Tinderbox

Tinderbox afslører de første navne til 2025 – store verdensstjerner iblandt

Del

Green Day og Kylie Minogue er begge på plakaten, når Tinderbox løber af stablen til sommer, mens flere danske stjerner også melder deres ankomst i Tusindårsskoven.

Det er igen blevet den tid på året, hvor landets festivaler så småt løfter sløret for, hvad man kan glæde sig til at opleve i sommeren 2025, og nu har en af landets helt store spillere på festivalscenen også sluppet deres første musikpakke.

Øverst på Tinderbox-plakaten troner Green Day og Kylie Minogue, men også flere populære danske artister og et spændende britisk stjerneskud er at finde i dagens offentliggørelse. 

Green Day (US)

Californiske Green Day står i dag som et af de største rockbands i verden. De slog igennem i 1994 med albummet Dookie, som gjorde dem til bannerførere for en bølge af punkrockbands, som har været med til at definere både rock- og popscenen dengang såvel som i dag. Med sange som ”Basket Case”, ”When I Come Around”, ”American Idiot”, “Holiday”, “Boulevard of Broken Dreams” og “Wake Me up When September Ends” har Green Day leveret nogle af de største hits i moderne rockhistorie, som gør dem til et must at opleve på dansk grund til sommer.

Green Day spiller i Tusindårsskoven lørdag den 28. juni.

Kylie Minogue (AUS)

Den australske popsensation Kylie Minogue har solgt mere end 80 millioner plader på verdensplan, er god for i omegnen af fem milliarder streams og har vundet talrige priser for sin musik, inklusivt to GRAMMYs. Kylie har gennem sin karriere været en foregangskvinde i det internationale poplandskab og er den eneste kvindelige artist, der har udgivet et UK #1 album fem årtier i træk. Hun er lige nu aktuel med det kritikerroste album Tension II som, ligesom forgængeren Tension fra 2023, har sat streg under hendes evne til at lave popmusik der på én gang føles tidssvarende og samtidigt hylder fortidens glitterfyldte poptraditioner. Med ældre sange som ”In Your Eyes”, ”Can’t Get You out of My Head”, “Spinning Around” og nye hits som “Padam Padam”, “Lights Camera Action” og “My Oh My” med Bebe Rexha og Tove Lo er Kylie Minogue garant for et brag af en popfest i Tusindårsskoven.

Kylie Minogue spiller på Tinderbox fredag den 27. juni.

Artemas (UK)

Artemas er den britiske producer, sanger, sangskriver og multiinstrumentalist bag virale hits som ”if u think i’m pretty” og ”i like the way you kiss me”, hvoraf sidstnævnte i skrivende stund har lige under en milliard streams på Spotify. Det unge alternative popstjerneskud begyndte først at udgive musik under coronapandemien, men har allerede formået at bygge en karriere op, der får mere end 28 millioner mennesker på verdensplan til at lytte med på Spotify hver måned.

Danske verdensstjerner og anmelderroste live acts

Udover de internationale navne, der hvert år pryder plakaten på Tinderbox, præsenterer festivalen traditionen tro også et udsnit af den store danske talentmasse.

Blandt publikumsfavoritterne er Lukas Graham og Christopher, som gang på gang beviser, hvorfor de er nogle af de største popstjerner, vi har herhjemme, og hvorfor tusindvis af fans også hylder deres talent langt væk fra de danske grænser.

Blandt de nyere, men allerede for længst etablerede danske stjerner finder man den himmelstræbende, alternative poptrio Saveus, evigt fremadstormende Zar Paulo og ikke mindst popsangerinden Jada – alle tre nogle af de mest hædrede live-artister, vi har herhjemme.

Sidst, men ikke mindst præsenterer festivalen en ny spire på den danske musikscene. Det er duoen ROYA, hvis nordiske melankoli og dybe, elektroniske house-produktioner tidligere på året gik viralt takket være den million-streamede single ”Cruise”, som har betydet, at gruppen nu har faste lyttere, ikke bare i Danmark, men i lande som England, Tyskland og Australien. 

Nye rekorder slået i Tusindårsskoven

2024 blev endnu et rekordår for den odenseanske festival, og meget tyder på, at der igen bliver fuldt hus i Tusindårsskoven i juni 2025. Efter et Early Bird-salg, der slog alle rekorder, og stor opbakning til det efterfølgende salg af partoutbilletter hen over sommeren og efteråret, melder festivalen allerede nu om lavvande i kassen med billetter.

Festivalen gør opmærksom på, at prisen på partoutbilletter stiger på mandag den 4. november klokken 23.59. Samtidigt vil salget af VIP partoutbilletter og ratebilletter gå i gang.

Alle billettyper kan købes via tinderbox.dk og unitedtickets.dk.

Tinderbox 2025 finder sted fra den 26. til 28. juni i Tusindårsskoven, Odense.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Green Day til Tinderbox 2025
Green Day til Tinderbox 2025
Download

Vedhæftede filer

Links

Tinderbox

Siden 2015 har Tusindårsskoven i Odense dannet rammen om det, der nu har vokset sig til en af landets største festivaler. Hvert år i slutningen af juni præsenterer vi et bredt, stjernespækket lineup af internationale verdensstjerner og toppen af den danske musikscene, og på Magicbox leverer tidens største DJs en eksplosiv og elektronisk fest, du ikke finder magen til noget andet sted i landet.

Tinderbox 2025 finder sted den 26.-28. juni. 

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye