Dyrereddere mødt af voldsomt syn: Katte efterladt i fraflyttet hus
Dyrenes Beskyttelses beredskab fik sig en ubehagelig overraskelse, da de i slutningen af oktober rykkede ud til et fraflyttet hus. Villaen gemte på både døde og udmagrede katte, som var efterladt til egen skæbne. Den grelle sag er en del af en sørgelig tendens, hvor dyreejere "glemmer" deres dyr under en flytning.
OBS: Flere billeder i bunden af artiklen.
Dyrenes Beskyttelses dyrereddere blev mødt af et ubehageligt syn, da de i slutningen af oktober tog ud til et fraflyttet hus i Vestjylland efter en henvendelse til vagtcentralen 1812. Indenfor i den gule murstensvilla lå mumificerede katte mellem bunker af skidt og affald. Efter et stort redningsarbejde viste det sig, at huset også gemte på ti levende katte, som alle var i sørgelig stand.
-Det er noget af det værste, jeg har oplevet. Umiddelbart var der intet liv at spore i huset, men så fandt vi en enkelt levende kat under en seng. Vi var dog nødt til at sætte kattefælder op for at få flere katte frem og indfange dem. Kattene var sky, men tydeligt sultne og kastede sig over lokkemaden, siger Per, frivillig på Nordjyllands Internat.
Desværre var otte ud af de ti katte i så dårlig stand, at de måtte aflives efter undersøgelse ved dyrlægen. Dyrenes Beskyttelse vurderer, at mindst ti katte var døde i huset, men det er svært at vurdere på grund af kadavernes tilstand og mængden af skrald og skidt i huset. En del af de døde katte bar præg af at være blevet spist af deres artsfæller.
Midt- og Vestjyllands Politi var også tilkaldt til huset og efterforsker lige nu sagen, hvorfor der ikke er rejst sigtelser endnu. Det oplyser politiet til Nordjyske.
Sagen med de døde og udmagrede katte er desværre en del af en trist tendens, hvor mennesker flytter og efterlader deres dyr til en uvis skæbne. De seneste tre år har Dyrenes Beskyttelse taget imod mere end 500 dyr på organisationens dyreinternater, som efter alt at dømme var "glemt" under en flytning. I fire ud af fem tilfælde var de fraflyttede dyr katte. Det frustrerer internatchefen, som tager imod de efterladte dyr, der overlever.
- Det er under al kritik, at dyr ender med at blive efterladt på denne måde. I nogle tilfælde går der rigtig lang tid, før de bliver opdaget, og så sulter de ihjel. Det er en virkelig grusom måde at dø på, siger Karina Fisker, internatchef for Dyrenes Beskyttelse.
Vanskelige at politianmelde
Dyrenes Beskyttelse politianmeldte sidste år elleve dyreejere for at flytte fra deres dyr. I år er der indtil videre anmeldt syv dyreejere. Organisationen peger på, at det manglende lovkrav om mærkning og registrering gør det svært at holde ejerne ansvarlige.
- Det er for let for katteejere at flytte fra ansvaret. I disse sager er det ofte ikke muligt at bevise ejerskabet, medmindre kattene er mærket og registreret. Kattene vælter ind på dyreinternaterne og sidder der unødvendigt længe, mens vi bruger tid på at prøve at finde ejeren. Hvis kattene var mærket og registreret, kunne vi drage endnu flere ejere til ansvar for at efterlade deres dyr, siger Karina Fisker.
De efterladte katte fylder også godt i de sociale sager, som udgør en stadig større del af Dyrenes Beskyttelses redningsarbejde. I 2023 rykkede beredskabet af frivillige dyrereddere ud til 2611 dyr i 1002 sociale sager. Det er 48 procent flere sager end i 2020. Derfor er der også behov for et større forebyggende arbejde, mener foreningen.
- Generelt har vi mange sager med efterladte dyr, hvor dyreejerne har ondt i livet og lever meget isolerede liv. Det er afgørende, at vi som samfund bliver bedre til at gribe dem – og sikre, at deres dyr ikke kommer i klemme, siger Karina Fisker.
Kontakter
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)
Billeder
Om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Organisationer bekymrede for kæledyr: Stop salget af nikotinposer29.11.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
I takt med at de små hvide snusposer bliver mere populære, ender flere og flere af dem på gaden og i naturen. Her kan de i værste tilfælde tage livet af hunde og andre dyr, der spiser dem. Det får nu en række organisationer til at råbe politikerne op. Og idéen om et politisk indgreb har tilsyneladende folkelig opbakning.
Organisationer i opråb: Stenbideren skal fredes nu27.11.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
For andet år i streg anbefaler DTU Aqua, at fiskeriet efter stenbidere stoppes. Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening og WWF står samlet om at kræve, at fødevareministeren i år følger anbefalingen, så de truede danske bestande får en chance for at genetablere sig.
Regeringen dropper besparelser på dyrepolitiet efter massivt pres22.11.2024 10:34:23 CET | Pressemeddelelse
Dyrenes Beskyttelse glæder sig over, at regeringen har valgt at trække de planlagte besparelser på dyrepolitiet tilbage. Det står klart efter, at regeringen sammen med SF og Radikale Venstre har præsenteret finansloven for 2025.
Hunde overdraget til dyreinternat for sidste gang21.11.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fem hunde er overdraget til Dyrenes Beskyttelses internat i Nordjylland. Hundene kommer fra et hjem, hvor organisationen tidligere har overtaget hunde fra, men da den tidligere ejer nu er på plejehjem, kommer der ikke flere hunde fra dette hjem.
Pas på hundepoterne, når vejene saltes20.11.2024 05:00:00 CET | Pressemeddelelse
Når temperaturen rammer frysepunktet, bliver vejene saltet. Dette afhjælper glatte veje, men vejsalt er en smertefuld oplevelse for hunde. Dyrenes Beskyttelse opfordrer til at smøre hundens trædepuder med potevoks inden gåturen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum