Nivaagaards Malerisamling erhverver Carl Blochs mesterportræt af H.C. Andersen
12.11.2024 13:49:17 CET | Nivaagaards Malerisamling | Pressemeddelelse
Carl Blochs Portræt af H.C. Andersen fra 1869 er et af de bedste portrætter udført af eventyrdigteren i levende live – selv om modellen selv fandt sit hår for gråt og ærgrede sig over en fedtplet på tøjet. Nivaagaards Malerisamling har siden 2019 haft portrættet deponeret fra en schweizisk privatsamler, som ikke måtte føre det ud af landet pga. eksportforbud. Nu er det lykkedes museet at erhverve værket, der præsenteres nyrestaureret i en særophængning med et udvalg af samlingsværker fra H.C. Andersens elskede Italien.

Takket være en generøs donation fra Beckett-Fonden, der også har finansieret en restaurering og rensning af værket, er det lykkedes Nivaagaards Malerisamling at erhverve Carl Blochs Portræt af H.C. Andersen fra 1869, som regnes for et af de bedste portrætter af den verdensberømte forfatter.
Museet har siden 1. februar 2019 haft kunstværket i deponering fra en schweizisk privatsamler, som pga. et eksportforbud ikke måtte føre det ud af landet og i godt 20 år opbevarede det i en bankboks. Ejeren henvendte sig dengang til Nivaagaards Malerisamling med ønsket om at udlåne værket til museet for en længere periode, hvor det kunne komme publikum til gode i samlingen, der tæller betydelige danske kunstværker fra 1800-tallet. I 2024 har ejeren ønsket at sælge, og takket være fondsdonationen til Nivaagaards Malerisamling har Blochs portræt af vennen H.C. Andersen nu hjemme på et dansk kunstmuseum.
Publikum kan opleve det nyrestaurerede og rensede værk i en særophængning frem til den 5. januar med udvalgte samlingsværker fra H.C. Andersens elskede Italien.
Andersens egne ord om portrættet
Portrættet blev i sin tid malet til vekselerer Martin R. Henriques og hustru Therese, der var gode venner af H.C. Andersen (1805-1875). I et brev til Henriques dateret 'Kjobenhavn, den 29. mai 1869' skrev H.C. Andersen med slet skjult højtidelighed: Det glaeder mig, at mit Portraet af Bloch kommer i Deres hjem, gid det ma blive i Familien og voxe i Vaerd, nar jeg er borte – det vil sige borte fra Jorden, og han som malede det er blevet gammel og graa.
I H.C. Andersens dagbog fra maj 1869 findes beskrivelser af maleseancerne med Carl Bloch. Her er digteren som altid noget utilfreds med sin fremtoning og døjer med helbredsmæssigt ubehag:
Tirsdag 25. Snurren i Blodet, mat og skjørhovedet; Veiret er ellers smukt, Solskin. Hver Dag pakker jeg lidt. / Siddet sidste gang for Bloch, men Portrættet er ikke som jeg ønskede det rette Udtryk, Haaret er også gjort mere graat, og så har han malet en Fedt-Plet på min Kjole. Der kom Fru Drevsen, Astrid og Louise Collin at se paa det. (...)
H.C. Andersen og Johannes Hage
Det ville givet have glædet Malerisamlingens gundlægger Johannes Hage at se Carl Blochs maleri af H.C. Andersen indgå i museets samling. Johannes Hage oplevede som barn digteren læse sine eventyr højt i familien Hages hjem på Christianshavn, og Andersen omtaler i et af sine breve fra Paris i positive vendinger et møde med den unge Johannes Hage.
Portræt af H.C. Andersen var første gang udstillet på Charlottenborg i 1869 og flere gange siden, bl.a. på SMKs store Carl Bloch udstilling i 2023. I den knap 20-årige periode, hvor værket blev opbevaret i en bankboks, så det dog kun lyset en enkelt gang, da det var udstillet på Frederiksborg Slot i 2005 i forbindelse med 200-året for H.C. Andersen.
En lykkelig slutning
Historien bag den skæbne, der kom til at undergå portrættet kunne nok have inspireret digteren selv. Tilbage i 1998 blev Carl Blochs Portræt af H.C. Andersen købt på auktion i Danmark af en privatsamler i Schweiz, men fik efterfølgende nedlagt eksportforbud, da Kulturværdiudvalget anså værket for at være for nationalt værdifuldt til, at det kunne forlade landet. Ejeren ønskede ikke at afhænde værket, men valgte at opbevare det, i lighed med andre værker, i en bankboks i København. Flere gange forsøgte Kulturværdiudvalget at etablere et køb af værkerne, men sagen var gået i hårknude, og da banken i 2019 ikke længere ville have kunst i bankbokse, blev nogle af ejerens værker ved den lejlighed solgt og købt af SMK.
Portrættet af H.C. Andersen ville ejeren dog på det tidspunkt ikke sælge, og på Nivaagaards Malerisamling har man været glade for at kunne vise det i en deponering, så danske og udenlandske gæster igen har fået mulighed for at opleve det betydningsfulde maleri.
Værket hører, som eksportforbuddet har understreget, hjemme på et dansk kunstmuseum, og erhvervelsen er en lykkelig afslutning på en langtrukken sag.

Billeder
Om Nivaagaards Malerisamling:
Nivaagaards Malerisamling er et klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder - og skiftende særudstillinger med nyere eller moderne kunst. Museet ligger i en smuk gammel rododendronpark, der også huser det populære 'Reservat for truede ord' med omkring 100 ord, som er ved at forlade vores sprog
Følg pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Forfatter Charlotte Weitze om skovens betydning9.3.2026 11:32:14 CET | Pressemeddelelse
Den prisnominerede forfatter Charlotte Weitze besøger Skovens tid på Nivaagaards Malerisamling og fortæller, hvordan naturen og især skoven spiller en central rolle i hendes litterære verden. Samtalen tager udgangspunkt i hendes anmelderroste romaner Ulvemælk og Rosarium, hvor Weitze på kunstnerisk vis forener natur og mennesker gennem poesien.
Ny særudstilling: Richard Winther 100 år5.3.2026 13:57:27 CET | Pressemeddelelse
Nivaagaards Malerisamling markerer 100-års fødselsdagen for den danske kunstner Richard Winther (1926-2007) med en stor udstilling om denne vidtfavnende, kompromisløse, evigt undersøgende og skabende personlighed i dansk kunst. Særudstillingen viser eksempler på Richard Winthers enorme kunstneriske spændvidde samt værker fra hans private samling med store modernister som Giacometti, Picasso, Max Ernst, Sonja Ferlov Mancoba og Miró. Winthers samling iscenesættes i samarbejde med samtidskunstner Mie Mørkeberg.
TEMPEL TALK Skovrejsning - tager kunsten ud i debatten2.3.2026 14:16:03 CET | Pressemeddelelse
Nivaagaards Malerisamling har netop åbnet særudstillingen Skovens tid, der via kunsten søger at tage livtag med den nye fremtid, danskerne går i møde som potentielle skovbrugere – og hvordan den transformation kan finde sted. TEMPEL TALK #2: Skovrejsning tager skridtet videre ud i samfundsdebatten med billedkunstner Rasmus Myrup, klima- og miljøjournalist på Dagbladet Information, Jørgen Steen Nielsen, og billedkunstner Olivia Rode Hvass i panelet og forfatter og kurator Jacob Lillemose som moderator.
Sara Alfort bringer oversete historier om kvindelige kunstnere frem i foredrag17.2.2026 10:08:49 CET | Pressemeddelelse
På baggrund af sin roste udgivelse Da træerne voksede ind i himlen besøger forfatter Sara Alfort den 24. februar Nivaagaards Malerisamling. Alfort bringer i foredraget overraskende historier om kvindelige nordiske kunstnere i 1800-tallet frem i lyset og fører publikum gennem deres liv og kunstneriske rejser gennem Europas storbyer.
Vinterferie og fastelavn på museet26.1.2026 13:42:58 CET | Pressemeddelelse
Nivaagaards Malerisamling byder børn og familier velkommen til vinterferie med den nye udstilling Skovens tid. Oplev skovens betydning gennem kunst og deltag i kreative workshops. Udforsk skoven med aktivitetsbogen, og oplev fastelavn på museet med maskeværksted og tøndeslagning. Gratis adgang for børn.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

