Legepakker skal hjælpe børn med udtalevanskeligheder til at mestre lydene
30.10.2024 09:53:50 CET | Billund Kommune | Pressemeddelelse
For at hjælpe børn med udtalevanskeligheder har Billund Kommune udviklet legepakker, som børn og forældre kan bruge til at træne lydene hjemme. Legepakkerne består af 30 sjove aktiviteter – én til hver dag i måneden.

Hjælp Piraten Tom med at samle alle skattene, mens du lærer at udtale de ord, som du har svært ved.
Det er udgangspunktet for de nye legepakker, som Pædagogisk Psykologisk og Sundhedsfaglig Rådgivning (PPS) i Billund Kommune har udarbejdet. Legepakkerne henvender sig til forældre med børn i børnehave eller indskoling, som har udfordringer med udtalen og modtager taleundervisning fra PPS. Legepakkerne består af en materialemappe til forældrene og en mappe til barnet til indsamling af skatte, og de fungerer som et supplement til taleundervisningen, der kan øves derhjemme. Hver legepakke tager udgangspunkt i et konkret sproglyd.
Det er vigtigt, at forældre øver lydene i hverdagen med deres barn, og legepakkerne skal ses som en hjælp hertil. Det forklarer Sarah Hartung Andresen, der er tale-hørekonsulent i Billund Kommune.
”Forældrene spiller en stor rolle, når barnet skal lære at mestre lydene, og vi ved fra forskning, at det er de mange daglige gentagelser, der rykker. Så hvis et talepædagogisk undervisningsforløb skal gøre den største forskel for barnet, er det vigtigt, at lydene øves derhjemme. Derfor har vi lavet legepakkerne, som vi håber, kan inspirere forældrene til, hvordan de kan øve med deres barn,” forklarer hun.
Legepakke skal gøre det sjovt at øve lyde
Det vurderes, at cirka 8-9 procent af børn under seks år har udtalevanskeligheder. Det kan fx være, at barnet har svært ved at udtale ”j”, så det i stedet bliver til ”l”, og så bliver ordet ”jakke” pludselig til ”lakke”. Eller at ”d” bliver til ”g”, så ”dukke” bliver til ”gukke”.
For børn med udtalevanskeligheder betyder det, at de kan være svære at forstå for andre, og det kan gøre det sværere for barnet at lege med andre børn. Udtalevanskelighederne kan også føre til, at barnet får sværere ved at lære at læse, hvis ikke der sættes ind.
Derfor er det vigtigt, at barnet og barnets forældre får den rette hjælp, og at barnet føler sig motiveret for at lære. Det skal med andre ord være sjovt at øve lyde, og derfor tager legepakken udgangspunkt i Piraten Tom, som barnet skal samle skatte til i form af lyde, der er svære at sige. En opgave kan fx gå ud på at finde ting i køkkenet, som begynder med den lyd man øver, spille lydbanko, sænke slagskibe eller lege ”jorden er giftig”.
Det er helt i tråd med Billund Kommunes fokus på leg og legens betydning for læring, og i Børne- og Familieudvalget glæder formand Bjarne Larsen sig over det nye tiltag.
”Jeg er overbevist om, at den bedste form for læring sker gennem leg. Samtidig mener jeg, at vi skal give både børn og forældre de bedst mulige forudsætninger for at lykkes i deres hverdag. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kan tilbyde legepakker til børn med udtalevanskeligheder, så vi giver forældrene bedre mulighed for at understøtte deres børns sproglige udvikling,” udtaler Bjarne Larsen.
Fakta
- I Billund Kommune tilbydes børn med atypiske og/eller vedvarende udtalevanskeligheder en talepædagogisk indsats fra PPS i form af undersøgelse og observation samt et undervisningsforløb, som strækker sig over 6-8 gange. Legepakkerne er et supplement til sådan et forløb.
- Der er udarbejdet legepakker for lydene D, F, G, J, K, L, R, S, T, da det er disse sproglyde, som børn oftest har udfordringer med at udtale.
- Indsatsen med legepakker afprøves frem til efteråret 2025. Efterfølgende skal det vurderes, om tiltaget skal gøres til en fast del af Billund Kommunes tilbud til børn med udtalevanskeligheder.
Kontakter
Mia JosiassenKommunikationschef
Tlf:20 25 20 86mjos@billund.dkBilleder


Følg pressemeddelelser fra Billund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Billund Kommune
Endnu en leverandør serverer mad i Billund Kommune18.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Billund Kommune får fra 1. oktober 2026 endnu en privat leverandør af madservice til borgere, der er visiteret til levering af mad i eget hjem. Sæsonens Madleverandør glæder sig til at levere mad til borgere i eget hjem, på lige fod med Det Danske Madhus og kommunens eget produktionskøkken på Sydtoften.
Bredt budgetforlig sætter retningen for Billund Kommune15.9.2026 17:27:56 CEST | Pressemeddelelse
Budgettet for Billund Kommunes økonomi i årene 2027-2030 er nu faldet på plads. I budgettet er der tænkt langsigtet med et ansvarligt fokus på udvikling.
Beredskabsnetværk skal øge trygheden i krisesituationer9.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Billund Kommunes Voksenområde inviterer frivillige og lokale aktører til møde onsdag 30. september kl. 19-21 i 10. Klassecentrets Fælleslokale med det formål at skabe et stærkt samarbejde mellem kommunens Voksenområde og civilsamfundet.
Meld dig til Ungerådet og få din stemme hørt4.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Er du mellem 13-25 år, bor du i Billund Kommune, og har du altid drømt om at være talerør for din generation? Så er muligheden der nu. Der er valg til Ungerådet i dette efterår, og egnede kandidater kan melde sig inden 18. september.
Tæt samarbejde med erhvervsliv og fokus på nem sagsbehandling placerer Billund Kommune i toppen i årlig DI-måling2.9.2026 07:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Billund Kommune ligger i år nummer fire på landsplan på Dansk Industris liste over erhvervsvenlighed i de danske kommuner. Placeringen glæder borgmester Stephanie Storbank.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum