Ny UNHCR-rapport afslører: Klimaforandringer udgør en stigende trussel for millioner, der allerede er fordrevet af vold og konflikt

Mennesker, der er tvunget på flugt af krig, vold og forfølgelse, lever i stigende grad på frontlinjen af den globale klimakrise – samtidig udsættes de for en dødelig kombination af farer og står uden støtte og mulighed for at kunne modstå konsekvenserne af klimaforandringerne.

Det viser en ny rapport fra UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation, som har samarbejdet med 13 ekspertorganisationer, forskningsinstitutioner og flygtningeledede grupper om udarbejdelsen af den. Ved brug af nyeste data, påviser den, hvordan klimaforandringer i stigende grad hænger sammen med krig og konflikter og skubber dem, der allerede er udsatte, ud i endnu mere alvorlige situationer.

På verdensplan er mere end 120 millioner mennesker tvunget på flugt – tre ud af fire lever i lande, der i dag er hårdt ramt af klimaforandringer. Halvdelen befinder sig i områder, der både er påvirket af konflikt og alvorlige klimaforandringer såsom Etiopien, Haiti, Myanmar, Somalia, Sudan og Syrien.

Rapporten No Escape: On the Frontlines of Climate Change, Conflict and Forced Displacement beskriver, at antallet af lande, der rammes ekstremt hårdt af klimaforandringerne, forventes at stige fra 3 til 65 i 2040 – størstedelen af disse lande huser i dag et stort antal mennesker tvunget på flugt. Tilsvarende forventes de fleste flygtningelejre at opleve dobbelt så mange dage med ekstrem og farlig varme (over 41 grader) i 2050.

“For verdens mest sårbare mennesker er klimaforandringerne en barsk realitet, der i ekstrem høj grad påvirker deres liv,” udtaler FN’s Flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, og forsætter:

“Klimakrisen er medvirkende til fordrivelse i regioner, der allerede huser mange mennesker, som er drevet på flugt af konflikt og usikkerhed, og det forværrer deres situation og efterlader dem uden et sikkert sted at søge tilflugt.”

For eksempel har den dødelige konflikt i Sudan tvunget millioner af mennesker på flugt, herunder 700.000, der er krydset ind i nabolandet Tchad – et land, der har huset flygtninge i årtier, men som samtidig er et af de lande, der er allermest påvirket af klimaforandringerne. Desuden er mange af dem, der er internt fordrevet i Sudan, i risiko for yderligere fordrivelse på grund af alvorlige oversvømmelser, der har hærget landet de seneste måneder.

Tilsvarende har 72 procent af Myanmars flygtninge søgt sikkerhed i Bangladesh, hvor ekstreme naturkatastrofer såsom cykloner og oversvømmelser hærger landet.

“I vores region, hvor så mange mennesker har været fordrevet i så mange år, ser vi klimaforandringernes virkninger med egne øjne,” siger Grace Dorong, klimaaktivist og tidligere flygtning fra i Sydsudan.

“Jeg håber, at stemmerne fra de mennesker, der er med i UNHCR-rapporten, hjælper beslutningstagere med at forstå, at hvis ikke vi tager hånd om problemet, vil tvungen fordrivelse og klimaforandringernes indbyrdes effekt kun blive værre. Men hvis de lytter til os, kan vi også være en del af løsningen.”

Rapporten fremhæver også, at klimafinansieringen ikke når frem til flygtninge, de lokalbefolkninger, der huser dem, samt andre grupper i skrøbelige og krigshærgede lande, hvilket forværrer og besværliggør deres mulighed for at tilpasse sig klimaforandringerne.

I øjeblikket modtager ekstremt skrøbelige stater kun omkring $2 per person i årlig finansiering til klimatilpasning – en forbløffende forskel sammenlignet med $161 per person i ikke-skrøbelige stater. Og i de tilfælde, hvor investeringer når frem til skrøbelige stater, går over 90 procent til hovedstæderne, mens fjerntliggende områder sjældent får gavn af pengene.

Rapportens analyser og konklusioner offentliggøres i forbindelse med COP29 i Baku, Aserbajdsjan, hvor UNHCR opfordrer til øget klimafinansiering til dem, der har mest akut behov for det. Flygtningeorganisationen opfordrer også stater til at beskytte de mennesker, der bliver tvunget på flugt, og som står over for yderligere farer på grund af klimaforandringerne, samt til at give dem og de lokalsamfund, der huser dem, en stemme i finansierings- og politiske beslutninger.

“Klimakrisen repræsenterer en dyb uretfærdighed,” siger Grandi.

“Mennesker, der er tvunget på flugt, og de samfund, der huser dem, er de mindst ansvarlige for CO2-udledningerne, men betaler den højeste pris. Milliarder af dollars i klimafinansiering når aldrig frem til dem, og humanitær bistand kan ikke i tilstrækkelig grad dække det stadigt voksende gab. Løsninger er tilgængelige, men vi har brug for hurtig handling. Uden de nødvendige ressourcer og støtte vil de berørte mennesker være fanget.”