Danskernes adfærd under energikrisen kan drive grøn omstilling
31.10.2024 21:37:30 CET | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse
Danskernes evne til at tilpasse sig hurtigt og ændre adfærd og vaner i en krisesituation kan være et nyttigt redskab, når politikerne skal sikre den grønne omstilling. Det viser en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet af danskernes adfærd under energikrisen i 2022.

Da energikrisen ramte i 2022, blev energibesparelser hurtigt et stort samtaleemne i mange hjem og på arbejdspladserne, og mange danskere ændrede vaner for både at spare penge og tage et medansvar under krisen.
Det viser ny forskning fra Aalborg Universitet, der har undersøgt, hvordan danskerne reagerede på deres vaner og forbrug under krisen. Resultaterne er offentliggjort i tre forskningsartikler.
Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt så mange danskere ændrede deres energivaner under krisen. Det viser, at vi kan reagere hurtigt og tage ansvar, når situationen kræver det, siger Kirsten Gram-Hanssen, professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD) og medforfatter på de tre forskningsartikler.
Samfundssind og økonomi er drivkraft
Ifølge undersøgelsen fulgte omkring 70 procent af husstandene med fleksible energipriser prisudviklingen dagligt, og omkring halvdelen af disse husstande begyndte at anvende timere på vaskemaskine, opvaskemaskine og tørretumbler for at ramme de billigste energiperioder.
Men økonomien var ikke den eneste motivation bag danskernes ændrede adfærd. For mange handlede det også om at tage ansvar som samfundsborgere.
Det danske samfund har en stærk tradition for solidaritet, og den viste sig tydeligt her. Mange indså, at deres handlinger ikke kun påvirkede deres eget hjem, men samfundet som helhed. Der opstod en følelse af fællesskab, hvor vi kunne tackle krisen sammen, forklarer Kirsten Gram-Hanssen.
Politikerne missede måske en gylden mulighed
Danskernes mange positive tiltag forsvandt i takt med, at energikrisen ebbede ud. Dermed gik særligt beslutningstagerne glip af en gylden mulighed for at sikre den grønne omstilling ved at få danskerne til at holde fast i de nye energivaner.
Politikerne er i virkeligheden dem, der kan være med til at bane vejen for danskernes engagement i den grønne omstilling ved at understrege behovet for energibesparelser. Krisen var derfor en oplagt mulighed for at sige: 'Vi har stadig brug for de her ændringer, så fortsæt med de gode vaner', påpeger Kirsten Gram-Hanssen.
I stedet vendte politikerne deres fokus tilbage til de teknologiske løsninger, selvom erfaringerne viser, at disse ofte ikke fører til fald i forbruget.
Energikrisen viste til gengæld, at danskerne kan skrue ned, når de bliver opfordret til det, så vi missede en oplagt mulighed for at opretholde en adfærdsændring, der kunne have gjort en langsigtet forskel. Det er dog aldrig for sent at handle; vi skal genoptage debatterne og genskabe den fællesskabsfølelse, der kan gøre en forskel. Her er politikernes engagement afgørende for at skabe de rette rammer for den grønne omstilling, forklarer Kirsten Gram-Hanssen.
Sårbare måtte ty til ekstremer
En sidste konklusion fra undersøgelsen er, at ikke alle husstande havde samme mulighed for at tilpasse sig. For nogle sårbare familier betød prisstigningerne, at de måtte ty til ekstreme tiltag som helt at slukke for varmen eller undgå madlavning i de dyreste perioder.
For de mest udsatte, sårbare husstande var sparekravene ekstra hårde, og de blev presset ud i en form for energifattigdom. Her handlede det ofte om nødvendighed frem for valg, siger Kirsten Gram-Hanssen.
Nøgleord
Kontakter
Kirsten Gram-HanssenProfessor, Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD) på Aalborg Universitet
Tlf:23605653kgh@build.aau.dkJeannette BylovPresserådgiver, AAU Kommunikation og Public Affairs, Aalborg Universitet
Tlf:24230566jmb@adm.aau.dkBilleder

Links
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Fremtidens cement er levende22.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny forskning fra Aalborg Universitet peger på en fremtid, hvor cement kan reparere sig selv, lagre energi, optage CO2 og reagere på omgivelserne ved hjælp af mikroorganismer.
VR-træning kan styrke børn og unges vej til en mere selvstændig hverdag17.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
AAU-forsker Ali Adjorlu har udviklet en VR-platform, hvor socialt udsatte børn og unge kan træne hverdagssituationer som transport, indkøb og undervisning i trygge, realistiske rammer. Erfaringer fra både forskning og praksis peger på, at teknologien kan styrke selvhjulpenhed, læring og trivsel.
Ny rapport: Danmark har kvanteforskning i verdensklasse, men risikerer at tabe forsvarskapløbet7.9.2026 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark har en af verdens højeste koncentrationer af specialister i kvanteteknologi og forskning i international topklasse. Men manglende samarbejde mellem forskning, virksomheder og Forsvaret kan svække national sikkerhed og koste danske arbejdspladser. Det konkluderer en ny rapport fra Copenhagen Business School og Teknologisk Institut.
Danske byer risikerer at gentage fortidens fejl i kampen mod oversvømmelser31.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Oversvømmelser handler ikke kun om voldsomt vejr og klimaforandringer. Ny undersøgelse af 150 års oversvømmelser i Holstebro viser, hvordan historisk viden om vandets veje forsvinder, når byer udvikler sig.
Klimaforandringer truer vores satellitforbindelser27.8.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere regn og ekstremt vejr kan afbryde kommunikationen med vores satellitter, der i dag er vitale i alt fra forsvar til landbrug og klimaovervågning. Aalborg Universitet vil med nyt tværfagligt projekt klimasikre kommunikation med satellitter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum