla Fabricius, socialordfører for Socialdemokratiet, siger:
”Jeg er virkelig stolt over puljen til Sølund festival, som gør, at mennesker med handicap fortsat kan få et smil på læben i fantastiske og livsbekræftende rammer. Samtidigt er det især vigtigt vi sikrer værdighed for de allermest udsatte borgere der, hvor de er. Det gør vi ved at støtte fx sociale viceværter og Social Drive Out. Og så har det været centralt for Socialdemokratiet at prioritere adoptionsområdet, som desværre har været i stor krise.”
Links
Følg pressemeddelelser fra Social- og Boligministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Social- og Boligministeriet
Danmark stopper adoptioner fra Sydafrika24.10.2024 14:30:05 CEST | Pressemeddelelse
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen har efter indstilling fra Ankestyrelsen valgt at tilbagekalde tilladelsen til at yde adoptionshjælp for børn fra Sydafrika.
Nu begynder forhandlingerne om at fordele 850 mio. til social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet23.10.2024 05:58:54 CEST | Pressemeddelelse
Pengene fra SSA-reserven skal komme samfundets allermest udsatte til gavn. Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen står i spidsen for forhandlingerne, der begynder nu.
Ny aftale sikrer bedre rammer for ungekrisecentret Joannahuset4.10.2024 10:02:36 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen og alle Folketingets partier er enige om en aftale, der skal sikre bedre rammer for ungekrisecentret Joannahuset. Aftalen betyder blandt andet, at der fremover vil være børnefagligt uddannet personale til stede døgnet rundt.
Arbejdsgruppe skal som følge af branden på Børsen undersøge brandsikring i særligt vigtige historiske bygninger26.9.2024 09:05:17 CEST | Pressemeddelelse
Efter branden på Børsen nedsætter social- og boligministeren nu en arbejdsgruppe, der skal undersøge, hvordan man bedst sikrer Danmarks vigtige historiske bygninger.
Lille stigning i antallet af mennesker, der lever i hjemløshed i Danmark5.9.2024 12:43:44 CEST | Pressemeddelelse
Antallet af mennesker, der lever i hjemløshed er steget med tre procent over de seneste to år. Det viser en ny kortlægning af hjemløshed i Danmark, som VIVE har gennemført.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum