Nivaagaards Malerisamling erhverver Carl Blochs mesterportræt af H.C. Andersen
Carl Blochs Portræt af H.C. Andersen fra 1869 er et af de bedste portrætter udført af eventyrdigteren i levende live – selv om modellen selv fandt sit hår for gråt og ærgrede sig over en fedtplet på tøjet. Nivaagaards Malerisamling har siden 2019 haft portrættet deponeret fra en schweizisk privatsamler, som ikke måtte føre det ud af landet pga. eksportforbud. Nu er det lykkedes museet at erhverve værket, der præsenteres nyrestaureret i en særophængning med et udvalg af samlingsværker fra H.C. Andersens elskede Italien.

Takket være en generøs donation fra Beckett-Fonden, der også har finansieret en restaurering og rensning af værket, er det lykkedes Nivaagaards Malerisamling at erhverve Carl Blochs Portræt af H.C. Andersen fra 1869, som regnes for et af de bedste portrætter af den verdensberømte forfatter.
Museet har siden 1. februar 2019 haft kunstværket i deponering fra en schweizisk privatsamler, som pga. et eksportforbud ikke måtte føre det ud af landet og i godt 20 år opbevarede det i en bankboks. Ejeren henvendte sig dengang til Nivaagaards Malerisamling med ønsket om at udlåne værket til museet for en længere periode, hvor det kunne komme publikum til gode i samlingen, der tæller betydelige danske kunstværker fra 1800-tallet. I 2024 har ejeren ønsket at sælge, og takket være fondsdonationen til Nivaagaards Malerisamling har Blochs portræt af vennen H.C. Andersen nu hjemme på et dansk kunstmuseum.
Publikum kan opleve det nyrestaurerede og rensede værk i en særophængning frem til den 5. januar med udvalgte samlingsværker fra H.C. Andersens elskede Italien.
Andersens egne ord om portrættet
Portrættet blev i sin tid malet til vekselerer Martin R. Henriques og hustru Therese, der var gode venner af H.C. Andersen (1805-1875). I et brev til Henriques dateret 'Kjobenhavn, den 29. mai 1869' skrev H.C. Andersen med slet skjult højtidelighed: Det glaeder mig, at mit Portraet af Bloch kommer i Deres hjem, gid det ma blive i Familien og voxe i Vaerd, nar jeg er borte – det vil sige borte fra Jorden, og han som malede det er blevet gammel og graa.
I H.C. Andersens dagbog fra maj 1869 findes beskrivelser af maleseancerne med Carl Bloch. Her er digteren som altid noget utilfreds med sin fremtoning og døjer med helbredsmæssigt ubehag:
Tirsdag 25. Snurren i Blodet, mat og skjørhovedet; Veiret er ellers smukt, Solskin. Hver Dag pakker jeg lidt. / Siddet sidste gang for Bloch, men Portrættet er ikke som jeg ønskede det rette Udtryk, Haaret er også gjort mere graat, og så har han malet en Fedt-Plet på min Kjole. Der kom Fru Drevsen, Astrid og Louise Collin at se paa det. (...)
H.C. Andersen og Johannes Hage
Det ville givet have glædet Malerisamlingens gundlægger Johannes Hage at se Carl Blochs maleri af H.C. Andersen indgå i museets samling. Johannes Hage oplevede som barn digteren læse sine eventyr højt i familien Hages hjem på Christianshavn, og Andersen omtaler i et af sine breve fra Paris i positive vendinger et møde med den unge Johannes Hage.
Portræt af H.C. Andersen var første gang udstillet på Charlottenborg i 1869 og flere gange siden, bl.a. på SMKs store Carl Bloch udstilling i 2023. I den knap 20-årige periode, hvor værket blev opbevaret i en bankboks, så det dog kun lyset en enkelt gang, da det var udstillet på Frederiksborg Slot i 2005 i forbindelse med 200-året for H.C. Andersen.
En lykkelig slutning
Historien bag den skæbne, der kom til at undergå portrættet kunne nok have inspireret digteren selv. Tilbage i 1998 blev Carl Blochs Portræt af H.C. Andersen købt på auktion i Danmark af en privatsamler i Schweiz, men fik efterfølgende nedlagt eksportforbud, da Kulturværdiudvalget anså værket for at være for nationalt værdifuldt til, at det kunne forlade landet. Ejeren ønskede ikke at afhænde værket, men valgte at opbevare det, i lighed med andre værker, i en bankboks i København. Flere gange forsøgte Kulturværdiudvalget at etablere et køb af værkerne, men sagen var gået i hårknude, og da banken i 2019 ikke længere ville have kunst i bankbokse, blev nogle af ejerens værker ved den lejlighed solgt og købt af SMK.
Portrættet af H.C. Andersen ville ejeren dog på det tidspunkt ikke sælge, og på Nivaagaards Malerisamling har man været glade for at kunne vise det i en deponering, så danske og udenlandske gæster igen har fået mulighed for at opleve det betydningsfulde maleri.
Værket hører, som eksportforbuddet har understreget, hjemme på et dansk kunstmuseum, og erhvervelsen er en lykkelig afslutning på en langtrukken sag.

Billeder
Om Nivaagaards Malerisamling:
Nivaagaards Malerisamling er et klassisk kunstmuseum med en unik samling af 500 års verdenskunst - fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder - og skiftende særudstillinger med nyere eller moderne kunst. Museet ligger i en smuk gammel rododendronpark, der også huser det populære 'Reservat for truede ord' med omkring 100 ord, som er ved at forlade vores sprog
Følg pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Nivaagaards Malerisamling
Ny særudstilling: Skovens tid9.12.2025 09:10:26 CET | Pressemeddelelse
Danmark skal atter være et skovland. Hvad kræver det af os at skulle leve tættere med naturen efter flere hundrede år, hvor vi rykkede væk fra den? Hvilken rolle spiller kunsten i vores forestillinger om skoven - og i de igangværende skovrejsningsprojekter landet over? Særudstillingen Skovens tid tager livtag med vores fremtid som skovborgere.
Nivaagaards Malerisamling lancerer nyt samtaleformat27.10.2025 12:05:58 CET | Pressemeddelelse
TEMPEL TALKS er Nivaagaards Malerisamlings nye tværfaglige live-format, der lader kunstens stemmer fra fortiden og i dag blande sig i samfundsdebatten og skabe et nyt rum for refleksion, fordybelse og forståelse af aktuelle politiske og eksistentielle udfordringer. Torsdag den 6. november inviterer museet til den første TEMPEL TALK om magt og krop med udgangspunkt i det nyerhvervede værk af Artemisia Gentileschi. Publikum kan se frem til en vigtig samtale med billedkunstner og forfatter Jessie Kleemann, journalist Lærke Cramon og billedkunstner Christine Overvad Hansen med billedkunstner, kurator og kunstkritiker Stense Andrea Lind Valdan som moderator. Der vil i løbet af aftenen også være performance ved Jessie Kleemann.
Langs åen med Karen-Lise Mynster og Janus la Cour24.10.2025 13:21:38 CEST | Pressemeddelelse
Nivaagaards Malerisamling inviterer til en litterær og musikalsk aften Langs åen i den aktuelle Janus la Cour-udstilling med skuespiller Karen-Lise Mynsters oplæsning af en perlerække kuraterede tekster af primært nordiske forfattere, akkompagneret af violinist Cæcilie Balling.
Efterårsferie og Halloween på museet1.10.2025 13:28:17 CEST | Pressemeddelelse
Nivaagaards Malerisamling inviterer børn og deres familier til efterårsaktiviteter på museet med male-på-sten workshop i forbindelse med Janus la Cour-udstillingen, klippe-klistre værksted med Malerisamlingens motiver og i samlerens fodspor hele vejen til Nivaagaard Teglværks Ringovn. Sidste lørdag i oktober fejrer museet traditionen tro Halloween med åbent græskarlygte værksted og nat på museet.
Med penslen som sværd! Foredrag om Artemisia Gentileschi19.9.2025 10:30:02 CEST | Pressemeddelelse
I anledning af museets nyerhvervelse af værket Susanna og de ældste (1644-48) af Artemisia Gentileschi inviterer Nivaagaards Malerisamling til foredrag om 1600-tallets betydningsfulde kvindelige kunstner, der for første gang kan opleves i en dansk samling.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

